Skrevet af:
Jørgen Sejergaard
Gi'r det mening at bruge Bibelen i en debat?
Svar:
Dit spørgsmål er ingenlunde dumt, men tværtimod særdeles vigtigt. Det drejer sig om selve kilden til vor viden om Gud og denne kildes art. Netop derfor er jeg nødt til at give et meget omfattende svar. Læs det fulde svar i artiklen Hvad kan Bibelen bruges til?
Her i svararkivet har vi valgt at vise en forkortet udgave af svaret:
Når folk spørger om, hvad Bibelens lære er, er det helt naturligt at svare med henvisninger til Bibelen. Det svarer til at henvise til Karl Marx, når nogen spørger om hans mening.
Men noget andet er det, når der spørges om sandheden og virkeligheden, og der så henvises til Bibelen. Her må man gøre sig klart, hvad Bibelen er, og hvad den ikke er.
Bibelen er ikke én bog, men mange forskellige skrifter, helt nøjagtig 66. Selve navnet Bibel kommer fra det græske "biblia", som betyder "bøger." Disse 66 skrifter er blevet til på forskellige måder som du kan se af nedenstående oversigt, hvor jeg også forsøger at beskrive, hvad de forskellige typer skrifter kan bruges til og ikke bruges til. Jeg beskriver her:
1.Åbenbaringer, 2. Øjenvidneberetninger, 3. Samtidens konsekvensdragninger, 4.Skrifter af ukendt oprindelse.
1. ÅBENBARINGER
Nogle få af bøgerne - eller dele af dem - er blevet til ved, at deres forfatter har fået ordene eller budskabet i et syn eller en anden form for åbenbaring fra den usynlige verden. Det gælder især dele af profetlitteraturen i Det gamle Testamente og i Det nye Testamente udelukkende Johannes' Åbenbaring og enkelte andre korte afsnit, som for eksempel Apostlenes Gerninger, kapitel 10, vers 6 og vers 10-16 og kapitel 22, vers 17-21 og lignende.
Disse åbenbaringer indeholder hovedsagelig fem ting:
For det første syner af Gud. Dvs. beskrivelser af, hvordan Gud ser ud og i forbindelse dermed, hvad han gør og siger i eller fra den himmelske verden. Der er tre eksempler på det. Det er Esajas' bog, kapitel 6, vers 1-10, og Ezekiels bog kapitel 1 og Johannes' Åbenbaring kapitel 4-5.
For det andet afsløringer af afgudsdyrkelse og ondskab hos menneskene. For eksempel Ezekiels bog kapitel 8.
For det tredje opmuntringer til det trængte Israel.
For eksempel Esajas kapitel 40-66.
For det fjerde forudsigelser af fremtiden.
Dem er der mange af rundt omkring hos profeterne, for eksempel hos profeten Esajas, kapitel 13-35, hos profeten Jeremias kapitel 13, kapitel 21-25, kapitel 27-31, kapitel 46-51, hos profeten Ezekiel, kapitel 24-48 og mange andre steder.
For det femte vejledninger i arbejdet for at forkynde kristendommen, så det fører til oprettelse af menigheder (herefter kaldet missionsarbejdet).
For eksempel Apostlenes Gerninger kapitel 13, vers 1-3, kapitel 16, vers 9-10 og måske vers 7, kapitel 21, vers 10-14.
HVAD KAN ÅBENBARINGERNE BRUGES TIL I EN DEBAT?
De har ingen umiddelbar beviskraft i en diskussion, men de kan godt på længere sigt påvirke debatpartneren til tro. Både afsløringer, opmuntringer og forudsigelser kan komme til at stå meget stærkt, efterhånden som læseren selv oplever, at budskaberne bekræftes og indfries. Teksterne har nok også en vis positiv betydning for mennesker fra andre religioner, som i forvejen tror på åbenbaringer, f. eks. muslimer.
Kort sagt: Når vi diskuterer om den usynlige verden findes, og hvad den indeholder, så henviser vi til de bibelske forfattere, som påstår, at de har set og hørt noget derfra. Det er da fuldstændig konsekvent og logisk. Men de giver - i første omgang i hvert fald - kun mening for den, som ikke på forhånd fuldstændig vil udelukke, at den usynlige verden findes.
