06.02.2002 12:00 Alder: 23 yrs
Kategori: Menneskelivet

Skrevet af:
Lillian Søes

Må vi transplantere organer?

Er transplantation i orden? Og hvad siger biblen om det?

Svar:

For at tage det sidste først: Bibelen siger ikke noget om transplantation. Og det er ikke mærkeligt; man transplanterede simpelthen ikke organer på de bibelske forfatteres tid, så derfor har de ikke taget stilling til det.

Det er VI til gengæld nødt til at gøre i vores tid. Og hvis vi mener os forpligtede af Bibelen (og det gør jeg), bliver spørgsmålet, om noget af det, man gør i forbindelse med en transplantation, falder ind under Bibelens forbud eller påbud. Hvis der er former for transplantation, der efter sådan en vurdering er "i orden", som du skriver, melder der sig straks en række (langt sværere) spørgsmål. Nemlig dem som handler om, om de former for transplantation, som Bibelen ikke forbyder, nu også er noget, vi skal gøre. Det gælder især tre ting:

• om transplantation er den rigtige måde at bruge vores ressourcer på, som samfund og som sundhedsvæsen (det sidste er mest relevant for mig, da jeg er læge).

• om der kan være utilsigtede konsekvenser ved nogle teknikker, som vi ikke kan overskue, og som derfor skulle få os til at holde igen.

• om transplantation gør noget ved os, som skulle få os til at afstå fra det - f.eks. om det gør os følelsesmæssigt afstumpede at skulle sige farvel til en afdød slægtning eller ven, som godt nok er død, men hvis hjerte stadig slår, og som derefter køres ned på en operationsstue for at kunne aflevere sine organer.

I svarene på de spørgsmål er der et stort element af personlig vurdering, og her vil vi nå frem til forskellige personlige standpunkter alt efter hvem vi er. Og det betyder også, at kristne mennesker, der ellers er enige om, at Bibelen forpligter dem, kan have forskellige vurderinger af, om de vil afgive deres organer ved eventuel hjernedød, om de vil modtage et organ, hvis de får brug for et, eller om de synes, transplantation er noget, der skal prioriteres højt i sundhedsvæsenet.

Men tilbage til det konkrete spørgsmål; for nemheds skyld skelner jeg mellem tre former for transplantation.

1) Transplantation af organer fra hjernedøde (som er det, der er gængs i Danmark). Det er især transplantation af hjerter, lunger, levere og nyrer, og til dels bugspytkirtler, det handler om. Jeg mener ikke, der er noget i Bibelen, der i sig selv forbyder transplantationer som disse, men det indebærer spørgsmålet om dødskriterium, fordi det (pånær med nyretransplantationer og i enkelte tilfælde med levertransplantation) ikke lader sig gøre at gennemføre dem, hvis ikke organerne bliver taget fra en hjernedød person.

I Danmark indførte man i 1990 hjernedødskriteriet som såkaldt "supplerende dødskriterium", dvs. at man kan erklære en person for død, hvis man kan konstatere, at hele hjernen (storehjernen, mellemhjernen og hjernestammen) er holdt op med at fungere. Jeg kan tilføje, at der skal to uafhængige speciallæger til at konstatere en hjernedød, og at hjernedøden er definitiv, dvs. at det er 100% sikkert, at en hjernedød aldrig vil kunne vågne op.

Jeg mener ikke, der er noget i Bibelen, der hindrer, at man kan konstatere døden på denne måde, og derfor mener jeg heller ikke, man kan sige at denne type af transplantationer er forkert. Men man kan godt overveje, om pengene er brugt godt - især fordi disse transplantationer er meget dyre (pånær nyretransplantationer, som faktisk er en billigere behandling end alternativet, nemlig dialyse, hvor man kører blodet igennem en maskine, der renser blodet på næsten samme måde som en nyre, men ikke helt så godt). Hvis man får et organ fra en anden er det også for at forhindre afstødning af organet nødvendigt med livslang medicinsk behandling. En behandling, der er bivirkninger ved. Dog må man nok sige, at transplantationsresultaterne er forholdsvis gode.

2) Transplantation af organer (eller celler, der skal blive til organer) fra fostre. Her mener jeg, at man forbryder sig mod ét af Bibelens klare bud, nemlig budet om ikke at slå ihjel. For fosteret er et menneske (omend et lille menneske), og det kan for mig at se aldrig være "i orden" at slå et menneske ihjel som forudsætning for en behandling.

3) Transplantation af organer fra dyr (ofte grise). Her mener jeg heller ikke, man kan finde noget i Bibelen, der forbyder selve det, man gør. Men man skal overveje, at det som regel indebærer, at donorerne er genmodificerede dyr. Jeg mener ikke selv, man kan sige, at gensplejsning af dyr er etisk forkert, og derfor mener jeg heller ikke, man kan sige at denne type af transplantationer er forkert. Men man kan godt overveje, om den risiko, man løber, for at der kommer uforudsete bivirkninger af genmodificeringen, skulle få os til at holde igen. Ind til videre er denne form for transplantation kun på forsøgsstadiet, og mig bekendt er det slet ikke endnu forsøgt at indoperere fx. et grisehjerte i et menneske.

Måske kan du have glæde af at læse bogen "Dilemma - om medicinsk etik", som er skrevet af flere forfattere og udgivet på Credo Forlag 1995.


Skrevet af:
Lillian Søes

Lagt på nettet 06.02.2002

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også