24.03.2001 12:00 Alder: 24 yrs
Kategori: Gud, Troen
Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Hvorfor giver Gud ikke troen til alle?

"Forudbestemt til frelse" Det er et meget diskuteret emne i min omgangskreds i øjeblikket. I forhold til svaret på "Forudbestemt til frelse?" tidligere, er der stadig en ting, som jeg ikke er helt med på. Det, at Gud ØNSKER, at alle skal være frelst er ikke det samme som, at han KALDER alle. At ØNSKE noget, ser jeg ikke som tilstrækkeligt nok, man må handle?! Der står et sted i NT, at flere er kaldet men få er udvalgt - vil det sige, at han ikke har kaldet alle, men kun nogle få? Der står også at "så mange som han gav kraft til at være Guds børn...". Hvorfor får ikke alle denne kraft, er det fordi de ikke vil (frie vilje) eller fordi det er forudbestemt?

Svar:

Du henviser til et tidligere svar og jeg går ud fra, at det er Brian Christensens svar på spørgsmålet: Forudbestemt til frelse?

Brian siger i sit svar bl.a. at spørgsmålet om Guds forudbestemmelse rummer et paradoks som på een eller anden måde ikke "går op". Det lader sig ikke forklare logisk. Derfor er det også meget svært at komme meget nærmere svaret end det som allerede er svaret af Brian Christensen.

Du siger, at Guds ØNSKE om at alle mennesker skal frelses, ikke er det samme som at KALDE og at HANDLE. Det har du ret i. Men for Guds vedkommende kan vi nu heller ikke sige, at han ikke handler. Alt, hvad Jesus gjorde, var netop udtryk for, at Gud handler, og at han har færdiggjort en frelse som er åben for alle. Denne frelse skal forkyndes for mennesker i hele verden ,og dette har han kaldet os mennesker til at gøre.

Paulus understreger netop dette i Rom. 10, 13-15: »enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses«. v14 Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? v15 Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt? ­ som der står skrevet: »Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab."

På een eller anden måde kan det se ud som, Gud her løber en risiko. For hvad med dem vi mennesker af een eller anden grund ikke får fortalt om denne frelse? Hvad sker der med dem? Vi ved det ikke. Bibelen siger ikke noget om det. Derfor vil alle forsøg på at besvare dette spørgsmål være teori og gætværk. Der er ting Gud har åbenbaret for os, og der er ting han holder skjult. Vi må nøjes med at forholde os til det første.

Af dem, der så hører evangeliet og får tilbuddet om at tro på Jesus, er der mange der takker nej. Hvorfor det? - når vi ved, at Gud har magt til at give dem troen? Igen: vi ved det ikke. Det vi ved er, at når mennesker kommer til tro og bliver frelst, så skyldes det alene Guds nåde og barmhjertighed. Og når mennesker afviser Gud og går fortabt, så er det alene deres egen skyld. Det er i sandhed et paradoks som Bibelen ikke giver os nogen logisk forklaring på. Bibelens udsagn og lære om forudbestemmelsen er uigennemskuelig udfra et teoretisk synspunkt.

Men i virkeligheden behøver vi heller ikke svar på dette spørgsmål! Det udfordrer nok vores forstand og vores fornuft, men det forhindrer os ikke i at tro. For troen handler ikke om at forstå og kunne forklare Guds tanker og handlinger, men om at have tillid til ham og adlyde ham i al hans ubegribelige magt og vælde. Vi tror, at Gud er kærlighed og at alt, hvad han gør, er drevet af kærlighed. At vi ikke forstår og begriber den er blot et tegn på at Gud netop er Gud og ikke et produkt af vore tanker og religiøse ideer.

Dette er næppe et tilfredsstillende svar på dit spørgsmål, men jeg håber at det alligevel kan være til lidt hjælp.


Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Lagt på nettet 24.03.2001

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også