27.03.2013 12:00 Alder: 12 yrs

Skrevet af:
Bodil Skjøtt

Var der antisemitisme på Jesu tid?

Svar:

1) På den ene side kunne svaret på dit spørgsmål om, hvorvidt der var antisemitisme på Jesu tid være et klart og enkelt ”Nej, det var der ikke, for ordet antisemitisme dukker først op langt senere i det 19. århundrede”. Men så enkelt er det jo ikke. For de handlinger og holdninger, som betragtes som antisemitiske, kender vi langt tilbage i tiden, også før Jesu tid.

2) Til din refleksion over hvordan man kan tale om antisemitisme i Det Nye Testamente, når det er en bog som først og fremmest er skrevet om og handler om jøder og antisemitisme defineres som noget det er rettet mod jøder? Jøder kan vel per definition ikke være antisemitter? Derfor er det også vigtigt at vi er opmærksomme på hvordan ordet ”jøder” anvendes i NT. Det gælder især i Johannesevangeliet. Det bruges ikke som en betegnelse for alle jøder eller om jøder generelt, men snarere om grupper af jøder eller de jødiske ledere. Se for eksempel Johannesevangeliet 7,13 og 9,22.

Til det første punkt: Esthers Bog i Det Gamle Testamente er nok det første rigtige eksempel fra Bibelen på antisemitisme. Indtil da har vi beretninger om krig og ødelæggelse mod det jødiske folk, men det var ikke anderledes end det, som andre folk var udsat for af Egyptiske eller assyriske konger og despoter. Men i Esthers Bog er jøder genstand for had og et ønske om udryddelse netop fordi de er jøder.

Fra den jødiske historieskriver Josefus kender vi andre beretninger, som også vidner om, at antisemitisme ikke først opstår med den kristne kirkes historie. Det forhindrer ikke, at det især er kirken og dens syn på jøder, der kan forklare den antisemitisme, som jøder har været genstand for de sidste 2000 år. Det er ikke kirken, der har opfundet antisemitisme, men vi kommer ikke uden om, at kirken har næret den – ikke mindst med beskyldningen om, at det var jøderne der slog Jesus ihjel.

Men allerede hos Josefus – som var samtidig med Jesus – finder vi eksempler på, at jøder beskyldes for at begå rituelle mord. Andre beskyldninger fra den tid var, at jøder var dovne. Det kunne man jo se, for de arbejdede ikke om lørdagen, den jødiske helligdag. Andre folkegrupper havde ikke en tilsvarende skik, og det man ikke kender eller forstår, er ofte anledning til had eller ondskab. Jøder blev også betragtet som asociale eller arrogante, fordi de ikke ville have bordfællesskab med andre. Igen et eksempel på, hvordan jøders anderledes traditioner leder til misforståelse, som igen leder til had og ondskab.

Til det andet punkt, hvordan vi skal forstå de tilsyneladende hårde ord mod jøder i Det Nye Testamente - endda sagt af jøder: Det er vigtigt at forstå, at spørgsmålet om hvem der var de rette jøder, eller hvem der havde forstået jødedom rigtigt ikke først og fremmest er en diskussion mellem de jødiske ledere på den ene side og Jesus og disciplene på den anden. Det var en intern jødisk diskussion mellem flere forskellige jødiske grupperinger om, hvem der var ”det rette Israel”. Det viser jødiske kilder, og vi kan se det ud fra Det Nye Testamentes diskussion mellem farisæerne og saddukæerne. Jesus så sig selv som en del af Israel; han var jøde og talte som jøde. Når han diskuterer med jøderne er det en intern jødisk diskussion og derfor ikke et udtryk for antisemitisme.

Men netop derfor er det også vigtigt, hvordan vi som kirke og som kristne senere hen bruger – eller misbruger – de ord som Jesus talte ind i en intern jødisk diskussion og får gjort Jesus til talsmand for anti-jødiske synspunkter.

Skrevet af:
Bodil Skjøtt

Lagt på nettet 27.03.2013