21.09.2015 13:51 Age: 9 yrs
Category: jn-svar, skabelsen

Skrevet af:
Kristian Bánkuti Østergaard

Kan vi tro på videnskaben?

Kan man være kristen og samtidig tro på de resultater naturvidenskaberne er nået frem til? F.eks hvis man mener, at jorden er 4 1/2 milliard år gammel og består af forskellige geologiske perioder? Jeg mener ikke, at det underkender Gud. Det er hans skaberværk.

Svar:

Ja, vi kan stole på naturvidenskabens resultater.

Det er Guds skaberværk forskere undersøger og beskriver. Ideelt set viser resultaterne os Guds storhed som skaber. Men der opstår alligevel uenighed indenfor videnskaben, fordi alle resultater skal tolkes, og når det drejer sig om begivenheder for meget lang tid siden, så bliver det nødvendigt at tolke meget på de resultater vi får. Uenighed er en del af videnskaben, men videnskabelige resultater får altid det sidste ord ved en uenighed - hvis sådan et resultat findes.

Jordens alder

Som du helt rigtigt skriver er der er en stor uenighed om jordens alder. Nogle kristne mener, at jorden kun er 6-8000 år gammel, og det står i meget stor kontrast til de 4½ milliarder år, de fleste er enige om indenfor videnskaben.

De 6-8000 år bygger på, at man lægger stamtavlerne sammen i Bibelen, fra Adam og Eva og frem.

Andre kristne har ikke problemer med, at jorden skulle være 4½ milliarder år gammel. Der står i begyndelsen af skabelsesberetningen at "Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet". Det kunne lyde som om jorden allerede var skabt, da Gud skabte livet på jorden. Hvordan jorden blev skabt beretter Bibelen ikke noget om - Big Bang kan være en mulighed, og det kan videnskaben fortælle os mere om.

Livets alder

Du spørger ikke om livets alder, men diskussionen leder tit derhen, så jeg vil tage den her. Livets alder er mere kompliceret at svare på. Igen er mange kristne af den opfattelse af livet er 6-8.000 år gammelt, og det står igen i stor kontrast til de knap 4 milliarder år, vi læser om i biologibøgerne. Andre igen mener, at livet er langt ældre. Hele diskussionen handler om ordet "dag" i skabelsesberetningen. Det hebrariske ord kan både betyde en 24-timers dag, men også en længere periode.

Der er ikke nogen bestemt tolkning som man skal tro på som kristen. Man er hverken mere eller mindre kristen, fordi man tror, at jorden eller livet er gammelt - der findes også forskellige tolkninger af Bibelen.

Evolution eller skabelse

Hvis vi derimod tager den lette løsning, og siger at evolutionen er Guds måde at skabe på, så mener jeg, at vi underkender Gud. Evolution bygger på tilfældige ændringer uden involvering af hverken Gud eller nogen form for styrende kraft. Sidestiller vi den proces med Gud, så reducerer vi Guds skaberkraft til en tilfældig hændelse.

Læser vi Bibelen har Gud tydeligvis helt styr på hvad han gør - også når han skaber livet på jorden. Og det er jo egentligt også godt at vide :-)


Skrevet af:
Kristian Bánkuti Østergaard

Lagt på nettet 21.09.2015

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også