Kategori: Jesus, Bibelen
Hvad er Thomas-evangeliet?
Svar:
Om Thomas-evangeliet - populær i dag
Tak for dit spørgsmål. Jo, det er ganske rigtigt, at der findes en række "evangelier", som ikke er med i Ny Testamente (Hebræer-evangeliet, Thomas-evangeliet osv). De er meget anderledes end Mattæus og de andre - og de er skrevet noget senere. Stort set alle er nemlig et forsøg på at dreje NT's billede af Jesus om i retning af "gnosticismen", en græsk religiøs retning, som spekulerede meget på guddommeliggørelsen af mennesket, foragtede det kropslige, så Gud i alle ting osv. Her blev Jesus gjort til et slags overmenneske, en oplyst vismand.
Således også i Thomas-evangeliet, der ganske rigtigt blev fundet for godt 100 år siden; her lyder det fx: "Jesus sagde: 'Det, som I har, vil frelse jer, hvis I bringer det frem i jer selv. Det, som I ikke har inden i jer, vil dræbe jer, hvis I ikke har det inden i jer'." Eller hvad med: "Split et stykke træ, og jeg er der. Løft en sten, og I vil finde mig der." Hvis man kender bare lidt til NT's billede af Jesus, vil man sikkert godt kunne se, at det er en ganske anden tro.
Det betyder dog ikke, at der aldrig i disse ikke-bibelske evangelieskrifter kunne forekomme Jesus-ord, der virkelig stammer fra Jesus af Nazaret. Men det er meget usikkert, og man kan i hvert fald ikke bygge noget videre på dem. For de er ikke (som Bibelen) inspireret af Helligånden; de er ikke Guds ord.
Thomas-evangeliet er ikke på alle områder "gnostisk"; der er sider af gnosticismen, som ikke kommer frem i Thomas-evangeliet. Men det er gnostisk i tilstrækkelig grad til, at det har begejstret mange moderne mennesker, som her mener at finde en bekræftelse på, at Jesus selv stod for en holistisk (altså en ikke-kristen, nyreligiøs) opfattelse. Der har derfor været en utrolig interesse for Thomas-evangeliet på det sidste, fordi man der kan slippe for en Jesus, der dør på et kors for at sone vore synder.
Om stigmatisering - og religiøse spekulationer
"Stigmatisering" er et kendt fænomen i kirkehistorien. Det sker iflg. helgenhistorierne for særligt fromme mennesker, der i sin tilbedelse af den korsfæstede Kristus bliver i den grad ét med ham, at hans sårmærker viser sig på hænderne, fødderne og måske også på panden. Men det er svært at gennemskue, hvor meget der reelt er om det. Personligt har jeg svært ved at forestille mig, at der skulle være tale om reelle undere fra Gud. Der er altså tale om helgenlegender af den slags, der findes i så rigt mål. Men nogle har hævdet, at det for mennesker af en særlig psyke måske kan forekomme, at de bliver så grebne af tanken på Kristus, at der opstår sårmærker på deres krop (altså psyko-somatisk, som det hedder).
*Stigmata* er en fed film, hvis man ikke tager den alvorligt overhovedet, men bare tager den som underholdning. Men desværre er der også dem, der mere eller mindre bevidst lægger den i forlængelse af tidens almindelige nyreligiøse søgen og spekulationer.
Lagt på nettet 09.10.2001
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Hvem var Johannes Døberen?
- Hvad er gnosticisme?
- Var Jesus jøde eller kristen?
- Kan vi stole på evangelierne?
- Hvordan blev Ny Testamente til?
- Jesu fødsel - den virkelige historie
- Hvad skal vi med Helligånden?
- Hvad kan Bibelen bruges til?
- Hvad lavede Jesus inden han blev voksen?
- Hvorfor ligheder mellem Koranen og Bibelen?