26.10.2011 12:00 Alder: 13 yrs

Skrevet af:
Lotte Birch Carlsen

Kan jeg tro Gud uden at være enig med ham?

Jeg er ikke vokset op i en kristen familie, men valgte Gud til for nogle år siden. Derfor har jeg meget svært ved at forholde mig til nogle af grundprincipperne som står i biblen. Fx står der i biblen, at man ikke må få abort og at det er godt at vente med sex til man er gift. Jeg er vokset op med det omvendte og kan næsten ikke få tankegangen ind i hoved. Jeg prøver at arbejde med det, men det er svært at mene det samme. Jeg ville virkelig gerne kunne overgive mig til hvad Gud mener er rigtigt, men mit hoved siger nej. Derfor føler jeg mig som en dårlig kristen og jeg kan ikke finde ud af om jeg skal droppe min tro helt eller om jeg skal sige ja til noget jeg ikke mener? Det virker mærkeligt for jeg elsker Gud og føler han er en del af mig, men jeg mener ikke det samme som står i biblen.

Svar:

Åh, hvor jeg kender den følelse: at når jeg nu ikke tænker eller gør ”det rigtige”, hvordan kan jeg så være en kristen? Det er simpelthen en nedslående følelse. Men det er faktisk lige der, Jesus kan komme til..

Du skriver, at du elsker Gud og at du føler, han er en del af dig. Tillykke med verdens bedste valg for dit liv!! Og du må ikke være i tvivl om, at Gud elsker dig. Han elsker dig så højt, at han ofrede ALT for at du skulle blive hans (Johs. 3,16). Det er udgangspunktet for mit svar til dig: At du er elsket af Gud. Der står ikke noget om nogen betingelser for hans kærlighed. Tværtimod siger han ret klart, at han ikke kom for at frelse dem, der har styr på det hele, men at han kom til dem, der har brug for ham. (Luk. 5, 32: Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.)

Det er rigtigt, at abort og sex udenfor ægteskab defineres som synd i Biblen, det kan vi ikke lave om på. Men prøv at lægge mærke til, hvordan Jesus møder syndere i Biblen. Den samaritanske kvinde (Johs. 4), som Jesus mødte ved brønden, var den, Jesus henvendte sig til med den opgave at give ham vand. Han taler kærligt med hende, og hun finder ud af at Jesus kender hende ud og ind – og alligevel vil have med hende at gøre. Om hendes liv ændrede sig fra den ene dag til den anden efter mødet med Jesus, står der ikke noget om. Men Jesus valgte aktivt at være sammen med hende.

Gud ønsker også at være sammen med dig. Det beviser han tydeligt ved at han ofrer Jesus. Synden er en del af denne verden, og det er ikke meningen, at vi skal vælge det forkerte, men tværtimod vende os væk fra det (Rom. 6, 1-2). Men han viser også tydeligt, at han ikke støder os væk fra sig, når vi ikke har styr på det hele. Tværtimod ønsker han at vi skal komme til ham med vores nederlag, tvivl, synd og alt, hvad der i det hele taget tynger os. Det var jo derfor, han ofrede Jesus, og det skal ikke være forgæves. Den samaritanske kvinde var tydeligt lettet, da hun havde fået alt skidtet på bordet overfor Jesus. Personligt kender jeg ingen andre måder at være kristen på, end at henvende mig ærligt til ham med det, jeg kæmper med. Han er den eneste, der ikke tager afstand, når jeg afslører mig selv helt ud i hjørnerne, men tværtimod siger, at det er sådan en som mig, han vil have.

Mit råd er derfor: Fortæl ham, at dit hoved siger nej til det, der står i Biblen om abort og sex udenfor ægteskab. Snak med ham om dine tanker. Bliv hos ham med tankerne og bed ham om at forme dig. At vandre sammen med en anden kristen – en erfaren kristen, du har tillid til – kan også hjælpe dig godt på vej. Syndfri bliver du ikke, det kan jeg love dig. Men hvis du bekender og angrer synden, vil han følges med dig på den tågede vej gennem livet.

Jeg er ikke sikker på, om du fik det svar, du havde brug for. Du er velkommen til at vende tilbage!

Kærlig hilsen


Skrevet af:
Lotte Birch Carlsen

Lagt på nettet 26.10.2011

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også