Hvorfor skulle Israel være i Egypten i 400 år?

---

Svar:

Jeg tror, at en del af svaret på dit spørgsmål findes i selve denne bibeltekst, som du henviser til. I Første Mosebog, kapitel 15, vers 16, står der: ”Først i det fjerde slægtled skal de (dvs. israelitterne, parentes ved mig) vende tilbage hertil, for målet for målet for amorittternes synd er endnu ikke fuldt”.

Det er Gud, der taler til Abraham, Israels stamfader, om hans efterkommeres, israelitternes, fremtid. Amoritterne er det folk, som på Abrahams tid boede i Kana’ans land, hvortil Abraham nu var kommet som udlænding og gæst.

Guds planer med bestemte folk

Vi får her et indblik i, hvilke planer Gud har med et bestemt folk. Sådanne indblik er der en del af i Det gamle Testamente, hvor Gud taler til Israels profeter om, hvad han vil gøre med folkene i Mellemøsten, altså Israel selv og Israels nabolande i første og anden række.

Lidt mere generelt udtaler Gud sig til profeten Jeremias i Jeremias’ bog, kapitel 18, vers 1-17. I vers 7-10 siger Gud: ”Snart truer jeg et folk eller et kongerige med at rykke det op med rode, rive det ned og ødelægge det. Men hvis det folk, jeg har truet, vender om fra sin ondskab, så fortryder jeg den ulykke, som jeg har planlagt mod det. Snart lover jeg et folk eller et kongerige at bygge det op og plante det. Men hvis det gør, hvad der er ondt i mine øjne, og ikke adlyder mig, fortryder jeg det gode, jeg lovede at gøre mod det”.

I Første Mosebog, kapitel 15, vers 13-16 taler Gud så til Abraham om, hvad han vil gøre med israelitterne og amoritterne. Han taler til Israel gennem Israels stamfader, Abraham, men der står ikke noget om, at amoritterne, folket i Kana’ans land, får nogen advarsel fra Gud. Der står heller ikke, at de ingen advarsel har fået. Vi ved ikke noget om det. Men Abraham og vi får altså at vide, at amoritterne på et tidspunkt gør sig fortjent til Guds dom, og så får israelitterne landet. Det har Gud sagt til Abraham ved en tidligere lejlighed i Første Mosebog, kapitel 12, vers 7:  ”Jeg vil give dine efterkommere dette land”.

Man kan altså som folk eller stat (kongerige) gøre sig fortjent til Guds dom og blive ødelagt eller fordrevet. Man kan vende sig til det onde og fortjene Guds straf, og man kan vende sig fra det onde, så Gud fortryder sine planer og ændrer dem.

Når Gud er tavs

Vi får langt fra altid indblik i Guds planer med folkene. Efter profeternes tid i Israel, er der kun nogle få budskaber herom i Ny Testamente. Derfor kan vi ikke udtale os om, hvorvidt Hitlers nederlag i Anden Verdenskrig var Guds straf over nazismen. Vi kan gøre os private tanker derom, men ikke sige noget endeligt ud fra Bibelen, for den nævner hverken Adolf Hitler eller Tyskland, ligesom den heller ikke nævner andre tyranniske magtsystemer.

Jesus nævner Jerusalems ødelæggelse i Lukas-evangeliet, kapitel 19, vers 41-44, og i kapitel 21, vers 20-24, og han nævner i Johannes’ Åbenbaring kapitel 16, vers 17-21 undergangen for alle verdens riger og det gør han i en meget billedlig form.

Vi kan altså ud fra bibelteksten sige noget om, hvorfor israelitterne først skulle vende tilbage til Kana’ans land 400 år efter Abraham. Derimod er der ikke nogen bibeltekster, der siger, hvorfor de bestemt skulle til Ægypten og ovenikøbet leve i trældom dér. Man kan gøre sig forskellige private tanker, som kan forekomme mere eller mindre sandsynlige, men det er alt sammen mennesketanker.

Intet sted i Bibelen siger Gud noget om, hvorfor Israel skulle til Ægypten, og hvorfor de skulle lide i trældom i så mange år. Den uvidenhed må vi leve med. Gud holder denne viden for sig selv.

---

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 27.07.2015