Kategori: jn-svar, Udvalgte svar
Hvorfor helbreder Jesus ad to omgange?
Jeg forstår det ikke. Forklaringen kan ikke være, at han ikke vidste bedre, altså Jesus. Han vil fortælle
noget. Vil han vise, at han ikke er fuldkommen? Det kan jeg ikke tro. Ser frem til oplysning
Svar:
Tak for dit spørgsmål. Det er et meget interessant spørgsmål, du stiller – for det virker da underligt, at Jesus
ikke bare gør det i første hug. Jeg vil forsøge at besvare spørgsmålet i to etaper.
Helbreder på flere måder
Det første, vi skal bemærke, er, at der faktisk er et stort antal af steder, hvor Jesus helbreder blinde. Og det er meget forskellige måder, det bliver beskrevet på. Her i Markusevangeliet 8 spytter han på øjnene og gør det i to hug. I Matthæusevangeliet 9,27-31 rører han ved øjnene. I Lukasevangeliet 18,35-43 taler han bare helbredelsen frem. Og i Johannesevangeliet 9,1-41 går han tegnesprogslinen ud, spytter på jorden, laver mudder med det, lægger det på øjnene og beder manden vaske sig ren i dammen.
Endelig er der mange flere steder, hvor vi ikke får at vide, hvordan Jesus gør, men bare at han helbreder dem.
Derfor er det her ikke en manual på, hvordan man helbreder en blind. Det er heller ikke udtryk for, at blindhed er svært for Jesus.
Nogle har med Matthæusevangeliet 13,58 i hånden sagt, at det er på grund af
den blindes manglende tro, at Jesus bliver nødt til at gøre det to gange. Det hælder jeg dog ikke til, da historien i Markusevangeliet 8,22 overhovedet ikke gør noget ud af at placerer nogen skyld noget sted, men bare beskriver, hvordan det skete.
Jesus' mirakler er tegn
Det andet er, at du har ret i, at der ofte er en underliggende betydning i de ting, som Jesus gør. Derfor kaldes Jesus' mirakler eller undere ofte for tegn, fordi det sammen med det gode, der sker, skal pege på en anden sandhed også. Han bespiser de 5000 som et tegn på, at han er det ”brød”, som kan mætte evigt.
Han opvækker Lazarus og Enkens søn i Nain som et tegn på, at han er stærkere end døden. Og han helbreder så mange blinde som et tegn på, at han er den, der kan få hjertet til at se. Han åbner menneskers øjne til verden, som et tegn på, at han kan åbne deres hjertes øjne til Gud.
Jesus klandrer blandt andet farisæerne for kun at ville se med øjnene og ikke med hjertet. De går op i miraklerne for miraklernes skyld, og ikke for, hvilken sandhed de peger på, nemlig at Jesus er Gud selv.
Læg også gerne mærke til, hvordan det spiller en rolle både før og efter helbredelsen af den blinde i Betsajda – kan I se med hjertet eller ej, at Jesus er Gud selv? På den måde har Markus ikke været helt uden indsigt, da han placerede det hele lige her.
Hjertehelbredelse
Og i det skær kan det måske kaste lidt lys over, hvorfor det er så forskelligt, hvad der sker i helbredelser.
For ligesom det er enormt forskelligt, hvad der fører til synshelbredelserne, så er det også enormt
forskelligt, hvad der fører til hjertehelbredelserne igennem Bibelen.
Nogle har brug for et ”Følg mig”, andre har Jesus flere samtaler med, nogle skal kastes til jorden af et guddommeligt lys før de fatter de – læs: Paulus. Og på samme måde som Peter i den følgende beretning i Markusevangeliet kan se noget og så alligevel ikke kan se det hele, men har brug for tid, sådan spejler helbredelser af de blinde også, hvor forskelligt folk forstår med hjertet, hvad der er med Jesus.
Nogle tager i mod med det samme og er all-in, mens andre er tøvende og har brug for, at Jesus flere gange tydeliggør, at han er Gud selv opstået fra de
døde – læs: disciplen Thomas eksempelvis.
Jeg håber, at det kunne kaste lidt lys over, hvorfor historien udspiller sig, som den gør.
Lagt på nettet 19.10.2023
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Hvordan skal jeg forstå helbredelsens nådegave?
- Lover Bibelen de kristne fremgang og vækst?
- Hvorfor bede med håndspålæggelse?
- Kan Djævelen helbrede?
- Er helbredelses-prædikanter fup?
- Hvad siger Bibelen om nådegaver og mirakler?
- Kan vi helbrede i Jesu navn?
- Hvorfor er der ikke helbredelser i Folkekirken?
- Hvordan blev Paulus pludselig blind?
- Hvad er at "tale i tro"?