21.08.2013 12:00 Alder: 11 yrs
Kategori: Udvalgte svar

Skrevet af:
Leif Andersen

Kan jeg bare synde når alt alligevel tilgives?

Svar:

Tak for dit spørgsmål – som er alt andet end et ”dumt spørgsmål”! Dels er det et af de vigtigste spørgsmål i kristendommen; dels sejler mange kristne faktisk rundt i det og kan ikke finde ud af det.

Der, hvor det går galt for mange, er når man tænker på ”tilgivelsen” og på ”troen” som noget rent teknisk og teoretisk. Og man indser måske aldrig, at der med troen indledes en ægte relation til Kristus, som det Nye Testamente igen og igen kalder for ”kærlighed”.

Det vigtigste i kristendommen er, at vi frelses ved tro. Tror man på Kristus - det vil sige: kommer man til ham i bøn om tilgivelse - så har man allerede den tilgivelse, man beder om! Jesus siger: ”Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (Johannes 6,37). Der er ingen betingelse og intet krav – altså intet krav overhovedet.

Det viser sig måske bedst i Jesu lignelse om den fortabte søn, der vender hjem til sin far (Lukas 15) – og faderen falder ham om halsen og byder ham velkommen hjem, selv om han har svinet sit liv til og ødet sin fars ejendom bort. Faderen forlanger intet – han tager imod ham, også selv om han jo faktisk ikke engang kommer af særligt smukke motiver; men pengene er sluppet op, og nu er han sulten …

Sådan er troen, og sådan er tilgivelsen. Og det er nok!

Men så er der jo altså nogle – også nogle kristne – der tænker, at så kan jeg jo bare fortsætte med at leve lige så egoistisk og lige så ligeglad med min fars vilje! Men på den måde afslører man, at man slet ikke har indset den kærlighed, faderen møder os med. Så er faderens tilgivelse bare endnu en af de rettigheder og den ejendom, man bare kan bruge løs af og øde væk.

I Galaterbrevet raser Paulus imod dem, der vil gøre sig fortjent til frelsen ved gode gerninger. Og han slår fast den ene gang efter den anden, at det er ved tro, vi bliver frelst. – Men så i kap 5 vers 6 viser han, hvad han mener med tro: Det er ”tro, som er virksom i kærlighed.”

I den troende - når man begynder at leve i bøn til Gud - vil der begynde at spire en kærlighed, som både Jesus og Paulus kalder for ”en frugt”. Hvis den overhovedet ikke begynder at spire, så begynder ens tro simpelt hen at dø!

Kærligheden er altså ikke en slags betingelse oven i, som man skal opfylde for at blive frelst. Men den gror frem som en frugt, hvis man lever i troens relation til Kristus. Tro og tilgivelse er ikke noget teknisk og teoretisk, men en levende relation.

Så hvis man forsøger sig med, at ”Jeg tror, og så er jeg for øvrigt ligeglad med Guds bud og med min næste”, så kan troen faktisk slet ikke overleve i det lange løb.

Troens kærlighed er beskrevet fx i Galaterbrevet 5,22-23: ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse”.

Det betyder for det første, at man begynder at elske Gud og hans bud – og så vil man også blive oprigtigt ked af, at det ikke lykkes bedre for en! Derfor bliver man aldrig færdig med at bede om tilgivelse. Og man bliver aldrig færdig med at undre sig over og glæde sig over, at han aldrig bliver træt af at tilgive.

For det andet: Man begynder at elske sin næste. Man bliver altså egentlig ikke så optaget af at blive ”et bedre menneske” – man bliver meget mere optaget af at gøre det bedre for sine medmennesker. Derfor taler fx 1. Johannesbrev meget om, at man ikke kan elske Gud, som man aldrig har set, hvis man så samtidigt hader sin broder, som man har set.

Det er i virkeligheden slet ikke noget, man bliver helt færdig med at forstå i dette liv! Også selv om man har fattet princippet i det, så bliver det ved med at være en spændende og livsvigtig kamp, at man så også omsætter det i praksis. Og livet igennem kan det komme bag på en, hvad det indebærer i praksis.

Du ønskes alt godt.

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 21.08.2013