08.02.2006 12:00 Age: 18 yrs

Skrevet af:
Kurt E. Larsen

Forskellen på græsk-ortodoks og protestantisme?

Hvad er forskellen på græsk-ortodoks og protestantismen ?

Svar:

Om forholdet mellem græsk-ortodoks og protestantisk kristendomsforståelse:

Den samme tro

Der er grundlæggende tale om den samme kristne kirke og den samme kristne tro, blot har de historiske omstændigheder i Syd- og Østeuropa været meget anderledes end i Nord- og Vesteuropa – og det har skabt nogle forskelligheder af mest ydre art.

Begge kirker tror på Gud Fader, Jesus Kristus og Helligånden.

Begge kirker tror, at man får syndernes forladelse ved tro på Gud og Jesus – og denne tro gives ved Helligånden.

Begge kirker bygger på den tro, der er udtalt i de oldkirkelige trosbekendelser.

Begge kirker fastholder dåben og nadveren, som Jesus har indstiftet. De ortodokse har barnedåb, ligesom også de fleste protestantiske kristne har det (dog ikke alle).

Den ortodokse kirke udgør i høj grad en enhed – ved fælles lære og liturgi – mens den protestantiske kirke er splittet i mange underafdelinger. I det følgende tænkes der særligt på den lutherske del af protestantismen!

Bibel og tradition

Den protestantiske kirke bygger primært på Bibelen – men fastholder også de oldkirkelige trosbekendelser. Den græsk-ortodokse kirke lægger rigtig meget vægt på traditionen (både de oldkirkelige trosbekendelser og den tradition, der er samlet i kirkens liturgi) – og i praksis kan dette få større betydning end Bibelen.

Gudstjenester og kirkebygninger

Gudstjenesteformen er meget gammel, meget højtidelig - og meget vigtig for de ortodokse. Gennem denne gamle liturgi videregives troen til mennesker, og den ændres der derfor ikke på. For protestantiske kristne er liturgi ikke så vigtig – blot Ordet forkyndes sandt ud fra Bibelen, må man gerne ændre på gudstjenesteformerne i moderne retning.

Ortodokse kirkebygninger er meget smukt udstyrede, med mange billeder (ikoner) og lys osv. Protestantiske kristne lægger ikke megen vægt på kirkebygningerne, der kan være små eller store, udsmykkede eller ikke udsmykkede.

Præster og ledelse

I begge kirker afviser man at paven i Rom skal lede kirken. Man har begge steder præster og biskopper i spidsen for kirken – og desuden har de ortodokse nogle øverste kirkeledere for større områder: Patriarker i Istanbul, Rusland, Serbien, Bulgarien …

Den ortodokse kirke har rødder helt tilbage til apostlenes tid – og det er man meget stolte af og søger at værne om. Den protestantiske kirke opstod ved reformationen i 1500-tallet, hvor man søgte tilbage til Bibelen, bag om de misbrug, der var opstået i den romersk-katolske kirke. Ved at bryde med paven i Rom kom de protestantiske lidt nærmere til de græsk-ortodokse, der aldrig har været underlagt pavens kirkestyre.

Præster må i begge kirker gerne være gift – dog vælger man i de ortodokse kirker kun biskopper blandt dem, der lever i cølibat. Kvinder kan i nogle protestantiske kirker blive præster, mens de ikke kan det hos de ortodokse.

Klostre og Jomfru Maria

I de protestantiske kirker har vi ikke klostre, mens klostre spiller en meget stor rolle hos de ortodokse.

En række mennesker har der frivilligt valgt at leve i fattigdom og cølibat for at tjene Gud ved megen stilhed og bøn. Hos de protestantiske findes der ingen munke / nonner og ingen klostre, men mange af kirkens medlemmer yder en stor frivillig indsats i deres fritid.

Jomfru Maria omtaler de ortodokse rigtigt meget som ”Guds Moder” og som et forbillede for kristne i dag. Hos de protestantiske regnes hun som en troende kvinde på nogenlunde lige fod med andre – og der tales ikke meget om hende i kirken.

Geografi og udbredelse

Dette var nogle af de vigtigste ting om forholdet mellem de protestantiske kirker, der er udbredt over hele verden i dag – og den ortodokse kirke, der stort set kun findes i Østeuropa – fra Grækenland i syd til Rusland i nord – typisk i lande, hvor de kristne i lange perioder har været underlagt enten muslimske eller kommunistiske regeringer.


Skrevet af:
Kurt E. Larsen

Lagt på nettet 08.02.2006

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også