24.10.2014 00:00 Age: 10 yrs
Category: jn-svar
Hans-Ole Bækgaard

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Må kun præster forkynde?

Jeg kommer i folkekirken, hvor det er meget normalt at have sogneaftener i missionshuset eller sognehuset, holde bibelaftener i private hjem osv. Her er det ikke altid sognepræsten, der holder oplægget - det kan være andre kristne inviteret udefra, et medlem af menigheden osv. Inden man inviterer folk til at tale, sikrer man sig selvfølgelig, at de ikke fremstiller vranglære og andet som kirken ikke kan stå inde for. 

For nyligt blev jeg så opmærksom på Augustanakirken, og da jeg læste, hvad der skiller dem fra folkekirken/IM, faldt jeg specielt over én ting. De skriver, at Luther mente, at ikke-præster ikke må undervise, og man derfor ikke må holde hverken sogneaftener eller bibeltimer, hvis ikke præsten står for dem og holder oplægget. Og jeg kan læse mig til, at Luther sagde, at ingen må lære offentligt eller forvalte sakramenter uden at være kaldet hertil. Mente Luther virkelig, at kun præster må forkynde Guds budskab? Og hvor står dette så evt. i bibelen? Jeg har altid troet, at alle kristne var kaldet til at forkynde om Gud, og at præsterne blot var ansvarlige for forkyndelsen i kirken.

Svar:

Hvem må forkynde?

Jeg er bekendt med, at Augustanakirken trækker denne linje ud fra en luthersk teologi. Og jeg er også bevidst om, at der på dette felt er forskellige synspunkter, også i missionsbevægelserne. Det er et område som handler om forståelse af præsteembedet, kirkens tjenester og forkynderansvaret. Det berører ikke kun forholdet mellem præster og lægfolk (som du berører her), men også synet på mænds og kvinders opgaver i menigheden.

Her vil jeg dog begrænse mig til det, du spørger til.

Om missionsbefalingen og forkyndelse

Jesus udvalgte tolv apostle – og efter Judas Iskariots død blev der valgt en afløser, Matthias. Disse og apostlen Paulus fik et særligt apostolisk mandat til at døbe og lære alle folk og til at varetage den mission til verdens ende, indtil Kristus kommer igen. Det betyder, at kun de, som er kaldet til varetage denne tjeneste på apostolisk vis, dvs. præster, kan have ansvaret for at døbe og lære/forkynde i menighederne.

Dette er formuleret lidt enkelt, men alligevel hovedessensen i det syn, som Augustanakirken har og som de forstår de bibelske tekster (fx 1 Korintherbrev kap. 14) og bekendelsesskriftet Den Augburgske Bekendelse ud fra. Du henviser selv her til artikel 14 i denne bekendelse med hensyn til at lære offentligt.

Om at være rettelig kaldet

Jeg kan følge dette syn så langt som, at der er givet dem, som har fået overdraget det apostoliske ansvar (dvs. i vores kirkelige sammenhæng: præsterne, der er ordineret/indviet til denne tjeneste) en særlig opgave i menigheden. Denne offentlige tjeneste i menigheden til at have læreansvaret og til at kunne forvalte sakramenterne (dåben og nadveren) bør kun præsterne (de officielt kaldede) have. Dels for en god ordens skyld og dels for at sikre en rigtig og bibelsk sakramentsforvaltning. Som jeg forstår det, betyder dette officielle kald, at de både har et kald fra Gud og fra menigheden.

Dette udelukker ikke, at der er givet forskellige andre forkyndertjenester. For mig at se tydeliggøres den forskel også ved, at der for præsters vedkommende er tale om en ordination, mens det samme ikke er gældende for en forkynder, missionær, sognemedhjælper m.v. I det hele taget er enhver, som er en del af "det almindelige præstedømme" (dvs. enhver som ved dåb og tro tilhører Kristus), med til at vidne om Jesus. Og det kan for nogen indbefatte en egentlig forkyndertjeneste.

Når der bruges ordet ”offentligt” og ”kaldet” i Den Augsburgske Bekendelse artikel 14, så forstår jeg det sådan, at det går særligt på præstetjenesten (læreansvar og sakramentsforvaltning). Hermed er al anden forkyndervirksomhed blandt lægfolket ikke udelukket. Det er også ud fra denne teologiske forståelse, at Indre Mission har sin praksis.

Litteratur

I bogen ”Kvinder på Herrens mark” (Forlaget Hovedland 2007) har jeg skrevet nogle kapitler om dette, bl.a. et kapitel om synet hos Luther.

I bogen ”Hovedet under armen?” (Lohses Forlag 2010) har jeg i svaret til bl.a. Ef 4,11 også udfoldet, hvordan der er forskel på embede og tjenester (og nådegaver) i denne sammenhæng, og hvordan Paulus peger på muligheder i menigheden.

På forhånd vil jeg gøre opmærksom på, at jeg godt er klar over, at Augustanakirken ikke vil være enig med mig og andre her. Men jeg vil holde fast i, at mit syn kan begrundes både bibelsk og luthersk. Så derfor vil jeg opmuntre dig til at holde fast ved, hvad du ”altid har troet”, som du nævner det til sidst.

<- Back to: Artikler
Hans-Ole Bækgaard

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Lagt på nettet 24.10.2014

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også