28.01.2003 12:00 Age: 22 yrs
Category: Kirken
Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Kan man holde nadver alene?

På grund af sygdom kan jeg ikke komme i kirken, og jeg savner altergangen. Jeg har fået at vide, at det er tilladt at holde en slags nadver hjemme med lidt vin og brød, samtidig med at man følger med i radioen, men også helt alene, så man ikke behøver bede ens præst komme hjem og give nadveren. Er det i orden?

Svar:

Det er godt, at du længes efter nadveren, men det er ikke godt, at du selv vil forette og således holde den helt alene.

Jeg kan ikke anbefale, at du holder nadver alene. Jeg kan heller ikke anbefale, at du holder nadver med indstiftelsesordene fra radioen. Der var en præst, der anbefalede det engang i en radiogudstjeneste, men det var ikke noget, han fik officiel kirkelig opbakning til.

Der står ikke noget i Ny Testamente om dette, så principielt er det en fri sag. Her skelner jeg mellem menighedssager og enkeltmandssager. Der er sager, som er enkeltmandssager, f. eks.om man vil drikke vin, og det skal menigheden ikke blande sig i ud over, hvad Rom 14 taler om. Ligeledes, om man vil leve ugift eller gifte sig og mange andre ting. Nadveren er derimod en menighedssag. Det hører til vor kirkes orden, at vi modtager nadveren i kirkerummet under almindelige omstændigheder og privat gennem besøg af præsten under særlige omstændigheder, dvs. under sygdom eller andre forhindringer for gudstjenestedeltagelse. Der har også i folkekirken for en generation eller to siden været tradition for familienadver, dvs. at man i en fiskerfamilie holdt nadver i hjemmene (uden præst), inden man sejlede ud for måske aldrig mere at vende levende hjem. I andre situationer, nødsituationer, kan lægfolk også uddele nadveren, f.eks. hvis man ikke kan få fat på en præst.

En vigtig grund til, at jeg ikke kan anbefale, at du giver dig selv nadveren, er, at nadveren normalt skal ledsages af forkyndelse og mulighed for privat samtale. Den mulighed er ikke tilstede, hvis man holder nadver det alene. Man kan ikke være sin egen trøster, vejleder eller dommer. En anden grund er, at fællesskabet er borte. Og jeg synes ikke, at jeg kan anbefale en praksis, som fremmer opløsningen af fællesskabet.

Du er måske et meget beskedent menneske, men jeg synes, at du skal indbyde præsten og direkte spørge ham, om han kommer modvilligt. Hvis det var en misforståelse, så bliver den rettet, og det er godt. Hvis han bekræfter, at han kommer modvilligt, så synes jeg, at du skal søge at løse sognebånd til en anden præst, der kommer gerne. En tredje mulighed er, at præsten aftaler med en anden moden og erfaren lægmand eller -kvinde, at vedkommende kan bringe dig nadveren.

Jeg synes, at dette spørgsmål er svært, fordi det er svært at bedømme din situation på afstand uden mulighed for personlig samtale.


Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 28.01.2003

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også