Hvor er boden blevet af?

---

Svar:

Luther stod i et opgør med såvel gerningsretfærdige katolikker (der troede, at bestemte handlinger kunne fjerne synden), novatianere (der ikke mente, at man kunne få tilgivelse igen efter et fald) og gendøbere (der mente at nogle var syndfrie). Det er baggrunden for meget af det Luther skriver.

Alle kan få tilgivelse

Vi tror, at alle mennesker er syndere, men alle kan også få tilgivelse, hvis man angrer sin synd og tager imod tilgivelsen fra Jesus Kristus. Den nåde, Jesus har vundet, rækker han til den enkelte gennem ordet, der lyder både fra prædikestolen og ved skriftemålet. Når det ord skaber tro på Jesus og tillid til ham i hjertet, så kan præsten lægge hænderne på ens hoved og tilsige syndernes forladelse. Og så er personen derved renset for sin synd. Dette er boden, som vi forstår den.

Tilgivelsen skal ikke betales

Tilgivelsen kræver ikke efterfølgende gode gerninger for at træde i kraft, for hvor troen er, er også tilgivelsen. Dog vil det være helt naturligt, at den kristne efter boden - af taknemlighed til Gud for tilgivelsen - gør gode gerninger. Så der var altså ikke tale om, at præsten ifølge Luther skulle pålægge den bodfærdige en straf.

I romerkirken

Anderledes var det i romerkirken. Her var der tre led i boden: Angeren, troen og "satisfaktionen", dvs. gerninger, som præsten pålagde personen at gøre efter boden, for at denne skulle træde i kraft. Her kan man nok godt tale om en straf, præsten pålægger. Romerkirken lagde også megen vægt på at man angrede på den rigtige måde. Det havde netop været et problem for den unge Luther, der var bange for, at han ikke angrede nok.

Luther på vej

I de 95 teser var Luther endnu kun på vej. Han var ikke så klart reformatorisk, som han var nogle år senere. På den ene side hedder det i tese 7, at skriftemålet ved en præst er nødvendigt, på den anden side er teserne fulde af understregning af, at den indre bod er den vigtigste. Derved bliver boden ikke bare enkeltstående handlinger (skriftemål ved en præst), men et livslangt vilkår, som den kristne altid lever i. (tese 1: Hele de troendes liv skal være en bod). Det er Gud alene, der tilgiver, men Luther mente på dette tidspunkt, at synderen alligevel også skulle gå til skriftemål hos en præst, og derved ydmyge sig og vise, at det var alvor med den bodfærdige holdning (tese 7).

Troen er afgørende

Senere lagde Luther hovedvægten på, at man ved troen på Kristus havde den fulde tilgivelse for synd. Troen er det afgørende! Det en præst kan gøre, er at formidle Kristi ord om tilgivelsen. Er der ingen præst til stede, kan en lægmand udmærket bringe evangeliet videre og påtage sig den tjeneste at afholde et skriftemål. Luther mente selv, at skriftemålet var en vigtig ting – anfægtede kristne havde brug for det, og det var sundt med den ydmygelse overfor et andet menneske. Dog måtte man ikke, som i den romersk-katolske kirke, stille det som et absolut krav, at folk gik til skrifte med jævne mellemrum, eller i hvert fald en gang årligt.

Skriftemålet

I de lutherske kirker, også i Danmark, blev det snart skik, at man gik til skriftemål forud for altergangen. Uden skriftemål ingen altergang. Sådan var det frem til slutningen af 1800-tallet, hvor man begyndte at gå til nadver, selvom man ikke havde været til skriftemålet først. Da mange skulle til skriftemål, blev der tale om et fælles skriftemål, hvor præsten fremsagde en syndsbekendelse på alles vegne. Den enkelte kom altså ikke med en fortrolig betroelse til præsten. Det kunne man stadig vælge at gøre i det private skriftemål, hvis man opsøgte præsten (eller en anden).

I dag

Sådan er status i den lutherske kirke i dag: Nogle steder holder man fælles skriftemål før nadver, men det er frivilligt at deltage. Nogle opsøger præsten privat til personligt skriftemål. Så man kan bestemt ikke sige, at boden er helt forsvundet fra folkekirken (den lutherske kirke), men der kunne nok være grund til at bruge skikken noget mere!

---

Skrevet af:
Kurt E. Larsen

Lagt på nettet 29.10.2014