05.04.2002 12:00 Alder: 22 yrs
Kategori: Troen
Vibeke Sode Hjorth

Skrevet af:
Vibeke Sode Hjorth

Hvad vil det sige at være kristen?

hvad vil det sige at være kristen? og vær sød ikke at spise mig af med at det er at tro på gud og give sit liv til jesus... vil gerne have noget at forholde mig til...

Svar:

Tak for dit livsvigtige spørgsmål! I virkeligheden findes der vel ikke noget spørgsmål, det er vigtigere at få svar på, da det handler om vores forhold til Gud i dette liv og for altid.

Jeg vil gerne svare på det ved at se på et af de tre steder, ordet forekommer i Ny Testamente. Vi finder ordet "kristen" i Apostlenes Gerninger kap 11 vers 26 og kap 26 vers 28 samt i Peters Første brev kap 4 vers 16. Det første af disse tre steder giver os et fingerpeg om, hvad ordet hentyder til. Der står nemlig sådan her "Det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne." Her får vi altså den oplysning, at dem, der kaldes kristne, først var kaldt "disciple". Hvis vi så ser på, hvad "disciple" er for nogen, får vi forskellige stikord:

For det første: En discipel er grundlæggende en elev, der står i lære. Ordet var kendt på Jesu tid og blev brugt om en, der stod i lære hos en jødisk rabbiner for at blive oplært i den jødiske tro. Også filosoffer kunne have disciple, der altså fulgte filosoffen for at lære af hans visdom. Mere generelt betragtede jøderne sig selv som Moses' disciple, fordi Moses' lære var grundlaget for den jødedom, de praktiserede. Johannes Døberens tilhængere blev også kaldt disciple, fordi de fulgte ham og hans lære og gjorde, hvad han lærte dem.

For det andet: Ud fra den generelle opfattelse af, hvad en discipel er, kan vi se, at meget af det samme gjaldt Jesu første disciple: De fulgtes med Jesus på hans vandringer rundt i Israel. De lyttede til hans lære og fulgte hans undervisning. De havde mødt et kald fra Jesus til at følge ham og overgav sig til ham, hvilket viste sig ved, at de fulgte ham og viste ham troskab.

For det tredje: De som blev disciple af Jesus, blev oplært af ham og udpeget til at være hans repræsentanter og forkynde hans budskab, til at uddrive dæmoner og helbrede de syge. I første omgang var de særligt de 12, som også blev kaldt apostle, men disse opgaver blev ikke begrænset til dem.

Når du gerne vil have noget andet og mere konkret at forholde dig til end det med at tro på Gud og overgive livet til Jesus, så kan du måske bruge noget af dette. Når det med at tro bliver for ukonkret og svævende for mig selv, forsøger jeg at finde nogle andre udtryk for det. Nogle af dem kommer her:

Troen sidder ikke så meget i hjertet som i benene: "Den der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort."( Johannes-evangeliet kap 6 vers 37). - Disciplene var jo nogen, der fulgte Jesus! Hvordan kan vi gøre det i dag? Ved at følge hans ord = Bibelens lære.

Det kommer ikke så meget an på, hvordan jeg føler det, men hvor jeg er: "Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus." (Romerbrevet kap 8 vers 1). I den forbindelse tager jeg nogen gange min dåbsattest frem og ser, at på den bestemte dato blev jeg "indpodet" på Kristus - da blev jeg sat ind i fællesskabet med Kristus, jeg blev placeret "i Kristus" - og så er jeg kristen!

Jeg vil ønske dig al Guds velsignelse og hjælp til at finde ind i livet med ham!


Vibeke Sode Hjorth

Skrevet af:
Vibeke Sode Hjorth

Lagt på nettet 05.04.2002

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også