2. ØJENVIDNEBERETNINGER OG HISTORISKE UNDERSØGELSER
Den næste gruppe er enten øjenvidneberetninger til vigtige begivenheder i verdenshistorien (for eksempel Johannes-evangeliet) eller historiske undersøgelser på grundlag af kildeskrifter eller øjenvidneudsagn (for eksempel Lukas-evangeliet og Konge- og Krønikebøgerne i Gammel Testamente).
Næsten alle de begivenheder, som disse skrifter beretter om, kunne ses af mange mennesker. De var i bedste forstand offentlige.
I disse skrifter falder historisk værdi og religiøs sandhedsværdi sammen, fordi det religiøse budskab består i, at usædvanlige begivenheder har fundet sted og en ellers usynlig gud har givet sig meget fysisk og i sidste ende endog meget legemligt til kende.
F.eks påstår Anden Mosebog, at der på Moses befaling kom ti plager over datidens stærkeste militærmagt Ægypten, som samtidig var et tyranni på linje med Hitler, og Anden Mosebog påstår, at disse plager tvang Ægypten i knæ, så landets leder, Farao, måtte give israelitterne fri fra slaveriet. Hundredetusinder, ja måske millioner af mennesker kunne følge det hele, for de stod selv midt i det.
Alternative kilder
Mange mennesker vil benægte, at disse bibelske skrifter er øjenvidneberetninger, og benægte, at begivenhederne overhovedet har fundet sted. Man vil i stedet hævde, at beretningerne er sagn eller legender. Denne påstand kan blandt andet støtte sig til, at vi kun har én kilde til disse begivenheder, nemlig Anden Mosebog.
Går vi frem i Israels historie, tegner der sig et andet billede af dokumentationen for begivenhederne: De sidste 200 års arkæologi har gravet alternative kilder frem til de senere begivenheder i Israels historie (især fra århundrederne efter år 850 før Kristus og derudover nogle få spor fra tiden tilbage til omkring år 1000). Det er kendetegnende ved alle disse kilder, bibelske som ikke-bibelske, at de er religiøse i den forstand, at alle forfatterne troede på, at deres gud eller guder styrede verdens gang. Så disse forskellige kilder vil ikke samstemmende vise, at Israels Gud findes eller udførte begivenhederne, men de er enige om, de nævnte konger både uden for Israel og i Israel ikke er sagnfigurer, men ægte historiske og velbevidnede skikkelser, og kilderne er enige om, hvor og hvornår de levede. Så langt bekræftes de bibelske kilder altså af andre kilder.
Den historiske Jesus
Da alle muligheder for at gennemføre Guds plan om velsignelse til alle jordens slægter gennem det udvalgte Israel og dets kongedømme var udtømte, sender Gud sin egen søn, Jesus fra Nazareth. Han er kulminationen på det hele, og han er velbevidnet som historisk skikkelse fra både nytestamentlige kilder og fra samtidige romerske og jødiske kilder. Uden for Ny Testamente er han dog kun nævnt i korte notitser, og hans undere er kun nævnt af de jødiske kilder, hvoraf Josefus (37-o.100 efter Kristus) nævner dem positivt, og de rabbinske kilder (Talmud) nævner dem kritisk.
Vi møder altså en usædvanlig skikkelse med en usædvanlig myndighed. Ny Testamente siger, at han optrådte med guddommelig myndighed både over sygdomme og naturens kræfter og dæmoniske kræfter.
Dog står Jesu opstandelse for sig selv. Ingen har nemlig set den ifølge Ny Testamente, hverken venner eller fjender af Jesus. Fjenderne, de romerske soldater, der holdt vagt, så en engel stige ned og vælte stenen fra, inden de besvimede, og bagefter så de måske den tomme grav. Jesu venner så heller ikke selve opstandelsen, men de så både den tomme grav og den opstandne selv, og ikke alene så de ham, men de talte også med ham og fik lov til at røre ved ham og mærke naglemærkerne efter korsfæstelsen og mærket efter spydstikket i hans side, og de gav ham mad, som han spiste. Dertil kommer, at de så ham ikke kun én gang, men mange gange, i en periode på 40 dage, inden han blev løftet ind i den usynlige verden.
