Skrevet af:
Leif Andersen
Hvornår har børn alderen til at tro og synde?
Svar:
Det er jo indlysende, at spædbørn ikke "synder" i nogen etisk forstand. Og jeg har været ude for, at når vi fra luthersk hold taler om, at vi fødes som syndere, forstås vi sommetider af kristne fra voksendøbende kirker, som om vi dermed dømmer spædbørn som onde og som syndere i en eller anden etisk forstand. Men det er der ikke tale om; vi taler netop om "arvesynden", sådan som du nævner det.
Syndens og troens "ydre udtryk" kræver en vis alder
Derfor taler vi også om, at børn først "begynder at synde" på et tidspunkt, nemlig når de begynder at overtræde bud. Det gør de, uanset om de kender og kan formulere disse bud eller ej - ukærlighed og egoistisk opførsel er "syndig", uanset om man kender et formuleret bud om, at man skal elske og ikke må synde. For kærlighed er, hvad vi er skabt til; og kærlighed er, hvad en bare nogenlunde intakt samvittighed også hylder.
Men dette er kun syndens ydre udtryk. Vi "begynder at synde", fordi vi er født som syndere, og fordi synden er nedarvet i os som natur.
Det samme gælder i virkeligheden troen: Man kan godt sige, at man på et tidspunkt "begynder at tro", nemlig når troen bliver bevidst og mere eller mindre formuleret. Men selve den frelsende tro er ikke en sådan bevidst, formuleret tro - selve den frelsende tro ligger allerede i det lille barn! Der er altså ikke tale om, at dåbens nåde frelser uden tro; den bevidste tro er kun det ydre udtryk for den tro, der skænkes os af Gud. Også de helt små kan tro:
"Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det" (Luk. 18,17). Dette siger Jesus til disciplene, da de vil hindre nogle i at komme til Jesus med deres spædbørn (v. 15). Der er altså ingen grund til at spekulere over, hvor gamle de børn er, Jesus her hentyder til; det fremgår tydeligt af sammenhængen: At blive frelst, at komme til Jesus (v. 16) er det samme som at tage imod Guds rige på præcis den måde, hvorpå et spædbarn tager imod Guds rige ...
Småbørn som trosforbilleder
"Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb" (Matt. 18,4-6). Igen taler Jesus ikke bare om et barn, men om "disse små" børn (se v.2). Og om disse små gælder det altså, at de tror på ham! Han bruger sikkert ikke her et spædbarn som eksempel, for han "stiller det" iblandt dem; men det er dog et småbarn.
Forøvrigt er mange af diskussionerne om, hvor små de små omkring Jesus og i Jesu taler har været, ret underordnede for uenigheden om barnedåb og voksendåb. For der er vist ingen voksendøbende kristne, der vil hævde, at den bevidste synd og den bevidste tro først melder sig oppe i teenagealderen. Alligevel venter man næsten altid til da, før man døber et barn, også selv om det måske har været bevidst om sin synd og sin tro i mange, mange år.
Kort sagt: Vi har det med at diskutere, hvordan de små dog skulle kunne tro, sådan som vi gør. For Jesus er problemet det stik modsatte: Kan vi nu finde ud af at tro, sådan som de små gør?
Selvfølgelig kan de små ikke overbevises eller beslutte sig, sådan som vi kan. Men iflg Jesus kan de åbenbart komme til ham. Spædbørn kan "tage imod Guds rige"! – ganske som de kan tage imod omsorg, kærlighed, mad, kærtegn og puslen og nuslen. I Johs. 6,35 identificerer Jesus dette at komme til ham med at tro på ham. Og i den forstand kan småbørn "tro". Ligesom de kan kalde og græde efter far og mor, kan de åbenbart i ånden kalde og græde efter Gud. Og det er tro. Det er afhængighed, tillid, håb. De kan tage imod – på en måde kan de intet andet. Men i dette er de til gengæld forbilleder for os.
Liv, tro og vækst
Det er sandt, at når så vort sind vokser i bevidsthed og viden og vilje, må vores tro følge med og efterhånden også omfatte bevidsthed og viden og vilje. For den, der nægter det, men vil blive på spædbørnsstadiet, bliver troen ikke længere barnlig, men barnagtig. Og til sidst dør den måske.
Vi må altså anvende et vækstbillede, et livsbillede: Troen er skænket barnet - nu skal den vokse og trives og leve. Men måske udsultes den i stedet og dør til sidst. Vi ved ikke, hvordan det går for sig i den enkeltes liv, og hvornår det sker, at et troende barn mister troen. Men det er jo ikke anderledes end for voksne: Vi ved heller ikke, hvornår et voksent menneskes tro dør.
Jeg erkender, at det ikke er noget klart svar. Jeg kunne sikkert godt forsøge at svare klarere; men så ville jeg for mig at se tale klarere, end vi har belæg for.
Skrevet af:
Leif Andersen
Lagt på nettet 22.12.2005
