10.03.2006 12:00 Alder: 18 yrs

Skrevet af:
Jan Frost

Gemmer Johannes´ Åbenbaringer symboler på nutiden?

I forbindelse med Åbenbaringsbogen vil jeg gerne vide, hvorfor Bibelen siger i Åb. kapitel 18:2-4 at man skal forlade Babylon den Store? Hvad indbefatter denne Babylon den Store? Er det ikke et religiøst magtimperium, der vil gå sin undergang i møde? Det fremgår også af vers 3 at jordens konger har bedrevet utugt med hende. Med andre ord har de været en del af verden, og alt det, som Jesus advarede imod. Kan det være andet end falsk religion? Alle de religioner, der har været understøttet af staten samt satset på at få andel i de ting verden befatter sig med, har vel i og for sig begået åndelig utugt med verden. og et spørgsmål mere: Hvilken eksegese har man af Johannes´ Åbenbaring 17:16, 17 ? Tallet ti er jo jordisk fuldstændighed og dermed et billede på de verdslige regeringsformer. Vedr. vers 17 hvilken tanke vil Gud indgive i deres hjerter ? Er det sådan at kristenheden forventer et verdensomspændende forbud af al religion på jorden, fordi den falske religion har vist sig som et bedrag uden sidestykke ? Der har stort set ikke være en verdenskrise uden at verdensreligionerne har været indblandet i det. Kunne det tænkes at FN vil være den myndighed, der får overdraget myndigheden til at eksekvere dommen over Babylon den Store ?

Svar:

Betydningen af Babylon

På grund af det stærke billedsprog i Johannes Åbenbaring, kan det ofte være vanskeligt præcist at afgøre, hvordan de enkelte tekstafsnit skal tolkes. Så langt jeg forstår kapitlerne 17 og 18 handler de om den by, den kommende Antikrist vil gøre til sin hovedstad. Når byen kaldes Babylon, er det fordi, Babylon flere steder i Bibelen står som udtryk for det sted, hvor fjenderne af Gud og hans folk har deres center. Babylon vil blive Antikrists magtcenter – eller hovedstad, om du vil. Babylons indflydelse på jorden vil blive stor, fremgår det af teksten. Den vil få ”herredømmet over jordens konger” (Åb. kapitel 17,18). Åndeligt vil byen være præget af forfald og afgudsdyrkelse, - etisk af umoral.

Antikrist og sammenslutningen af riger

Antikrist magt på jorden vil være baseret på en sammenslutning af riger (Åb. Kapitel 17,12). Hvilken sammenslutning af riger der er tænkt på, er der mange forskellige bud på. Du nævner selv FN. Andre nævner EU. Andre igen foreslår noget helt tredje. Det kan vi endnu ikke afgøre med sikkerhed. Hvad vi derimod kan se, er, at der åbenbart vil opstå indre splid i Antikrists rige, så Antikrist og hans allierede vender sig mod deres egen hovedstad – og udsletter den. I virkeligheden er de dog blot redskaber i Guds hånd, når han fælder dom over det ugudelige Babylon.

Dom og oprydning

Babylons tid vil kun vare kort. Dens magt og indflydelse slutter, når Gud sætter en stopper for den. Derefter fælder Gud den endelige dom over Antikrist - og hans falske profet – og kaster ham i fortabelsen, hvor han senere vil få følgeskab af sin herre, Satan selv. Så er der ”ryddet op” i ondskabens ophav på jorden, og en ny tid med en nyskabt jord, kan tage sin begyndelse.


Skrevet af:
Jan Frost

Lagt på nettet 10.03.2006

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også