01.12.2001 12:00 Alder: 23 yrs
Kategori: Kristenlivet

Skrevet af:
Kurt E. Larsen

Må kristne have fællesskab med muslimer?

Er det ikke rigtigt at der står i Biblen at kristne ikke kan ha' fællesskab med ikke kristne fx muslimere osv.?

Svar:

Nej, det er ikke rigtigt. Jeg henviser fx til hvad apostelen Paulus skriver i sit 1. brev til Korintherne kap 5: "I mit brev skrev jeg til jer, at I ikke må have med utugtige mennesker at gøre. v10 Jeg mente ikke i det hele taget utugtige her i verden eller griske mennesker og røvere eller afgudsdyrkere, for så måtte I jo forlade denne verden." Og Jesus sagde i en bøn : "Jeg beder ikke om, at du skal tage dem (dvs disciplene) ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. v16 De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden." Joh 17,15.

Som kristne skal vi leve på denne jord, som Gud har skabt, blandt mennesker, som også alle er skabt af Gud. Her på jorden findes der meget ondt og forkert - og der findes afgudsdyrkelse osv. - men det er her vi skal leve og arbejde. Så gælder det om for kristne at have et godt forhold til alle mennesker og hjælpe sin nabo, uanset om de er kristne, ateister, muslimer eller noget fjerde. Så i hverdagens forhold, i boligområdet, på arbejdspladsen, i skolen osv kan kristne have fællesskab med alle mennesker.

Noget andet er, at man som kristne har et ganske særligt og nært forhold til dem, man er fælles om den kristne tro med. Og i den kristne menighed er det vigtigt, at der lyder et sandt budskab om Jesus Kristus - derfor kan man selvfølgelig ikke slå jødedom, kristendom og islam sammen i een stor religiøs sammenslutning og have fællesskab ved den samme gudstjeneste. Det kristne fællesskab er et fællesskab om Jesus Kristus, og ham tror jøder og muslimer ikke på. Derfor er der en klar grænse for de områder, hvorpå man kan have fællesskab med muslimer. Men, som sagt, i hverdagens forhold - kan man have et godt menneskeligt fællesskab med ikke-kristne og altså også muslimer.


Skrevet af:
Kurt E. Larsen

Lagt på nettet 01.12.2001

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også