Kategori: Kristenlivet
Skal kvinder tildække hovedet?
Svar:
I Korinth var situationen den, at evangeliet var en frigørende kraft på mange forskellige felter. Jesus Kristus bryder lænker, og det erfarede korintherne på mange forskellige måder i deres dagligdag. Mænd og kvinder, børn og voksne, jøder og ikke-jøder, slaver og herrer tilhørte nu pludseligt den samme menighed, blev døbt med den samme dåb, bad til den samme herre, deltog i den samme nadverfejring osv. Der opstod et stort søskendefællesskab på tværs af de grænser, som man ellers kendte alt for godt.
Når det gælder troen på Jesus Kristus, er det ligegyldigt, om man er mand eller kvinde, barn eller voksen, jøde eller ikke-jøde, slave eller herre. De er alle ét i Kristus. Men det betyder ikke, at de er ens. Når det gælder frelseshistorien, har Israel fortsat en særlig rolle at spille, siger Paulus i sit Brev til Romerne 9-11. Paulus går heller ikke ind for slaveriets ophævelse (selvom evangeliet indirekte medførte slaveriets ophævelse). Paulus siger ikke, at evangeliet betyder, at det fjerde bud om at ære sin far og mor er ophævet. Og heller ikke respekten for forskellen på mand og kvinde ophæves af evangeliet.
Netop på dette sidste punkt var der vanskeligheder i Korinth. Det har åbenbart været skik og brug, at forskellen på mand og kvinde bl.a. kom til udtryk i hovedbeklædningen. Når en kvinde trådte offentligt frem, skulle hun i modsætning til manden have tildækket sit hoved. Vi kender nogle rester af den tradition. En mand tager almindeligvis sin hovedbeklædning af, når han træder ind i kirken og går til gudstjeneste, hvorimod der har været tradition for, at kvinder kan have tørklæde eller hat på hovedet. Det er dog en kutyme, der spiller en stadig mindre rolle.
I dag er skikken med tørklæde i vid udstrækning blevet nærmest et kendetegn på islam. Hvis en kvinde bærer bestemte typer tørklæde, vil det være et tegn på, at hun er muslim. Det er en tradition, som er opgivet i den kristne kirke i Danmark. Man kan diskutere, hvorledes Paulus' anliggende skal overføres til dagens Danmark. Kommer forskellen på mand og kvinde overhovedet til udtryk ved offentlig fremtræden? Det er vanskeligt at overføre Paulus' 1. brev til Korintherne 11,2-16 til en moderne kristen sammenhæng. Men jeg kender ingen, der i ramme alvor vil hævde, at en troende kvinde skal bære slør eller have noget på hovedet, når hun står foran en offentlig forsamling i kristen sammenhæng.
Lagt på nettet 13.03.2002