19.09.2011 12:00 Age: 13 yrs

Skrevet af:
Carsten Vang

Hvorfor omskærelse for jøder?

Hvorfor lige et indgreb på netop denne legemsdel? Hvorfor valgte Gud ikke et indgreb et andet sted på kroppen? GT og NT giver mig ikke noget svar. Jeg kan heller ikke finde svaret andre steder - min søgen i bøger og på Google har været resultatløst. Ej heller har jeg set mit spørgsmål fremsat af andre.

Svar:

Tegnet på pagten mellem Gud og Abrahams efterkommere består ganske rigtigt i omskærelse af det nyfødte drengebarn, hvorved forhuden på det fjernes (1 Mos 17,1-14). Når tegnet skulle sættes netop på det mandlige køn og ikke andre steder på kroppen, skyldes det måske, at Guds pagt med Abraham rummer et stærkt løfte om, at Abraham skal få mange efterkommere og blive til stamfar for mange folkeslag (17,5-6). Pagten siger, at Gud vil være Gud for Abrahams efterkommere i slægt efter slægt.

Desuden er det sådan, at pagten formidles via den mandlige linje i Israel. Det er mændene, der bevarer slægts- og stammelinjen, ikke kvinderne. Kvinden indgår i sin mands slægt og stamme og bliver en del af den. Derfor skal det ydre tegn på pagtens indre virkelighed bæres på det mandlige køn.

Dertil kommer, at omskærelsen som tegn besidder en livslang værdi. Fysiske tegn andre steder på kroppen vil enten forsvinde med barnets opvækst eller blive udvisket med tiden. Omskærelse derimod forbliver et livslangt tegn uanset personens alder og fysiske helbredstilstand. Et tegn, der varer fra barnets første uge og hele livet igennem, og som peger på, at det er forpligtet på at leve efter de ordninger og bud, som pagtens Gud har givet (1 Mos 17,1).

Selve fænomenet omskærelse var ikke forbeholdt Abraham og hans efterkommere. Mange andre folk i Israels omverden praktiserede omskærelse under en eller anden form, f.eks. egypterne og moabitterne (Jer 9,24-25). Andre folk kendte derimod ikke til omskærelse, f.eks. filistrene og babylonierne.

Hvad omskærelse betød for disse folkeslag, er svært at sige. Men både tekster og relieffer viser, at omskærelsen blev udført på unge mænd. Formentlig blev omskærelse brugt som et indgangsritual i forbindelse med ægteskab eller ved overgangen fra barn til voksen. At lade små drengebørn omskære er derimod noget unikt for Israels folk.

I Israel bliver omskærelsen til et tegn på Guds evige pagt med Abraham om, at han skal få afkom og blive til et stort folk. Omskærelsen skal udføres, når drengebarnet er 8 dage gammelt (1 Mos 17,12; 3 Mos 12,3). Pagten gælder selv det spæde barn.


Skrevet af:
Carsten Vang

Lagt på nettet 19.09.2011

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også