20.07.2005 12:00 Age: 19 yrs

Hvad sker der i 2. Mosebog 4?

Jeg kan ikke forstå meningen med 2 Mosebog 4,24-26, hvor der står: "v24 I et herberg undervejs overfaldt Herren ham og ville slå ham ihjel. v25 Da tog Sippora en flintekniv og skar sin søns forhud af. Hun berørte hans kønsdele og sagde: »Nu er du min blodbrudgom!« v26 Så slap Herren Moses. Det var den gang, hun brugte ordet blodbrudgom om omskærelsen." De tre vers, der ligger midt i hele teksten, kommer overraskende og efterlader mig som et stort spørgsmålstegn. Kan du forklare betydningen af dem?

Svar:

Der er ingen indledende forklaring som eventuelt kunne støtte vor forståelse af det mærkelige, der skete! Det er en af grundene til at forskerne står famlende over for disse tre vers! Men det er vigtigt at være klar over, at Moses, der skulle være israelitternes leder, ikke havde lov til at bryde omskærelsens pagt. (1. Mosebog 17,10ff.) Derfor ville Herren straffe ham…

Herrens voldsomme vrede havde at gøre med, at Moses havde forsømt at omskære sin yngste søn velsagtens på grund af Sipporas indflydelse. Hun var midjanit, og det kan have vakt midjanitternes mishag, at Moses havde omskåret sin førstefødte søn.

Da Sippora til sin rædsel opdagede, at Moses forsømmelse var ved at føre til, at Moses ville blive ramt af Herrens vrede – måske gennem en farlig sygdom, som han kunne dø af - , omskar hun resolut sønnen for at redde sin mand og Herren lod Moses være!.

Det var formodentligt derfor, hun kaldte Moses sin ”blodbrudgom”. Betegnelsen bruges kun i denne beretning. Moses havde forsømt omskærelsen og skulle derfor dø, men Sippora fik sin elskede Moses tilbage som sin brudgom på ny! Der skal nok have være romantik med i spillet – så Moses føjede sin smukke hustru og ikke lod sønnen omskære og derefter blev reddet af hende!!

Det besynderlige, at Sippora ifølge den danske oversættelse rørte ved sin mands kønsdele med sønnens afskårne forhud beror vist på en noget ”løs” oversættelse i vor nyeste danske oversættelse fra 1992. Jeg har set efter i flere oversættelser på forskellige sprog og i de fleste står der ben eller krop og ikke kønsdele – den eneste undtagelse jeg har kunnet finde er i en tysk oversættelse som vel er præget af en religionshistorisk tydning af begivenheden som den danske oversættelse nok også er det!

 

Bent Tage Nielsen


Lagt på nettet 20.07.2005

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også