Hvorfor bliver vi sammenlignet med får?

Svar:

1) Lammet som offerlam

Det Nye Testamente opfatter Jesus som opfyldelsen af alle ofringerne i templet, uanset hvilke dyr, der var tale om, sådan som det fremgår af Hebræerbrevet kapitel 9, vers 11-14. Men det er helt korrekt, som du påpeger, at Jesus i særlig grad sammenlignes med lammet, og at det skyldes forbindelsen til ”påskelammet” i 2. Mosebog kapitel 12.

Udfrielsen af Egypten med slagtningen af lammet og blodet på dørstolperne, så døden gik hus forbi (”påske” betyder ”forbigang”), var den fundamentale frelseshistoriske begivenhed, som man stadig fejrede hvert eneste år til påske også på Jesu tid.

Jesus tolkede selv sin lidelse og død langfredag som en opfyldelse af påsken. Han er ”den nye pagts” påskelam, som er kommet for at give sit liv for os én gang for alle for at udfri os fra et langt større slaveri, nemlig vores slaveri under synden og døden.

Det bedste til Gud

Du spørger, hvorfor det netop var et lam, de skulle bruge dengang. De nøjagtige forskrifter fra 2. Mosebog kapitel 12, vers 3-5* ser sådan ud:

”Sig til hele Israels menighed: Den tiende dag i denne måned skal man tage et lam eller et kid til hver husstand i fædrenehuset. Hvis en husstand er for lille til et dyr, skal den være fælles med den nærmeste nabo om et dyr efter antallet af personer; I skal beregne det efter, hvad hver enkelt kan spise. Det skal være et lydefrit dyr, et årgammelt handyr; I kan tage det fra fårene eller fra gederne”.*

Israelitterne var på dette tidspunkt slaver i Egypten. Vi forstår på sammenhængen, at de alligevel har haft lidt dyrehold selv (se f.eks. 2. Mosebog kapitel 12, vers 32). Det mest almindelige husdyr har netop været får og geder, og det forklarer nok, hvorfor det netop var et lam (eller et kid). Teksten forudsætter, at enhver husstand ville have haft mulighed for at skaffe et lam eller et kid.

Hvorfor så netop et ”lydefrit” (fejlfrit), årgammelt handyr og ikke f.eks. et lidt ældre hundyr? Det er der sikkert flere grunde til:

- For det første bringer man det bedste til Gud. Når man kommer med et offer, kommer man ikke med noget, man ligeså godt kunne undvære: et såret, gammelt eller udslidt dyr, der alligevel snart skal slås ned.

Det ”offer”, man bringer, udgør et virkelig ”offer”. Et étårigt dyr har kostet et helt års investering af omsorg, pasning og fodring. Samtidig var det netop nu, man skulle til at have glæde af dyret. Et handyr blev regnet som mere værdifuldt end et hundyr.

For folket

- For det andet skulle dyret spises. Det var en del af symbolikken. Det, dyr der blev slagtet, døde i stedet for dem, der var inde i huset (jf. blodet på dørstolperne). Ved at spise dyret, blev dyrets død til liv for dem, der var i huset. Der skulle med andre ord være tale om et dyr, som man også plejede at spise.

Det var, ganske som i dag, oftest netop årgamle lam, man spiste. Dertil kom, at der i udgangspunktet skulle bruges ét dyr for hver husstand – med mulighed for at dele med naboen. Her ville et årgammelt lam længe slå til. Der måtte ikke levnes noget til dagen efter (2. Mosebog kapitel 12, vers 10), så det gav mening, at det ikke var et stort dyr, der skulle slagtes.

- For det tredje er det unge lam et billede på det tillidsfulde, uskyldige og rene. Det er det rene og uskyldige, der ofres for de skyldige og urene. Sådan bliver lammets hvide uld også et billede på det rene og uskyldige (Esajas Bog kapitel 1, vers 18; se også Daniels Bog kapitel 7, vers 9).