Derfor kan man hverken fortænke dem eller nogen andre af hans disciple - ved en bestemt lejlighed, hvor der var mere end 500 personer - at de troede på, at Jesus var opstået fra de døde. Man kan som regel ikke bebrejde folk noget, de uforvarende har oplevet.
Vidners troværdighed?
Den samlede konklusion er, at der er mange vidner til Jesu liv. Det meste foregik i offentlighed, hvor kun kvaliteten og ikke fakticiteten kan benægtes. Det er lige præcis det, som var Jesu modstanderes problem: "Hvad gør vi? Den mand gør mange tegn." (Johannes-evangeliet, kapitel 11, vers 47). Dog viste han sig efter sin opstandelse fra de døde kun for de troende, og her er det deres troværdighed, det hele hænger på.
Forfatteren C.S.Lewis (1898-1963) stiller det i et tilsvarende eventyr (Løven og heksen og garderobeskabet) meget enkelt op: Enten er de syge, eller også er de løgnagtige, eller også må vi tro på, hvad de siger. Og jeg finder ingen grunde til, at de skulle være syge eller løgnagtige. Derfor kan vi roligt tro på det, de siger.
Lewis var professor i litteratur ved universitetet i Cambridge og var ateist. Han troede ikke, at der fandtes nogen gud. Forskellige logiske, rationelle overvejelser, som han gør rede for i sine bøger, førte ham til den konklusion, at Gud må findes, og Jesus må være åbenbaringen af denne Gud. Lewis havde læst myter og legender og sagn hele sit unge liv, og derfor kunne han med det samme se, at Ny Testamentes beretninger om Jesus ikke er nogen af dele. Det har karakter af øjenvidneberetning. Dette forhold var medvirkende til, at han kom til at tro på Jesus og hans opstandelse.
Centralt i Bibelen står altså Jesu overvældende myndighed og kærlighed. Og hans myndighed har betydning for den kristne kirkes syn på Det gamle Testamente. Når en mand med en sådan ufatteligt stor myndighed har anerkendt Det gamle Testamente, som han gør i talrige udtalelser i Ny Testamente, hvem er da vi, at vi skulle underkende ham?
HVAD KAN DISSE ØJENVIDNEBERETNINGER OG HISTORISKE UNDERSØGELSER BRUGES TIL I EN DEBAT?
Kort sagt viser de, at kristendommen ikke bygger på subjektive følelser, sagn eller legender men på begivenheder i historien med kolossale konsekvenser.
Disse beretninger kan også vise os, at kristendommen ikke er blevet til i hemmelighed, men i fuld offentlighed gennem offentlige begivenheder, hvis virkelighed offentligheden har kunnet kontrollere (med undtagelse af Jesu opstandelse og Jesus som opstanden, som jeg har skrevet om ovenfor).
Jesu opstandelse er kristendommens afgørende begivenhed i den forstand, at uden denne opstandelse er Jesus død som alle andre og kan ikke gøre krav på nogen særlig opmærksomhed efter sin død. Jesu opstandelse er derfor afgørende for kristendommens sandhed.
I en debat kan henvisningerne til Bibelen tjene som dokumentation for, at Jesus lever og virker i dag med sin kærlighed og myndighed. De kan også virke som udfordring for debatpartneren, nemlig en udfordring til selv at undersøge sagen nærmere, enten historisk eller eksistenstielt. Jesus opfordrer os meget klart til det sidste, når han siger følgende i Johannes-evangeliet kapitel 7, vers 17: "Den der vil gøre [Guds] vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv." Med andre ord: Hvis man efterlever Jesu lære i hverdagen, så vil man erkende, hvor den kommer fra.
3. KONSEKVENSDRAGNING
Den tredje måde, de bibelske skrifter er blevet til på, er udtryk for konsekvenserne af disse begivenheder i form af bønner, salmer, kærlighedsdigte, filosofi, troslære og etik i breve og små bøger.
