Kategori: Gud, Fokus
Hvem er Gud og hvor er Gud?
Svar:
De fleste forestiller sig vist, at Gud er »oppe i himmelen«, og for nogen ville det sikkert være meget rart med den afstand til Gud. Men det afhænger selvfølgelig meget af svaret på dit andet spørgsmål »hvordan er Gud?«. Hvis Han er skrap og hævngerrig, ville det være bekvemt at have Ham så langt væk som muligt. Hvis Han derimod er god, måtte han vel gerne være lidt tættere på.
Gud er imidlertid hverken en tyran eller en glad nissefar oppe i skyerne. Skal vi få en ide om, hvor og hvordan Gud er, skal vi have fat i et bestemt menneske. Det er Jesus fra Nazareth, søn af en tømrer og »søn af Gud«, hvis 2000 års fødselsdag vi netop har fejret for fuld musik. Gud er som Jesus. Hvordan Jesus er, kan man læse i Bibelen. Jesus er fuldkommen kærlig, han elsker ethvert menneske her på jorden højere, end vi selv kan forestille os.
Fordi Gud er fuldkommen kærlig, hader han alt ondt, det vil sige også den onde selv, Djævelen. Vi mennesker har noget af det onde i os, og det onde skal straffes, hvis det skal gå retfærdigt til. Vores store lykke og held er, at Jesus allerede har taget straffen for alt ondt, som mennesker har gjort. Jesus var villig til at gå »gennem ild og vand«, ja selv døden, for vores skyld. Og han gjorde det, da han døde på korset for et par tusinde år siden!
Sådan er Jesus, sådan er Gud. Ikke alene døde han for vores skyld, han vandt også over døden og opstod igen fra de døde. Derfor lever han endnu i dag, godt nok ikke som et menneske af kød og blod nede i Israel, men som én, der er ét med Gud i Himmelen.
Vi ved ikke, hvor Himmelen er, men det er helller ikke det afgørende. Hvis Gud har givet os tillid til, at han går i forvejen for os, og gør "en bolig klar til os i himmelen", så kan det lade sig gøre at hvile i den tillid.
Lagt på nettet 30.08.2000