- Endelig kan det være, at der ligger en pointe i, at det dyr, der måtte lide døden i stedet for folket, netop er et dyr, som Guds folk igen og igen bliver sammenlignet med. Mere om det i næste punkt:

2) Sammenligningen mellem mennesker og får

Det er helt rigtigt, at vi mennesker igen og igen sammenlignes med får i Bibelen. Det har selvfølgelig noget at gøre med, at her er der noget helt dagligdags, som alle kendte til og kunne forholde sig til. Og så er der noget i samspillet mellem fårene og hyrden, der egner sig godt til at blive overført på forholdet mellem mennesker og Gud:

Fårene kan ikke klare sig selv. De har brug for en hyrde til at beskytte dem mod vilde dyr og lede dem sikkert til græs og vand. Sådan kan vi mennesker heller ikke klare os selv uden Gud – når det gælder det evige liv. Vi har brug for den gode hyrde til at vise os vej og passe på os, så vi ikke farer vild og går fortabt (Salmernes Bog kapitel 23; Esajas Bog Kapitel 40, vers 11).

Fårene er i den forstand ikke dumme. Når de har lært en god hyrde at kende, så følger de ham, også selvom han tager dem gennem nogle tørre og visne områder. De genkender hans stemme og lytter godt efter, så de kommer med, når han kalder på dem. De véd, at han i sidste ende leder dem til grønne græsgange og rindende vand.

I Israel går fårehyrden stadig foran flokken og leder dem. Der er på den måde tale om et tillidsforhold mellem hyrde og får (Johannesevangeliet kapitel 10).

Hyrdens stemme

I modsætning til fårene har vi mennesker dog en helt anden bevidsthed om de valg, vi foretager, end fårene har. Her skal vi være opmærksomme på, at vi ikke gør som fårene og bare følger flokken blindt. Vi skal genkende hyrdens (Guds) stemme og følge ham – og ikke nødvendigvis bare følge flertallet omkring os.

Vi skal også være opmærksomme på ”ulve i fåreklæder”, mennesker, der bringer falske påstande om Gud, der frister os på afveje; ligesom vi ikke bare skal følge menneskehyrder (åndelige ledere) blindt, for det er ikke alle, der vil os det godt (Ezekiels Bog kapitel 34 f.eks.).

Vi har som mennesker en tilbøjelighed til at opføre som får uden hyrde i ulydighed mod Gud: ”Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej”* (Esajas Bog kapitel 53, vers 6)*. Heldigvis forstår vi på Bibelen, at Jesus er den gode hyrde, der hellere sætter livet til for sine får, end at miste bare ét (Johannesevangeliet kapitel 10, vers 11), og han går aktivt ud for at opsøge dem, der er blevet væk (Lukasevangeliet kapitel 15, vers 1-7).

Fårene og bukkene

I et andet brug af billedet med fårene, sondres der mellem får og bukke. Også her er det positivt at være får: ”Han skal skille mellem fårene og bukkene”* på dommens dag (Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 31-33)*.

I Mellemøsten gik får og geder (”bukkene”) sammen i samme flok. Gederne opfører sig anderledes end får. De er mere vågne og nysgerrige end fårene, og kan også ofte selv finde hjem. Derfor er de gode at have i fåreflokken.

Til gengæld er de langt mere stædige, selvrådige og aggressive end fårene. De går gerne afsted på eventyr selv, mens fårene hellere følger flokken. De tiltrækkes af alt nyt og skal undersøge alt selv. Om aftenen skilte man derfor får og geder ad, så fårene kunne få ro.

Sådan blev gederne fra gammel tid et billede på det selvrådelige, frafaldne og genstridige menneske, lidt ligesom når vi taler om ”familiens sorte får”.

*(Bibelteksten/henvisningen er til den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992. Alle andre henvisninger er til Bibelen på Hverdagsdansk)

Lagt på nettet 12.06.2020