Hvorfor så mange dødsstraffe i GT?

---

Svar:

Dødstraffene er til for at beskytte. Hvis man ser på, hvad dødsstraffene skal beskytte, kan man lave følgende opdeling:

1) DEN LEVENDE FORBINDELSE MED GUD

Brud på pagten med Herren

1. Mosebogebog 17,14: Dødsstraf for uomskårne mænd af Israels folk

2. Mosebog 22,17: Dødsstraf for troldkvinder

2. Mosebog 22,19: Dødsstraf for afgudsdyrkelse

2. Mosebog 35,1-3: Dødsstraf for arbejde på sabbatten

2) LIV OG FRIHED

Mord

2. Mosebog 21,12: Dødsstraf for mord

2. Mosebog 21,14: Dødsstraf for overgreb og snigmord

Røveri og salg af andet menneske

2. Mosebog 21,16: Dødsstraf for at røve og sælge et menneske

5. Mosebog 24,7: Dødsstraf for at røve og sælge mennesker

3) FORÆLDRESKABET

Vold eller hån mod forældre

2. Mosebog 21,15: Dødsstraf for at slå far eller mor

2. Mosebog 21,17: Dødsstraf for at forbande far eller mor

3. Mosebog 20,9: Dødsstraf for at forbande forældre

Genstridighed mod forældre

5. Mosebog 21,18-21: Henrettelse af en genstridig søn

4) ÆGTESKABET

Ægteskabsbrud

3. Mosebog 20,10: Dødsstraf for samleje med andens mands hustru

5. Mosebog 22,22: Dødsstraf for utroskab

Blodskam

3. Mosebog 20,11: Dødsstraf for samleje med fars hustru

3. Mosebog 20,12: Dødsstraf for samleje med svigerdatter

3. Mosebog 20,13: Dødsstraf for samleje mellem to mænd

3. Mosebog 20,14: Dødsstraf for ægteskab med mor og datter

3. Mosebog 20,17: Dødsstraf for samleje med søster

Samleje under menstruation

3. Mosebog 20,18: Dødsstraf for samleje under menstruation

Seksuelt samkvem med dyr

3. Mosebog 20,15-16: Dødsstraf for samleje med dyr

Ultimativt ansvar

For det første medfører det altså det ultimative ansvar at tilhøre det udvalgte folk. Privilegiet er ultimativt, men det er ansvaret følgeligt også.

For det andet er der langt fra dødsstraf for hvad som helst. For eksempel er der kun erstatningpligt for tyveri i Mosebog og ikke håndsafhugning som i Koranen. Det ser ud til, at Mosebog har dødsstraf på nogle få områder, som vi må forstå således, at Gud anser disse områder for afgørende for, at det udvalgte folk kan bevares frisk og sundt.

Gudsforholdet, beskyttelsen af menneskene, forældreskabet og ægteskabet er ifølge Mosebog afgørende for det udvalgte folks overlevelse og trivsel.

Moseloven afskaffet

I Det Nye Testamente har Jesus afskaffet Moseloven (Efeserbrevet 2,15), som var begrænset i både tid og rum. Den skulle kun gælde for Israels land og folk (Anden Mosebog 19,4-6; 20,1-3, Romerbrevet 9,4), og den skulle kun gælde, til Jesus kom (Jeremias' Bog 31,31-34; Galaterbrevet 3,19). Det betyder, at alle disse dødsstraffe ikke hører hjemme i kristendommen, som heller ikke er en nation, men en åndelig bevægelse. Alligevel følger Moselovens etiske prioritering med ind i kristendommen. Hvis et kristent menneske, en kristen familie og en kristen menighed skal bevares frisk og sund, så skal gudsforholdet bevares levende, og der skal være beskyttelse af medmennesket, forældreskabet og ægteskabet. Dette afspejler sig også i Det Nye Testamentes mange etiske formaninger fra Jesu bjergprædiken (Matthæusevangeliet 5-7) og gennem apostlenes mange breve.

Hvis vi i lyset heraf ser på den vesteuropæiske kultur i dag, så har den store problemer med at overleve, dels fordi den er i tvivl om sin kristne arv, dels fordi vi ikke kan sætte tilstrækkeligt med børn i verden til, at vi kan bevares som de folk, vi hidtil har været. Noget tyder altså på, at Moselovens prioriteringer stadig gælder. Jeg ønsker ikke Moselovens dødsstraffe indført noget sted, men Det Nye Testamentes religiøse og etiske prioriteringer må gerne udbredes.

Det dobbelte kærlighedsbud

En yderligere parallel til Moselovens prioriteringer er det dobbelte kærlighedsbud, at vi skal elske Gud og vores næste (Matthæusevangeliet 22,34-40), og en anden parallel er det forhold, at Gud mange gange i Bibelen sammenligner sin kærlighed med med både menneske- og dyreforældres omsorg (Salmernes Bog 103,13; Esajas' Bog 49,15; Matthæuesevangeliet 6,25-34 og 23,37) og med brudgommens kærlighed til sin brud (Ezekiels Bog 16,1-14; Markusevangeliet 2,18-20; Johannes' Åbenbaring 19, 6-9).

Moseloven kan ikke skænke liv

Ikke alene er Moseloven begrænset både i tid og rum, men også i virkning. Den kunne ikke bevare Israels folk fra afgudsdyrkelse, social uretfærdighed og undergang. Paulus skriver om det, hvor han formulerer et tankeeksperiment: "Var der blevet givet en lov, som kunne gøre levende, så ville retfærdigheden også komme af loven" (Galaterbrevet 3,21, sidste halvdel af verset). Det er troen på Jesus, der gør levende, og det er den tro, der kan forandre og bevare et et menneske og et folk. Den slesvigske missionær Ludwig Ingwer Nommensen rejste i 1862 til Sumatra og levede resten af sit liv blandt batak-folket, som var afgudsdyrkere og kannibaler, da han kom. Da han døde i 1918, var der skabt en levende evangelisk kirke, som siden har gennemsyret dette folk således, at de gamle onde skikke er forladt og en helt anden levevis er vokset frem indefra. Det kunne Moseloven ikke have skabt, men det kan Guds hellige Ånd, når den skænker menneskere troen på Jesus. Noget lignende gør sig gældende i Danmarks historie, hvor vikingernes voldskutur blev afløst af en kristen kultur.

---

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 08.03.2007