Hvorfor er troen så lille i Danmark?

Svar:

Ja, hvor kunne man længes efter mere tro og efter flere følger af troen – både i det danske folk, og i mit eget liv. Hvor er det dejligt at høre om personer og lande, hvor troens liv blomstrer, og hvor troen bærer frugter.

Hvorfor er troen så lille i Danmark, og hvordan genvinder vi den?

Troen næres ved Guds ord. Derfor gør vi godt i at samle os mere om de midler, som de første kristne samledes sig om: Apostlenes lære, fællesskabet, nadveren og bønnen. Hvis vi som troende samler os om det, kan det være Gud griber ind og sender mere liv og kraft på ny.

Min påstand er, at vores tro i Danmark ikke er nær så stærk, som den for eksempel er i Afrika og Kina. Det ses på troens gerninger: Man beder ikke længe, giver ikke meget væk, evangeliserer ikke meget og kirken i Europa er ikke i vækst. Når man læser i Bibelen, får man også indtryk af, at troen kan være meget mere levende og (ved Jesu hjælp) udrette meget mere end vi ofte ser i vesten og i Danmark.

Troslivet i Kina og Afrika er en frugt af at mennesker i Vesten (herunder Danmark) har bedt og arbejdet ihærdigt for deres tro. Nu fører det så rige frugter med sig. Det kan man kun glæde sig over. Måske vil kristne fra Afrika og Kina komme her til en dag og betyde, at troslivet vokser sig stærkere igen i Danmark!

Igennem kirkens historie er der tider med synlig fremgang og vækst, og tider med tilsyneladende stilstand. I de stille perioder er der også folk, der trofast beder og arbejder. Det ser ikke ud af så meget, men de forbereder den næste vækkelse! Det er måske der, vi er nu i Danmark. I hvert fald må vi flittigt bede, arbejde og holde ud – selvom vi ikke er i en af de tider, hvor der sker så meget. Resultater af vores arbejde er Guds sag. Vores sag er at bede og arbejde og overlade resultaterne til Gud.

Første Timotheusbrev 6,6-10 fortæller om truslen fra rigdom. Måske mest centralt er: "For kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter."

Mange andre steder kunne også bruges. Glemmer vi Kristus, fordi vi har det så godt? Glemmer vi, at vi ikke kan frelse os selv? Glemmer vi, at vi er magtesløse, fordi det ikke føles sådan i hverdagen?

Skal vi så selv søge at blive magtesløse, for at vi kan lære at stole på Gud? Hvordan i praksis? Eller skal vi bare knibe ballerne sammen er have gudsfrygt er vor trygge rigdom, som for eksempel Abraham, David, Salomo og Job også havde?

Vi må alle være ansvarlige brugere af de gaver, Gud giver. Vi skal forvalte dem til hans ære og til gavn for os selv, vores familier og for andre. Vi lever i et rigt land, hvor vi derfor har mulighed for at give meget væk. Det er vigtigt. Men at vi har fået meget betroet er ikke i sig selv noget negativt – det er jo Guds gaver. Rigdom (og i Danmark er alle rige!) kan være en fare for troslivet – fordi vi tror, vi kan noget af os selv - men hvis man er opmærksom på det, behøver rigdom ikke at være et problem. Det er tit sådan, at vækkelser netop opstår hos mennesker, der har det ret godt socialt. De fattigste kan være så belastede, at de end ikke har overskud til at tænke på Gud.

Tro er ikke en evne, eller noget vi selv kan opnå, men kan vi ikke fjerne nogle forhindringer, så den Helligånd vi fik i dåben kan gøre sin gerning i os og forvandle os, så vi ikke bliver lunkne kristne, men bærer hundredefold, som den sæd der faldt i god jord.

Det er rigtigt, at troen er en gave. Den styrkes ved Guds ord og Ånd. Derfor er det vigtigt at fjerne de forhindringer, der gør at vi ikke lytter til og læser Guds Ord i stilhed og eftertanke, så Ånden kan tale igennem det ind i hjerterne. Vores gamle natur vil hele tiden gøre os lunkne. Men Ordet og Ånden kan skabe liv på ny.

Jeg betvivler ikke, at man kan være frelst og kristen uden at være stærk som Paulus. Men jeg efterlyser ganske enkelt større tro i Danmark.

Amen! Gid det må ske, at der bliver mere tro i Danmark. En større tro må vi bede om og arbejde for. Paulus var dog noget særligt: Herrens apostel. Ham skal og kan vi ikke sammenligne os med. I øvrigt siger Paulus selv mere om sin svaghed og afmagt end om sin styrke! Heldigvis afhænger vores frelse ikke af vores styrke eller vores tros ”størrelse”. Vi frelses af nåde, det vil sige uforskyldt.

Lagt på nettet 28.11.2012