Skrevet af:
Leif Andersen
Er der en ånd i musik?
Svar:
Tak for dit spørgsmål, som bestemt ikke er så let at svare på. Du vil også få ret forskellige svar, alt efter hvem du spørger.
Forskellige meninger om ånd i musik
På en måde kan man godt sige, at der er ånd i musik. Alligevel tøver jeg med det, fordi der er erfaring for, at sådan et svar misforstås. Der findes nemlig en slags "åndsdogmatisk" syn på musik, der mener, at så kan enten Guds ånd eller en ond ånd gå direkte fra et stykke musik / en musiker over i en tilhører / en musiker, uden nogen forbindelse med tro eller overbevisning eller livssyn osv. Nogle har ligefrem delt musik op i harmoni, melodi og rytme, der så henvender sig henholdsvis til ånd, sjæl og legeme (hvoraf så rytmen er specielt farlig, fordi den henvender sig til kroppen!). Den slags åndsdogmatik har efter min mening ikke meget på sig.
Musik et følelsessprog
Grundlæggende er (efter min mening) musik slet ikke et åndeligt sprog, men et følelsessprog. Den kan godt have noget rationelt og forstandspræget over sig (en fuga af Bach, tolvtonemusik osv); men først og fremmest er musikkens styrke, at den går uden om al rationalitet og ryger direkte ind i følelserne og kroppen på os. Hvis ellers overhovedet den siger os noget.
Det er sikkert også derfor, at nogle kristne elsker den, og andre kristne er direkte bange for den. Fordi vi aldrig rigitg har kunnet finde ud af forholdet til vores egen krop.
Augustin var bange for at nyde musikken i sig selv; og det har desværre præget store dele af reformationen: Tro har intet med følelser at gøre; følelser er så mistænkelige, at troen bliver en ren forstandssag.
Men nu består mennesket jo ikke af adskilte dele, der kan leve hver sit liv: fx følelse, forstand og vilje (eller tilsvarende opdelinger). De kan ikke skilles ad. Der er bestemt forskel på følelse, forstand og vilje; der er bestemt forskel på sind og krop – men de vekselvirker; de påvirker hele tiden hinanden. Man kan ikke henvende sig fx alene til et menneskets ånd uden at berøre dets krop og dets psyke. Hvordan fx vores helbred eller vores kropsstilling er lige i øjeblikket, har indflydelse på vores bøn, og vores oplevelse af Guds nærvær osv.
Følelser gør os modtagelige
Hvis nu man i et kristent fællesskab forsøger at henvende sig udelukkende til folks følelser og så koble enhver rationalitet og fornuft ud, så bliver man manipulerende. Men hvis man forsøger at henvende sig udelukkende til folks fornuft og være ligeglad med deres følelser og oplevelser, så bliver man rationalistisk og intellektualistisk. Vi er nødt til at henvende os til hele mennesket; der skal helst være sammenhæng mellem det, der sker i vores krop og vores sind; der skal helst være sammenhæng mellem det, der sker i vores forstand, vores følelser og vores vilje.
Derfor er det så vigtigt, at god musik understreger det, der med ord siges til vores fornuft. Det, vi ellers nok kan forstå og fatte med hovedet, siger os måske ingenting, fordi det hænger i luften og aldrig berører os. Det er ikke tilfældigt, at når vi siger, at noget er "bevægende", så snakker vi om følelser og ikke om fornuft! For det, der forklares mig, det forstår jeg – men det, der bevæger mig, det kan flytte mig!
Det er altså hverken manipulerende eller uærligt, når vi i et kristent fællesskab bevidst tænker i musik, kunst og stemninger. Det er blot et udtryk for, at vi virkelig er skabt som en helhed af ånd, sjæl og legeme.
Derfor oplever mange også, at når vi synger lovsange, eller vi lytter til sang og til stærk musik, så oplever de noget af det levendegjort, som de ellers kun har haft oppe i hovedet. Ordene bliver til oplevelse!
Musikken åbner for en åndelig oplevelse
Det er derfor, man godt kan sige, at der er ånd i musik! Musikken åbner for den åndelige oplevelse. Og netop i vor tid, hvor der er så stor længsel efter den åndelige oplevelse, er det så vigtigt, at vi ikke kun henvender os til fornuft og intellekt, men også til oplevelsen, til kroppen, til følelsen. Til det er musik et enestående middel. Måske det stærkeste, vi har.
Her er et eksempel fra Det Gamle Testamente: "David og hærførerne skilte Asafs, Hemans og Jedutuns sønner ud til tjenesten; de skulle spille henrevet på citere, harper og cymbler. Tallet på de mænd, der skulle udføre denne tjeneste, var: Af Asafs sønner: Zakkur, Josef, Netanja og Asar'ela, Asaf_sønnerne under ledelse af Asaf, der spillede henrevet efter kongens anvisning. Af Jedutun: Jedutun-sønnerne Gedalja, Seri, Jesaja, Hashabja og Mattitja, i alt seks, under ledelse af deres far Jedutun, der spillede henrevet på citer, når de takkede og lovpriste Herren" (1 Krønikebog kapitel 25,1ff). Ordet "henrevet" her i teksten er faktisk samme ord som "profet"; det ligger tæt op ad den profetiske henrykkelse! Og der er andre oversættelser, der ligefrem gengiver teksten: De profeterede med citere, harper og cymbler!
