21.11.2006 12:00 Age: 18 yrs
Jørgen Bloch

Skrevet af:
Jørgen Bloch

Strider det mod Bibelen at bede højt?

I Matthæusevangeliet 6,5 står der, at man skal gå ind i sit kammer og lukke sin dør, når man vil bede. Dette er for at undgå, at vi skal blive som hyklerne, der ynder at vise sig frem, når de vil bede. I min ungdomskreds plejer vi at slutte mødet af med at bede sammen (højt for hinanden) i små grupper på 4-5 personer. I de grupper kan jeg godt føle, at man i stedet for at koncentrere sig om bønnen, kommer til at fokusere på hvordan man nu skal udlægge sin bøn, således at den bliver så pæn som muligt. Derfor vil jeg gerne spørge: Hvad siger Bibelen om at bede højt for andre?

Svar:

Tak for dit spørgsmål. Bedemøder har om ikke altid så meget ofte været omstridt, desværre! Det at bede sammen er der nemlig givet meget velsignelse igennem. Vi møder det i Det Gamle Testamente i blandt andet Esters Bog i slutningen af kapitel 4, hvor Mordokaj sammenkalder alle jøderne i borgen Susa for at bede om Guds hjælp og udfrielse. De nøjedes endda ikke med at bede, de fastede også - i tre dage!

I Det Nye Testamente møder vi det i Apostlenes Gerninger 4,23-31 og flere andre steder kunne nævnes. Det er altså ganske klart, at de første kristne og mennesker, der levede i troen på Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, bad, og de bad sammen.

Bede, ikke demonstrere

Hvordan forholder det sig så til Jesu ord om, at vi skal gå ind i lønkammeret for at bede, så vi ikke gør som hyklerne? (Matthæusevangeliet 6,5) Nogle har altid gerne villet demonstrere deres fromhed overfor mennesker. der er mindre fromme. Det kan gøres på mange måder, blandt andet ved at stille sig på et gadehjørne og bede højt og langt, eller ved på en restaurant at bede bordbøn, så alle i lokalet kan se, at sådan gør vi. Det er dette Jesus taler imod, at vi demonstrerer vores fromhed overfor andre mennesker.

At hjælpe hinanden med bøn

Jeg vil opfordre jer til i ungdomskredsen at tale om dette med bedemøde. Du bruger nemlig udtrykket, at I "beder for hinanden". Ved et bedemøde er det ikke meningen, at vi skal bede for hinanden, ligesom man læser højt for hinanden. Meningen er, at vi skal bede sammen; at vi skal hjælpe hinanden til at bede. Jeg finder ofte meget stor glæde ved at bede sammen med nogen, for det sker næsten hver gang, at nogen beder på en måde og for emner, som jeg ikke ville have gjort, og det giver nye vinkler på bønnen.

Omkring det med at bede højt vil jeg også henvise dig til en anden artikel i svararkivet: Bør man bede højt til fællesbøn?.


Jørgen Bloch

Skrevet af:
Jørgen Bloch

Lagt på nettet 21.11.2006

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også