16.08.2005 12:00 Alder: 19 yrs
Bodil Skjøtt

Skrevet af:
Bodil Skjøtt

Er jøder sundere end andre?

I min undervisning omkring hygiejne har jeg læst om, at Jødernes personlige pleje/hygiejne har været legendarisk for tiden før og efter Jesus fødsel. De har overlevet mange store verdensepimier med Kolera, Pest osv. Alt sammen fordi de har rettet sig efter Moselovens foreskrifter. Nu sidder jeg så her og ville gerne vide nøjagtig, hvad der står i Moseloven, og hvor jeg kan finde den.

Svar:

Loven - en måde at leve på

Du vil gerne vide helt nøjagtigt, hvad der står i Moselov, og hvor du kan finde den. Det sidste er for så vidt enkelt nok. Du finder Moseloven i de fem Mosebøger i Det Gamle Testamente. Og så er det alligevel ikke hele svaret. Jøder opererer nemlig med både den skriftlige og den mundtlige lov og begge er gældende, når der drejer sig om, hvordan man som jøde skal leve sit liv. For Torah'en - eller Moseloven - er nemlig mere end regler og regulativer. Den er snarere en måde at leve livet på – a way of life.

Den skriftlige lov er den du finder i de fem Mosebøger. Den mundtlige lov (som også siden det 2. århundrede e.kr. har været skrevet ned) finder du i Mishna, en jødisk lovsamling som er udvidet og forklaret i Talmud. Talmud går tilbage til det 4.-5. årh. e.kr.

Lovens undergrupper

Det jødiske lovstof er delt ind i en række undergrupper, bl.a. spiseregler, som handler om hvilke dyr man må spise og hvilke ikke, hvordan de skal slagtes og tilberedes, og hvad man må blande sammen. En anden undergruppe er personlige love, som bl.a. omfatter hygiejne og påklædning og tøj. En tredje undergruppe omhandler renhedsforskrifter. Traditionelt deler man de jødiske leveregler ind i i alt 12 undergrupper.

Det handler ikke om sundhed

Du skriver, at du har læst, at jøderne på grund af deres leveregler har haft et sundere liv og har kunnet undgå sygdoms epidemier. Det ved jeg ikke om er tilfældet. Men det er vigtigt at understrege, at jøder ikke selv forklarer deres love ud fra sundhedsprincipper. Jødisk lov finder sin begrundelse i Moseloven selv, når det hedder i 3. Mosebog kapitel 11,44-45 – i forbindelse med regler om hvilke dyr man må spise:

”For jeg er Herren jeres Gud, I skal hellige jer og være hellige, for jeg er hellig. I må ikke gøre jer selv urene ved noget kryb, som rører sig på jorden. For jeg er Herren, som førte jer op fra Egypten for at være jeres Gud. I skal være hellige, for jeg er hellig.”

Her siges der ikke noget om sundhed, men jøderne opfordres til at være hellige = skille sig ud – fordi Gud har ”skilt dem ud” – eller udvalgt dem. Israel er udvalgt af Gud som en slags demonstrationsfolk til at vise verden, hvem han er. Ved at læse i Bibelen og lære om Israels liv og historie, lærer vi om Guds evige trofasthed overfor sit folk.


Bodil Skjøtt

Skrevet af:
Bodil Skjøtt

Lagt på nettet 16.08.2005

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også