16.04.2004 12:00 Alder: 20 yrs
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Er fremgangsteologien en god og sund lære?

Jeg har et spørgsmål vedr. 'fremgangsteologien', Kenyon og Hagin. Jeg er nykristen og har ikke et fast fundament, som de der er opvokset med Biblens lære. Jeg vil gerne høre jeres mening omkring Hagins lære, da jeg er meget usikker om hvorvidt det er en sund og god lære. 

Svar:

Jeg må nok desværre besvare dit spørgsmål således: Nej, fremgangsteologien er ikke en sund eller god lære.

Der er stor uenighed blandt kristne om, hvordan man bør se på det med bønhørelse og undere og sygdom osv. Den uenighed har sikkert også noget at gøre med, hvordan man er skruet sammen som menneske, om man har let eller svært ved at tro på Guds indgriben, om man har let eller svært ved at tro på mirakler; men først og fremmest handler den om forskellig forståelse af Guds ord i Bibelen.

Det er et meget vanskeligt og meget spændende emne, som jeg selv er voldsomt udfordret af, og hvor jeg også har lært meget af kristne, jeg ellers er ret uenig med, fx inden for det, man kalder den karismatiske bevægelse. Men desværre ligger fremgangsteologien så langt ude, at man endda kan komme i tvivl om, om det overhovedet er kristendom, eller det blot er en art nyreligiøs overtro med kristeligt ordbrug. Den ligger også uden for hovedstrømmen i den karismatiske bevægelse, selv om den ofte anvender samme ord.

I fremgangsteologien er der nemlig ikke tale om, at man BEDER til Gud om fx undere og helbredelse og hjælp i økonomisk krise; her er der tale om, at man AFKRÆVER Gud de penge og de mirakler, man mener at have ret til. "Name it and claim it", lyder et centralt slogan: Nævn det og kræv det.

Den kristne har ret til sundhed, rigdom, lykke og fremgang. For den kristne, der har fået indsigt i Guds og Satans væsen, er selv blevet et menneske med autoritet til at byde over verden. Kenneth Hagin siger fx, at "Jeg har aldrig bedt for mine børns frelse. Ikke en eneste bøn. Hvorfor? Fordi man kan få det, man siger. Og jeg havde allerede sagt det" (altså da han havde fået dem, havde han erklæret over dem, at disse børn ville blive frelst og lykkelige og fremgangsrige osv). Og når et sådan åndskraftigt menneske byder over verden med autoritet, så må det gå i opfyldelse.

Det betyder også, at bøn - iflg. fremgangsteologien - IKKE skal bedes under det fortegn, Jesus ellers selv bad under og lærte os at bede under: "Dog ske ikke min vilje, men din" - for føjer man det til, så "tror" man jo ikke, at man bliver rask eller rig, eller hvad det er man beder om. Og så bliver man det heller ikke. Ifølge denne lære er "tro" nemlig ikke tillid til Gud og til hans bønhørelse. Den er overbevisning om, at dette og hint er min ret, og at jeg derfor nu kan kræve, at det skal gives mig.

En norsk fremgangsteolog, der havde prædiket, at man kunne kræve så og så mange penge af Gud, gik konkurs og måtte nu i retten forklare sig: "Jamen jeg brugte ikke penge efter, hvad jeg havde råd til, men efter hvad jeg havde tro til". Konsekvensen bliver også, at hvis så vi alligevel vi lider eller er syge eller deprimerede eller går konkurs, så er det vores tro, der er noget galt med. Det er vores egen fejl! Det er størrelsen af vores tro, der afgør vores lykke: "Pagten holder Guds helbredende magt inden for præcise grænser. To gram tro giver to gram helbredelse, tre gram tro giver tre gram helbredelse".

Kenneth Hagin har på et tidspunkt selv beskrevet sin bedstemors kamp for at blive rask: "Jeg fornemmede, at bedstemors tro var vokset til et niveau, hvor hun havde tro nok til at blive helbredt" - og andetsteds: "Andre er svage i troen. Deres tro er ikke stærk nok til at tage imod den helbredelse, der tilhører dem". Så er det ikke mærkeligt, at psykiatere og terapeuter og sjælesørgere oplever, hvordan mennesker, der tydeligvis er i dyb nød og dyb depression sidder og rokker og mumler: "Jeg er så glad. Jeg har aldrig været lykkeligere. Jeg er blevet rask" osv. For de har lært, at man skal "sige det og kræve det".

Men i Bibelen er bøn BØN TIL GUD om, at man må blive rask og glad og få en bedre økonomi osv. Den føjer altid til, som Jesus gjorde, da han selv skulle dø: "Dog ske ikke min vilje, men din", for vi kender ikke Guds vilje; Guds vilje kan faktisk godt være, at vi må lide eller være syge: "Derfor skal de, der efter Guds vilje må lide, stadig gøre det gode og overlade deres sjæl til den trofaste skaber" (Peters 1. brev 4,19). Det er ikke Guds glade vilje, at vi må lide, for han vil helst gøre os raske og glade; men sommetider må han gribe til det, der bedrøver både ham og os: at vi en tid endnu kommer til at bære byrder, bære kors osv.

Det sidste her er et meget stort og vanskeligt emne; og jeg må nøjes med at henvise til en lille bog, jeg har skrevet: "Jamen bad jeg da for lidt?"

Til sidst har jeg lyst til at sige til dig: Tab ikke modet over, at kristne bliver uenige og ikke kan finde ud af tingene. Sådan har det været lige siden det Nye Testamente. Det har både at gøre med, at vi allesammen er syndere og misforstår tingene, og med, at det holder os afhængige af Gud og i bøn til ham. Endelig tvinger det os til at blive ved med at lytte til hinanden og lære af hinanden. Og det sender os tilbage til Guds ord i Bibelen for på ny at lære hans vilje at kende. Gud velsigne og vejlede dig i din søgen efter en sund og god lære!


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 16.04.2004

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også