Er vores evige skæbne ikke fastlagt?
Svar:
Noget af det du spørger om kan jeg ikke svare tilfredsstillende på, ganske enkelt fordi ingen er i stand til helt at gennemskue forholdet mellem vores tid og Guds evighed. Det er jo ikke sådan, at Guds evighed først begynder, når der er lukket og slukket for denne verden og for dens tid. Men man kan snarere tænke sig, at mens vores tid løber ad en linie (fra start til slut: fra skabelsen til Jesu genkomst og dommedag), så ligger Guds evighed samtidigt oven over (eller måske udenom?) i Guds verden.
Det er altså ikke sådan, at Guds evighed er noget tidløst og statisk, altså som en tilstand, hvor der ingenting sker. Den omfatter (eller omslutter?) snarere al tid i vores verden. Det er meget uigennemskueligt, men det kan måske forklare mange mærkelige ting i Bibelen: fx hvordan Jesu gerning på korset faktisk kan række tilbage i tiden, sådan at de troende i Gamle Testamente jo faktisk blev frelst i kraft af Jesu korsdød (selv om den på deres tid jo ikke var sket endnu). Da Jesus fór til himmels, gik han åbenbart samtidigt ind i Guds evighed, sådan at hans soningsværk gjaldt for alle troende i hele historien til alle tider! – både før og efter hans korsdød.
Hvis det er rigtigt (og helt ærligt gætter vi meget her!), så kan det måske forklare, hvordan begge de ting, du nævner først i dit spørgsmål, faktisk kan være sande på én gang! Det er BÅDE rigtigt, at de, som nu er døde i troen på Jesus, venter på den yderste dag, hvor de skal stå op fra de døde, OG at de allerede nu er hjemme hos ham. I praksis er det i hvert fald sådan: I Ny Testamente skildres de dødes opstandelse først og fremmest sådan, at Jesus her og nu er det eneste menneske i Guds verden, hvor han venter på, at vi skal komme hjem til ham. Men enkelte steder (fx Filipperbrevet 1,23, Lukas 23,43 og Lukas 16,9) er der også tale om, at når man dør, kommer man hjem til ham.
Døden sammenlignes jo ofte med en søvn ("de hensovede"), altså en drømmeløs dvale – ikke med en slags uhyggelig skyggetilværelse i dødsriget, sådan som så mange religioner tænker sig det. Så de, der dør i troen på Jesus, vil uden tvivl selv opleve det sådan, at de lukker deres øjne her på jorden og så med det samme slår dem op på den Nye Jord (også selv om de – set ud fra vores tid her i verden – må vente længe endnu). Så selv om vi har svært ved at gennemskue det i teorien, så ved vi det vigtigste: hvordan det fungerer i praksis.
Så til det med Guds forudviden: Det er rigtigt, at hvis man tager det fuldstændig bogstaveligt, at Gud ved alting forud, så må det rent logisk betyde, at alt allerede ligger klippefast, og at intet kan ændre på noget som helst. Det er det, der findes i så mange religioner som skæbnetro: Verdens gang er bestemt af en skæbne så ubøjelig, at selv guderne intet kan gøre for at ændre den. Så kan man lige så godt indstille sig på dét (det er det, man kalder fatalisme: underkastelse under skæbnen, evt under Guds vilje).
Der er også mange kristne, der har prøvet at tænke sådan om Guds forudviden. Men selv om det umiddelbart er logisk, så holder det faktisk ikke! Det hænger måske sammen med to ting: For det første det med, at vi ikke kan gennemskue forholdet mellem vores tid og Guds evighed. For det andet: Bibelen er fuld af eksempler på, at mennesker beder Gud ændre sin plan – og han ændrer den på menneskers bøn!
Hvordan kan det nu være? Problemet er (tror jeg nok), at mange kristne tænker på Guds "almagt" som sådan en skæbne, der bestemmer alt, for Gud kan jo alt! Men Bibelen skildrer faktisk Guds almagt og Guds alviden anderledes. Det er sandt, at fx i Islam er Gud "almægtig" i den forstand, at han kan alting; derfor kan der ikke ske andet i denne verden end det, Gud vil. Derfor er Islam også meget fatalistisk ("islam" betyder underkastelse – "muslim": en, der underkaster sig).
