Hvornår er man uren?

---

Svar:

Spørgsmålet om ren og uren er lige som spørgsmålet om hellig og uhellig især omtalt i Gammel Testamentes 3. og 4. Mosebog, hvor der fortælles om det, som hører med til de jødiske præsters opgaver omkring templet. Det er ikke forskrifter som er aktuelle i dag - hverken for jøder eller kristne.

Man forstår måske bedre hvad det drejer sig om, hvis man i stedet u-hellig / uren taler almindelig eller profan, som det modsatte af hellig. I forbindelse med templet var der områder som var hellige og andre som var profane/almindelige - det vil sige for alle. Forskrifterne om hvem og hvornår man var ren og uren, angik særligt det som havde at gøre med templet og præsternes område.

Der for er det også først og fremmest i Mosebøgerne, vi finder omtalt dels hvad der fremkalder urenhed, hvad konsekvenserne er af en sådan urenhed og hvordan man igen kan blive ren.

Uren ikke lig med syndig

Når der tales om urenhed i denne sammenhæng er det vigtig at forstå, at det ikke er det samme som synd. Der er ikke nødvendigvis noget moralsk eller amoralsk forbundet med at være ren/uren og det omtales især i forbindelse med præsternes tjeneste ved helligdommen. 

I kapitlerne 11-15 i 3 Mosebog tales der om hvad der gør en person uren. Det kan være berøring af døde - både mennesker og visse dyr. Det kan være kontakt med spedalske eller det kan være kontakt med menneskelig udflåd, hvad enten det er sæd eller ved menstruation eller det er længere tids blødninger.

Er man blevet uren på den måde – fx efter samleje - bliver man ikke udstødt af fællesskabet eller samfundet. Men man skal igennem en rituel renselse.

Urenhed er altså ikke synd, men urenhed "smitter" og derfor er det syndigt ikke at rense sig, for derved kan man gøre andre urene. 

Forståelsen er uklar

Det er ikke enkelt at forklare, hvad begrundelsen for er for at tale om urenhed på den måde. Andre steder i Det Gamle Testamente er der også en bredere forståelse af urenhed som noget der er forbundet med moralsk-religiøse overtrædelser. Således taler profeterne tydeligt om at afgudsdyrkelse gør uren. De der dyrker afguderne bliver urene, men de gør også selve landet urent derved (Ez 36.17).

I det nye Testamente ser vi, at bl.a. farisæerne havde udvidet renhedsforskrifterne til ikke bare at gælde præsterne og tempeltjenesten, men til også at gælde områder i dagligdagen og ikke mindst, hvem man ikke skulle have omgang med for ikke at blive uren.

Jesus afviser reglerne om renhed

Således bebrejder farisæerne Jesus - i Markus kapitel 7 - at hans disciple ikke vasker hænder, inden de spiser. Det var ikke et spørgsmål om hygiejne, men om en rituel renselse og en ydre fromhed. Det fører til en diskussion mellem Jesus og farisæerne. Her siger Jesus, at det ikke er det, som går ind i et mennesker - altså det man spiser - men det som kommer ud af et menneske, der gør det urent. Jesus gør det klart, at renhed i forhold til det at tjene Gud, ikke kan skilles fra en ret moralsk levevis. Man kan ikke tjene Gud ved at overholde renhedsforskrifter, hvis hjertet er fyldt med onde tanker.    

Anvisningerne i Mosebøgerne om hvad der gør et menneske urent havde især betydning for hvad man kunne gøre i forbindelse med templet.  Man skulle rense sig, inden man kom i helligdommen og præster, som var blevet urene ved berøring af lig eller menneskeligt udflåd kunne ikke forrette ofrene, før de igen havde renset sig.

I dag er der ikke noget tempel og jødedom har ikke længere præster, der skal gøre tjeneste ved helligdommen. Men i visse ortodokse jødiske kredse vil mænd undgå omgang med kvinder, som ikke er deres hustruer og hvor de derfor ikke kan vide, hvordan hendes situation er.

---

Skrevet af:
Bodil Skjøtt

Lagt på nettet 10.05.2016