30.09.2004 12:00 Age: 20 yrs

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Kan Gud fortryde?

Svar:

Tak for dit eftertænksomme spørgsmål. Jeg vil gerne forsøge at give et svar. Men først vil jeg lige præcisere et par ting i forhold til dit spørgsmål som grundlag for mit svar.

Et ret fokus

Der står faktisk ingen steder i Bibelen, at Gud er ufejlbarlig (ordet findes ikke!). Det betyder ikke, at jeg er uenig med dig i sagen. Gud er Gud. Heri ligger, at alt hvad Han er og gør er: sandt, kærligt, helligt, retfærdigt osv. Også selvom vi ikke kan gennemskue det. Noget er åbenlyst og åbenbaret for os, andet er skjult og for vor forstand uforståeligt. Guds væsen er uforanderligt. Han har al magt, al viden og er alle steder. Derfor kender han, hvad der er sket, sker og vil ske. Når jeg nævner dette, er det fordi, at vi ikke skal komme til at begrænse Gud ud fra, hvad vi ligger i ordet 'ufejlbarligt'.

Og så det andet: Der står ikke, at Gud – efter syndfloden – fortrød at have udslettet det meste af menneskeslægten! Der står, at Han efter syndfloden sagde til sig selv: »Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort.« (1. Mosebog kapitel 8 vers 21).

Jeg vil i det følgende begrunde, hvorfor dette gør en væsentlig forskel og dermed give et svar på dit spørgsmål.

Hvorfor fortryder Gud…?

Efter syndefaldet, hvor mennesket er blevet smidt ud af Paradiset, begynder 'et nyt liv'. I 1 Mosebog kapitel 4-5 viser det sig tydeligt, at synd, vold, mord osv. eskalerer. Det er som om, at menneskene lever hæmningsløst og uden frygt for Gud (læs f.eks. Poul Hoffmanns to romaner om Noa-tiden: "Over alle ørne" og "Ingen nat før dæmring"). Der er kun antydning af nogle få, som lever med Herren (f.eks. Enok; 1. Mosebog kapitel 5 vers 24).

Situationen er altså den, at Guds frelsesløfte (jf. 1. Mosebog kapitel 3 vers 15) til en syndig menneskeslægt er ved at gå under. Gud har skabt mennesket i sit billede, og derfor vil Han ikke tvinge et menneske til at elske Ham. Relationen må være baseret på frivillig kærlighed. Men menneskeslægten fører sig på denne tid ud i et større og større gudsoprør. Så af kærlighed til menneskeslægten og deres frelse griber Gud ind!

Guds redningsaktion er at dømme ugudelige og gudsoprørere og samtidig føre menneskeslægten videre, så Guds frelsesløfter kan opfyldes helt konkret. Læg mærke til, at Gud spejder efter retfærdige på jorden, men finder kun Noa (1. Mosebog kapitel 6 vers 8-9). Alle vender Gud ryggen!

Derfor står der, at »da fortrød Herren, at han havde skabt menneskene på jorden. Han var bedrøvet og sagde: »Menneskene, som jeg skabte, vil jeg udslette fra jordens overflade, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle, for jeg fortryder, at jeg skabte dem.« (1. Mosebog 6 vers 6-7).

Gud er bedrøvet. Dette betyder ikke, at Han opgiver sin almægtighed, og at Han dermed ikke vidste, at det kunne eller ville gå sådan. Det siger langt mere noget om, hvor meget Gud elsker verden. Han ønsker af hjertet, at den ikke må gå under i synd og ødelæggelse. Derfor griber Han ind – også selvom det må ske på en drastisk måde.

Gud husker

Fortællingen i 1. Mosebog har det særlige perspektiv over sig, at den beretter om menneskets skabelse og Guds løfter om frelse i en syndig verden. Det sker ikke mindst ved at fastholde denne overordnede linje samtidig med, at der zoomes ind på konkrete begivenheder eller personer.

Det hedder i begyndelsen af kapitel 8, at Gud huskede Noa (Den danske oversættelse fra 92 oversætter forkert!). Han huskede mennesker og dyr. Gud husker på sit skaberværk midt i bedrøvelse og vrede. Og sådan slutter kapitel 8. Gud finder behag i sit skaberværk, da det møder Herren i tro og tilbedelse (jf. alter, brændofferet).

I denne sammenhæng siger Herren, at Han aldrig mere vil lade en syndflod ramme menneskeslægten. Han vil aldrig mere forbande jorden på samme måde som nu. Det betyder ikke, at Gud har fortrudt sin handling. Det betyder langt snarere, at Gud nu har vist menneskeheden, at Han står ved sine løfter og hader ugudelighed og synd. At Han vil frelse dem, som tror på Ham, og holde dom over dem, som fortsætter i deres gudsoprør.

I Gammel Testamente udfoldes denne linje helt konkret på flere måde. Det gælder internt i Israels folk, og i forhold til andre folkeslag. Linjen fastholdes i Ny Testamente, når Jesus f.eks. taler om at være imod Ham eller med Ham. At den der tror skal frelses, og den, der ikke tror skal fordømmes. Denne dom skal ske fuldbyrdet, når Jesus kommer igen, og hele verden kaldes frem til dom.

I 1. Mosebog kapitel 9 gøres denne tankegang helt tydeligt. Gud giver menneskene et konkret tegn på, at sådan skal det være. Han sætter regnbuen på himlen. Hver gang menneskene ser den, skal de huske, at Herren holder fast ved sine løfter, Han vil frelse, og Han vil aldrig forbande jorden igen, sådan som det skete ved syndfloden. Hver gang Gud ser regnbuen, vil Han huske på (ihukomme), hvad Han har lovet.

Der kunne findes andre steder i Bibelen, hvor man umiddelbart vil mene, at Gud handler mod sit væsen som alvidende eller "ufejlbarlig", fordi teksten siger noget i retningen af, at "Gud fortrød/fortryder…" (f.eks. 1. Mosebog kapitel 18 om Abrahams bønskamp; eller 1. Samuels Bog kapitel 15 vers 11). Disse steder vil der kunne gives en lignende forklaring, som den jeg er kommet med her.

Jeg håber, at dette var et svar.

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Lagt på nettet 30.09.2004