07.09.2004 12:00 Age: 20 yrs

Skrevet af:
Sten Nielsen

Ville Jesus skabe splid?

Mit problem er, at Jesus siger, at han er ikke kommet for at skabe fred men splid, og samtidig siger han, at man skal elske sin næste. Jeg synes det er forvirrende at få at vide, at vi skal elske vores næste, men samtidig skal vi skabe splid? Hvad er meningen?

Svar:

Umiddelbart kan det virke selvmodsigende og forvirrende – så det er fint, at du tager det som en udfordring til at ”grave” lidt mere i, hvad Jesus mon mener, når han taler om at han skaber splid og ikke fred.

I Lukasevangeliet kapitel 11 og 12 underviser Jesus disciplene, og han kommer bl.a. ind på, at det kan koste noget at følge ham som discipel. Og i den forbindelse siger han: ”Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg, ikke fred, men splid.”

Upopulær tro fører til splid

Det betyder, at enhver, som, tror på Jesus ikke skal forvente, at andre mennesker vil synes godt om det! Tværtimod skal der opstå ufred, når den, der tror på Jesus, fortæller det for andre mennesker. Sådan vil disciplen altså kunne forvente, at det ikke altid er populært at bekende troen på Jesus her i verden. Det skaber splid. Jesus selv blev jo også årsag til ufred og splid: Mennesker blev så uenige om, hvem han var, at de til sidst slog ham ihjel!

Jeg tror, det er noget af det, Jesus tænker på, når han taler om, at han er kommet for at bringe splid på jorden: Altså både splid omkring ham selv, og splid omkring enhver, som står ved troen på ham her i verden.

Samtidig opfordrer Jesus disciplene til at holde fast ved troen på ham, selvom det altså har denne omkostning. For den, som er en tro discipel (tjener), skal få lov til at gå ind i Guds rige. Læs evt. Lukasevangeliet kap. 12 vers 35-40.

Tro, fred og kærlighed

MEN i en anden forstand skaber Jesus fred! Ethvert menneske, som tager imod Jesus i tro, får fred med Gud! Og det er en fred, som alverdens splid ikke kan ødelægge. For når man har fred med Gud, er man hellig og hører hans rige til.

Og det er her ordet om at elske sin næste kommer ind: Når man har fred med Gud, får man også kærlighed fra Jesus til at elske sit medmenneske (ligesom Jesus selv gjorde det). Når vi gør det, bliver Jesus synlig og en virkelighed her i verden.

Konklusion: Splid opstår her i verden omkring mennesker, som bekender overfor andre, at de tror på Jesus. I den forstand skaber Jesus splid imellem mennesker ganske enkelt fordi vidnesbyrdet om Jesus ikke vil lade mennesker være i fred.

Elsk

Jeg mener altså ikke, at vi som kristne skal søge af skabe splid, men at den splid, der tænkes på, er reaktionen på vores bekendelse af troen på Jesus Kristus – altså er det egentlig Jesus selv, der skaber spliden –det har han forudsagt - og det må vi være forberedt på.

Derfor er det ikke nogen selvmodsigelse i at Jesus siger klokkeklart, at vi skal elske Gud med alt, hvad vi har og er, og vores Næste som os selv – læs gerne Mattæus evangeliet kap. 22 vers 39.


Skrevet af:
Sten Nielsen

Lagt på nettet 07.09.2004

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også