Men sådan er det ikke i kristendommen. Der kan godt ske andet i denne verden, end Gud vil! Menneskers og Satans ondskab er ikke bestemt af Gud; derfor må fx Jesus stå hjælpeløs (!) uden for Jerusalem og græde: "Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke" (Matt 23,37). Og så sker altså menneskers vilje og ikke Guds. Det er også derfor, vi beder i Fadervor: Ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen; for den sker ikke altid på jorden.
Derfor ser vi også mange eksempler i Bibelen på, at Guds vilje og plan er ikke skæbne; den er åben og kærlig, og mennesker kan godt gå imod den. Den tvinger ikke, men indbyder.
Gud har altså en svaghed! Han kan ikke alt. Han kan fx ikke være ond, svigte sit ord, vise den bort, der kommer til ham osv. Faktisk taler Paulus i 1. Kor 1 om "Guds svaghed". Hans svaghed er hans kærlighed! Han "har en svaghed" for os ...
At Gud er almægtig, betyder altså ikke uden videre, at han kan alt. Det betyder bare, at han kan alt, hvad han vil! – og han vil netop ikke gøre noget ukærligt (også selv om noget for os at se virker ukærligt: Han kan fx ikke tvinge mennesker til at tro på sig, han kan ikke slæbe dem skrigende og sparkende ind i sit rige, for det ville krænke den værdighed, hvormed han skabte os).
Men véd Gud ikke alt? – ikke altid! Da han var menneske her på jorden, vidste han fx ikke alt om sin egen genkomst; og han måtte spørge fx faderen til den syge dreng: Hvor længe har han haft det sådan? – eller: Hvem var det, der rørte ved mig? Lige så lidt som han var almægtig, da han gik her på jorden, var han alvidende (i absolut forstand).
Derfor er det også, at selv den Almægtige kan "fortryde" sin første plan, sådan som det så ofte står i GT – ikke i den forstand, at han indser en bommert og så skynder sig at rette op på den, for Gud begår ikke bommerter, men i den forstand, at han tager en ny situation (fx vore bønner, vor tro eller vort frafald!) til efterretning og så skaber en ny fremtid, en ny plan.
Det betyder altsammen, at selv om Gud måske i sin evighed allerede ved alt, der skal ske, så fungerer det ikke som skæbnetro for os i vores verden. Hér ved vi i praksis, at Gud kan ændre det, der skal ske, at mennesker kan vride sig ud af Guds plan eller omvende sig ind i Guds plan.
Det kan også ses af, at selv om Bibelen taler meget om Guds forudbestemmelse og forudviden i frelsen (fx Romerbrevet 8,28-30 og Efeserbrevet 1,3-12), så bliver det aldrig i Bibelen til fortvivlelse over, at nogen skulle være forudbestemt til fortabelse, for det gør Gud aldrig! – se fx 1 Timoteus 2,4: Han "vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden."
Og det bliver i Bibelen heller aldrig til, at så kan den troende godt slappe af, fordi han er udvalgt og hans frelse forudbestemt; tværtimod formanes der til, at I skal "arbejde med endnu større iver på at befæste jeres kaldelse og udvælgelse; gør I det, vil I aldrig snuble" (2 Peter 1,10)!
Rent logisk ser det jo ikke ud til at hænge sammen; for hvis man er kaldet og udvalgt, gør vores "befæstelse" vel hverken fra eller til – men I PRAKSIS hænger det godt sammen: Stol på Guds evne til at skabe og bevare troen i jer; men misbrug ikke denne tillid til at blive doven og slatten, for så snubler I alligevel; for Gud tvinger ingen.
Ja, nu håber jeg ikke, det begynder at koge og dampe ud af ørerne på dig, for det er svært stof, du har taget op. Faktisk mener jeg ikke, at vi skal undre os for meget over, at vi har svært ved at få dette forhold (mellem tid og evighed, mellem Guds forudbestemmelse og vores valg) til at hænge helt logisk sammen. Det er ikke lykkedes for nogen religion eller noget livssyn at svare helt entydigt på fx, om vi har en "fri vilje" eller ej. Det er ikke bare som kristne, vi har svært ved at sætte det på en formel. Det ser ud til at ligge i selve spørgsmålets natur (og måske også i tidens natur).
Skrevet af:
Leif Andersen
Lagt på nettet 18.06.2001