Musik er Guds gave
Luther delte ikke andre reformatorers negative syn på musik. Han priste musikken som Guds største gave næst efter gudsordet! Den var ikke en gave fra mennesker, men fra Gud. "Jeg sætter musikken lige med teologien", skrev han. "Jeg skulle ønske af hele mit hjerte at enhver ville love og prise musikkens guddommelige og fortræffelige gave. Jeg bliver så overvældet af de mange og store egenskaber musikken har, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal kunne tale ret om den, eller hvor jeg skal begynde eller ende min tale."
Og han skriver også: "Den, der tænker lidt over dette, og alligevel ikke anser [musikken] for et enestående skaberværk fra Gud, må virkelig være en træsko og fortjener ikke at kaldes et menneske. Det skulle ikke tillades ham at høre andet end æslers skryden og grises grynten."
Så på den måde kan man jo godt sige, at der er ånd i musik: Musikken åbner for den åndelige oplevelse; og den har vi brug for. Den har vi lov til at opsøge og bede om.
Musik er stemning
Men vel at mærke: Samme stykke musik kan understrege og levendegøre helt andre livssyn end det kristne! Du kan godt tage en stærk melodi fra en vidunderlig lovsang og så skifte teksten ud med fx en buddhistisk eller islamisk tekst – og så vil den understrege og levendegøre den buddhistiske eller islamiske tekst.
Det betyder bestemt ikke, at en hvilken som helst tekst kan passe til en hvilken som helst melodi eller ethvert stykke musik. Man vil hurtigt høre, hvis det skurrer mod hinanden. Men i så fald er det "bare" dårligt håndværk, dårlig kunst; så er det stemningen i teksten og i musikken, der ikke passer sammen. En tekst om Jesu død vil passe dårligt på "Kom maj, du søde milde" ... – men et tungt og sorgfyldt stykke musik vil lige så vel kunne understrege Buddas Benares-prædiken om lidelsen, som den kan understrege en prædiken om Jesu død. Og et let og glad stykke musik vil lige så vel kunne fremhæve Muhammeds ridt til Mekka som Jesu opstandelse.
Følelser kan være de samme i alle religioner. Og derfor kan i det store og hele samme stykke musik formidle mange forskellige slags livssyn. Vi skal ikke lade os narre af, at kulturelt og historisk har de enkelte religioner traditionelt knyttet visse former for musik tættere til sig end andre former; i princippet kan man (inden for den enkelte kultur!) godt skifte livssyn fuldstændig uden at skifte musikstil.
Man kunne måske sige, at der bestemt findes ånd i musikken; men der findes ikke en bestemt ånd!
Selvfølgelig findes der ekstremer indenfor musik, som gør dem næsten uanvendelige som formidling af noget som helst kristeligt eller religiøst eller åndeligt. Men det er igen på grund af stemningen; de pågældende følelser hører simpelt hen normalt ikke hjemme i et kristent sind.
Rum for alsidig musik-stil
Endelig vil mange religioner blive så ensidige i deres følelsesudtryk, at selv om kristendommen godt vil kunne rumme de udtryk, så kan den ikke adoptere deres ensidighed. Den ønsker at vedkende sig hele spektret, fordi den omfatter hele menneskelivet og hele menneskesindet. Også selv om det jo ikke er alle følelser, den er interesseret i at vække hos os!
Måske (men det er ikke noget, jeg har tænkt videre over; det er bare en strøtanke) er det endnu en forskel på kristendommen og andre religioner: Andre religioner er menneskeværk; de er menneskers forsøg på at efterligne Guds værk – og derfor må de blive musisk ensidige; de forsøger at fremmane noget ganske bestemt, der inden for den pågældende gren af religionen og lige for tiden udtrykker det religiøse ideal. Men kristendommen er Guds værk; derfor kan den rumme alt det, et menneske indeholder, og dens musiske udtryk bliver dermed ikke nær så ensidigt.
Musik skaber kontakt mellem det man tror, og det man føler
Men ligegyldigt hvor overvældende eller henrevet et stykke musik er, gør det ikke i sig selv et menneske til kristent, hvis man intet hører om Jesus. Musikken kan ikke i sig selv formidle Guds ånd. Men den kan gøre det ord, man hører og tror, intenst og levende for en. Den skaber kontakt mellem det, man tror, og det, man føler.
Skrevet af:
Leif Andersen
Lagt på nettet 21.02.2006
