03.12.2002 12:00 Alder: 22 yrs

Skrevet af:
Astrid Baun

Hvordan se forskel på sande og falske profeter?

Hvem er sand og hvem er falsk? Hvordan ser vi forskel? Hvordan ved vi om en profet eller en profeti er sandt eller falsk. Står det nogen steder hvordan vi "måler" det? Israels folk "mente virkelig at Johannes var en profet". Var han det eller var han det ikke? Står der nogen steder i Bibelen at Jesus er den største profet? Og den sidste? Hvad med Mohamed og Islam? Er der tydelige "beviser" i Bibelen for at Mohamed og hans profetier er falske?

Svar:

Profeter i Bibelen

Den første person, der nævnes i Bibelen som profet, er Moses (1. Mosebog 20,7, s. 24). Herefter nævnes mange af Det gamle Testamentes forfattere som profeter, f.eks. Esajas og Jeremias. Karakteristisk for disse sande Guds profeter var, at de var direkte og personligt kaldet af Gud (eks. 2. Mosebog 3,1-4,17, særligt v. 3,6 og 10 og 4,12 , s. 56f - og Esajas' Bog kap. 6, s 609).

- Den falske profet tog selv sit embede (Jeremias' Bog 14,14, s. 684 og 23,21, s. 694). - Den sande profet udtalte både forkyndelse og forudsigelse fra Gud.

Johannes Døber afslutter rækken af profeter fra Det gamle Testamente og var således selv en profet. Dette siger Jesus i Mattæusevangeliet 11, 13, s. 870. I v. 14 benævnes han som profeten Elias, hvis komme forudsiges i Malakias´ bog 3,23f, s.855.

Jesu samtidige benævnte ham som profet, og Jesus accepterede denne betegnelse blandt mange andre (f. eks. Mattæusevang. 21,11; 13,57 og Lukasevang. 13,33). Han var den største af profeterne, men den afgørende forskel var, at han også var Guds Søn. Som sådan sendte han selv profeter ud (Mattæusevang. 23,34, s. 887). Han nøjes ikke med at tale ord fra Gud, han er selv dette ord (Johannesevang. 1,14 (s. 958).

Middel til at bedømme sandt eller falsk

Og hermed kan vi besvare dit næste spørgsmål om Muhammed og Islam: Islam regner Jesus som profet, men ikke som Guds søn. Dermed er sagt, at Muhammed og hans profeter er falske profeter. I 1. Johannesbrev 4,1f, s. 1124, læser vi: "Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden. Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud" (min understregning). Kristus betyder Guds salvede, den forjættede Messias, Frelseren. At Jesus er Gud, er ét med Faderen, er der mange vidnesbyrd om i Bibelen, ganske særligt i Johannesevangeliet, f.eks. 10,30, s. 972: "Jeg og Faderen er ét". Dette er det helt afgørende for den kristne tro - og for ikke-kristnes forargelse og fornægtelse af denne tro!

Profetens opgave

Som i Det gamle Testamente finder vi også profeter omtalt i Det nye Testamente. Det er nævnt overfor, at Jesus udsendte profeter. Vi kan læse om profeter i de første menigheder, f.eks. 1. Korinterbrev 12,28 og 14,3f, s. 1047, hvor der står, at profeten skal tale til opbyggelse, formaning og trøst. Det skal han også i dag, idet han videregiver ord fra Gud som Ånden minder ham og som er i overensstemmelse med Bibelens ord.

Jesus advarer mod falske profeter (Mattæusevang. 7,15-23, s. 866): De kommer i fåreklæder, dvs. de synes venlige og uskyldige, men er som glubske ulve. De kendes på deres frugter, som kendetegnes ved, om de taler af sig selv eller af Gud (se om frugter Galaterbrevet 5,13-26, s. 1066).

Et lille billede kan hjælpe os til at høre, om en profet/forkynder taler sandt eller falsk: I gamle dage var der mænd, der kunne skelne falske mønter fra de ægte: De vidste hvordan det lød, når de lod den ægte mønt falde ned. De falske mønter afslørede sig selv, ved ikke at have den ægte mønts klang, når man lod dem falde! - Når vi er fortrolige med Guds ord, kan vi kende den falske forkyndelse. Og er vi i tvivl, må vi slå efter i Bibelen, evt. rådføre os med én der kender den bedre end os.


Skrevet af:
Astrid Baun

Lagt på nettet 03.12.2002

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også