05.04.2004 12:00 Age: 21 yrs
Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Gør Gud stadig mirakler?

Hej jeg har et lille spørgsmål: Hvis man læser 1kor 13. 8-11 - skal det så forstås sådan at de profetiske gaver de skal stoppe og hvornår?. Eller gjaldt alt dette kun for den første kristne menighed. Var det kun den første menighed der kunne udføre mirakler ?

Svar:

Paulus har skrevet to breve til den kristne menighed i den græske by Korint. I det første brev skriver han om mange emner, blandt andet i kapitel 12-14 om de gaver, som Gud udruster og glæder sine børn med. Det er for eksempel den gudgivne evne til at være apostel (Jesu 12 første og grundlæggende udsendinge), evnen til at undervise om kristendommen, evnen til at profetere (sige noget direkte fra Gud), evnen til at tale i tunger (tale englenes sprog til Gud), evnen til at lede og styre en menighed osv. Paulus kalder dem nådegaver, fordi vi ikke er født med dem af vores mor, men får dem skænket som en gave af Gud i kraft af hans nåde.

I kapitel 13, vers 8-11 skriver han så følgende, som du spørger om: "Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige."

Spørgsmålet er så, hvornår profeti, kundskab og tungetale skal forsvinde. Er det, da den første kristne generation var død, eller er det på et andet tidspunkt?

Hvis vi læser den næste sætning hos Paulus med, så får vi svaret. Han fortsætter nemlig således: "Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt."

Mens vi lever her på jorden, ser vi ikke Jesus ansigt til ansigt. Gennem det kristne budskab ser vi ham, ligesom man i Oldtiden så ind i et af de dårlige spejle, man havde dengang. De var en metalplade, der var blankpoleret, og som derfor viste ansigtet uklart. Men når Jesus kommer ved verdens ende for at dømme levende og døde, og han tager sine venner med hjem til paradiset, da skal vi se ham ansigt til ansigt.

Det indebærer, at det er dette tidspunkt, Paulus tænker på, når han taler om, at profeti, kundskab og tungetale skal forsvinde. Så længe denne verden står, og så længe der er mennesker, der tror på Jesus her på jorden, så længe vil disse nådegaver eksistere, men de vil forsvinde, når Jesus kommer igen, for da er der simpelthen ikke brug for dem længere.

Når man læser skrifter fra Oldkirken, så fortæller de også om, at disse nådegaver var i funktion længe efter den første kristne generations tid, ligesom de er det i dag.

Så - som ordsproget lyder: miraklernes tid er ikke forbi.


Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 05.04.2004

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også