I Det gamle Testamente er det hovedsagelig refleksioner over skabelsen, syndefaldet og de store begivenheder i Israels historie.
I Det Nye Testamente er det refleksioner over Jesus og hans lære og dens forhold til Gammel Testamente. Refleksionerne gælder også forholdet mellem Jesu lære og andre religioner.
Disse afsnit, som altså fylder ganske meget af Bibelen, kan kaldes subjektive for så vidt som de ofte bliver til i situationer, som den enkelte forfatter oplever, og hvor situationen kræver et svar. De er også subjektive i den forstand, at forfatterne ofte giver udtryk for deres egne frustrationer over, at deres tilhørere blev deres modstandere. Men de er objektive i den forstand, at de er logiske konklusioner af noget, der er givet forud for dem selv.
HVAD KAN DE BRUGES TIL?
Disse konsekvensdragninger viser os ganske enkelt, hvad Guds store indgreb i historien betyder for vores hverdag og vores fremtid og vores evige skæbne, og hvordan vi skal forholde os til det.
Vi kan bruge dem til at få svar på, hvordan vi skal forholde os, hvis vi gerne vil følge Jesu lære, og ligeledes modsat, hvad der sker, hvis vi ikke vil følge Jesu lære. I en moderne debat kan de vise, hvad kristendommens grundlæggere, Jesu bemyndigede udsendinge, mente om disse vigtige spørgsmål. De har copyright på kristendommen, og derfor må vi følge dem, når vi vil følge kristendommen.
Ny Testamente er optaget af hovedsagen, som er kærligheden, altså Guds og vores i nævnt rækkefølge, og Ny Testamente er optaget af at præcisere, hvad kærlighed er, og det sker dels ved at forkynde, at Skaberen gik i døden for at redde sin skabning og dels ved at skærpe de ti bud helt ind til hjerteroden. Alt andet er overladt til den menneskelige frihed og den menneskelige administration.
I en debat kan vi henvise til disse skrifter og afsnit og sige: Se, hvilke rigdomme og hvilken vejledning disse forfattere har opdaget i skrifterne og begivenhederne!
4. TEKSTER AF UKENDT OPRINDELSE
Det er det første kapitel eller to i første Mosebog, dvs. skabelsesberetningen og de første bemærkninger om de første menneskers liv. Noget har Adam og Eva selv oplevet og har måske fortalt videre, måske endda skrevet ned, hvis skrivekunsten blev opfundet så tidligt. Andet har de måske fået at vide af Gud selv, og dermed er vi tilbage ved afsnit 1 om åbenbaringer. Dybest set er den kristne kirkes holdning til disse to kapitler afhængig af Jesu autoritet, og han regnede helt klart med, at det, der stod dér, var sandt. At jeg hermed rører ved en hel stormflod af videnskabelig diskussion er jeg mig fuldt bevidst. Jeg henviser til hjemmesiden www.skabelse.dk for nærmere diskussion.
KORT KONKLUSION
Selv om mennesker ikke er ufejlbare, så er de alligevel gode nok til at fungere i en retssal som øjenvidner og på grundlag af deres vidneudsagn fælder vi domme, som får afgørende betydning for dømte og frikendte og os selv. Det gælder ved en ganske almindelige domstol i byretten, der behandler tyveri og færdselsforseelser, og det gælder i den "historiske" eller "eksistentielle" retssal, hvor mennesker træder frem og bevidner, hvad de har set Gud gøre i historien.
Vi kan ikke løbe fra øjenvidnernes udfordring. Den rører både ved de ømme punkter og viser en vej ud af problemet. Og den står der netop med øjenvidnernes sandhedsværdi.
Hvad kan vi bruge dem til i en debat? Vi kan henvise til dem, fordi de hævder at have set noget. De har set noget i himlen, i historien og i konsekvenserne. Og så vil jeg slutte med et citat fra en af dem, som under trussel om straf blev opfordret til at tie stille: "Vi kan ikke lade være med at tale om, hvad vi har set og hørt." (Apostlenes Gerninger, kapitel 4, vers 20).
Skrevet af:
Jørgen Sejergaard
Lagt på nettet 05.07.2004
