Gud eller kongen som autoritet?

Svar:

Hovedpunktet i den israelittiske "kongeideologi"  i GT er, at Herren er Israels konge. Det er han stadig "til evig tid". Men på grund af israelitternes ulydighed og trang til at være som de andre folk, gik det hele meget anderledes. Vi kan ikke forsvare men nok forklare israelitternes "kongeideologi", da den var  udtryk for oprør mod  Israels konge, Herren!

Gud som israelitternes konge

Israelitterne levede i teokrati, under Guds direkte herredømme, med Gud som øverste leder og autoritet fra Moses til Samuel. Derfor står der i 2. Mosebog kapitel 19 vers 5-6 " Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig.  I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig."

På Sinai bjerg "fødtes" Abrahams slægt til et folk med Gud til konge - han  kaldes " konge i al evighed" (2. Mosebog kapitel 15 vers18). Videre står der i 5. Mosebog kapitel 33 vers 4-5: " Den lov, som Moses pålagde os, er blevet Jakobs forsamlings ejendom.  Der kom en konge i  Jeshurun..." (Jeshurun = Israel).

Moses og Josua og dommerne var alle enkeltpersoner, som fik begrænsede opgaver. Der blev ikke tale om et jordisk kongedømme. Dommeren Gideon afslog at blive konge, og hans søn Abimelek  forsøgte sig som konge (Dommerbogen 9), men endte med at gå ulykkeligt til grunde!  

Den himmelske konges jordiske repræsentanter var i den periode profeterne (Moses og Samuel), præsterne og dommerne. De var kaldet af Gud og der var ingen central regering i folket, men nok en central helligdom i Shilo. I Josvabogen kapitel 18 vers 1 fortælles der, at hele israelitternes menighed samledes i Shilo, og de rejste Åbenbaringsteltet dér, som et synligt udtryk for deres religiøse og folkelige enhed!  Men Gud var deres konge!.

Det skal nævnes at der i 5 Mosebog kapitel 17, er en såkaldt kongelov, der tager højde for, at Israel måske engang ville tage sig en konge! 

Gud vraget som konge

Hos profeten Samuel  læser vi, hvorledes Gud gjorde det klart for ham, at Gud selv var Israels eneste og egentlige konge ( 1. Samuelsbog kapitel 8 vers 7 til kapitel 10 vers 18). Det blev gjort tydeligt for Samuel og israelitterne, at når folket nu ville have en jordisk konge som alle de andre folk havde, så var det Herren, de vragede, selv om de argumenterede med, at Samuel havde nået pensionsalderen og hans sønner var uduelige. Israel fik så sin første konge, Saul, derefter David og Salomon i det såkaldte enhedsrige.

Kongerigets splittelse og fald

Efter Salomons død blev dette rige delt i to rige. Nordriget, hvor alle kongerne var ugudelige - og Sydriget, med Jerusalem som hovedstad. Alle konger i dette rige - kaldet Juda - var af Davids slægt og enkelte af dem var fromme folk.

Nordriget gik til grunde i 722 f. Kristus og Sydriget bestod indtil 586 f. Kristus, da den sidste konge af Davids slægt blev besejret af babylonierne.

Det sidste denne konge, Sidkija,  så, før Babylonierne stak hans øjne ud, var at hans børn blev hugget ned med sværd. Derefter blev han lagt i lænker og ført til Babylon. ( Se 2. Kongebogen kapitel 25).   Fa da af kunne man virkelig tale om israelitternes jordiske kongerige som "Davids faldne hytte" (Amos Bog kapitel 13) eller som "Isai Stub" (Esajas bog kapitel 11 vers 1) og det var som alt håb var ude.

Efter Jerusalems ødelæggelse

Der er mange der mener at "hedningernes tider" begyndte med Jerusalems ødelæggelse i 586 f. Kr. Det  er i hvert fald en kendsgerning, at jøderne siden den tid har måtte opleve sig selv som et folk på flugt og spredt over hele jorden.  Det var helt  i overensstemmelse med forudsigelsen: " Hos de folk skal du ikke få ro, og din fod skal ikke finde hvile. Herren skal give dig et uroligt hjerte, udslukte øjne og et ængsteligt sind.  Dit liv skal hænge i en tråd; du skal være bange nat og dag og ikke være sikker på dit liv. Om morgenen siger du: »Gid det var aften,« og om aftenen: »Gid det var morgen;« så stor er den rædsel, der fylder dit hjerte, over det, dine øjne får at se."(5. Mosebog kapitel  28 vers 65-67 )

Konger uden guddommelig status

Jeg tror det er vigtigt at vide, at israelitterne i deres "kongeideologi" aldrig tillagde deres konger guddommelige egenskaber, i modsætning til det der skete hos andre folk - jfr. kejserdyrkelsen i Rom og i Japan. Ligeledes ser det ud til at mange, især profeterne og salmisterne, godt vidste at kongen  havde sin  myndighed fra Gud.

Da Juda rige var gået til grunde  rettedes opmærksomheden mere og mere mod den store konge: Messias, der er skildret af profeterne (Se Esajas bog kapitel 9 vers 1-7) og af kong David (2. Samuels kapitel 23 vers:1-7)   hvor han på sit dødsleje vidner om ham, som Gud vil lade vokse frem. Vi ved, at denne nye konge, er Jesus Kristus, Herrernes Herre og kongernes konge. 

Lagt på nettet 17.11.2004