24.08.2006 12:00 Alder: 18 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Hvorfor blev korset kristendommens symbol?

Jeg undrer mig over, hvordan korset blev kristendommens symbol. Fisken var da udmærket. Korset var jo også kendt i de hedenske religioner, som man gjorde en stor sag ud af at tage afstand fra.

Svar:

Korset blev kristendommens symbol i mindst to omgange.

Vi har lige fra de allerførste skriftlige kilder mange vidnesbyrd om, at korset blev brugt rigtig meget i det kristne liv: dels talte man om det i forkyndelsen og dels slog den kristne korsets tegn for sig mange gange hver dag.

Dette skyldtes, at korset viste hen til den helt afgørende begivenhed i kristendommens og i øvrigt hele verdens historie: at Guds Søn ofrede sig selv på korset for at skaffe os alle mulighed for tilgivelse og et evigt liv.

Så på den måde er det ganske naturligt, at korset blev det kristne symbol. Og det var det helt fra begyndelsen af i forkyndelsen og i at man slog korsets tegn for sig.

Men ser vi på den sparsomme kristne kunst, vi har fra de første 300 år af kristendommens historie, så finder vi stort set ikke korset brugt. Hvorfor? Det er der nok flere grunde til. Her er vist de vigtigste:

  1. De kristne var ofte forfulgt i denne periode. Så det gjaldt om at holde sig skjult. Derfor var det langt mere sikkert at bruge fisken (et ordspil med det græske ord for fisk, hvis forbogstaver kan danne sætningen: Jesus Kristus, Guds Søn, Frelser), som kun de kristne forstod betydningen af, end at bruge korset.
  2. Hedenske religioner havde kors i forskellige former. Blandt andet havde romerske militærafdelinger korset i deres våbenskjold. Ikke i den form, vi i dag mest kender det (det latinske kors) men mere som et stort X med et P i midten. Vi har kristne skrifter fra cirka år 200, der skriver at de kristne naturligvis ikke bruger korset som billede (tegning, udskåret eller lignende) fordi det gør de hedenske soldater!
  3. Korset svarede til den elektriske stol i dag. Det var måden at henrette forbrydere på. Ikke ligefrem det mest positive, man kunne profilere sin nye tro med!

Korset kommer atter i centrum

I 312 bliver den daværende romerske kejser kristen og kristendommen skifter med ét slag status fra forfulgt til stats-støttet! Og nu skyder der kors frem overalt: i kirker og på kirker og som smykker, den enkelte bærer - og som vejkors og kors på skibenes sejl og så videre. Dette skyldes nok at forudsætningerne for de ovenstående årsager nu var ændret:

  1. Det var nu helt sikkert at bekende sig som kristen.
  2. Det var kristne hære, der nu havde dette mærke.
  3. Korset blev afskaffet som henrettelsesinstrument.

Og siden har korset været det kristne symbol frem for alle andre. Netop fordi det viser hen til den mest centrale begivenhed i evangeliet om Jesus!

Fisken var bare et hemmeligt tegn under forfølgelsesperioden. Det er blevet brugt lidt hen ad vejen op igennem tiden - og er så blevet moderne igen i de sidste årtier. Hvorfor mon? Fordi vi gerne vil have at det er lidt hemmeligt og indforstået at vi er kristne? Eller fordi vi skammer os over korset? Eller fordi der er så mange andre (Madonna og co.) der render rundt med kors uden at forkynde noget kristent med det, at nu må vi finde noget andet? Eller? Jeg ved det ikke ... personligt bruger jeg både fisk og kors.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 24.08.2006

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også