15.11.2010 12:00 Age: 14 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Forkert at se nøgenbilleder?

Jeg er enig i, at porno som udstiller eller giver et forkert syn på kvinder (eller mænd...) er forkert. Men er det egentlig forkert at se på en nøgen kvinde, hvis hun ikke er gift og jeg heller ikke er? Der er jo mange af den slags billeder på nettet, som ikke undertrykker kvinder eller giver et forkert billede af sex. Er det så mere for hendes skyld at man ikke skal gøre det, fordi hun viser noget af sig selv som hører ægteskabet til? Og er der bibelsk belæg for det? Eller sagt på en anden måde: Hvis vi ser porno i sunde kristne rammer, er det så ok at se det?

Svar:

Lad os begynde med at prøve at definere begrebet ”porno”. For mig at se kunne det være: ”Materiale, der fremstilles med det formål at vække erotiske tanker/følelser hos brugerne. Kvindekroppen ses som en forbrugsting”.

Ud fra den definition kan jeg ikke forestille mig porno, der kan bruges i ”sunde kristne rammer” som du spørger til. For det vil altid lede til seksuelle tanker og følelser, der er rettet mod én jeg ikke er gift med.

Kunst og illustrationer

Derimod synes jeg godt, at man i nogle tilfælde kan bruge fx tekniske bøger om samlejeteknik, hvis man som ægtepar gerne vil udvikle sit fysiske samliv – også selvom en sådan bog indeholder fotos eller tegninger. Så længe de klart kun tjener til instruktion af det teksten vejleder i, synes jeg det er ok. Blot bør begge ægtefæller være med i læsningen af bogen.

Endvidere er der den gråzone, der hedder nøgenhed brugt i kunsten. Her er meningerne delte. Men jeg vil sige, at man kan sagtens forestille sig fx malerier af nøgne personer, hvor der ikke er noget pornografisk i det – jeg tænker fx på et maleri af Nolde, der forestiller Adam og Eva lige efter syndefaldet. De har ingen figenblade endnu - men fokus er helt klart ikke på noget pornografisk, men på deres reaktion på det forfærdelige syndefald.

Industi-porno

Nu går dit spørgsmål – så vidt jeg kan se – også på nøgenbilleder, der ikke falder ind under kategorien ”porno”: Du skriver, at ”Der er jo mange af den slags billeder på nettet også, hvor de ikke undertrykker kvinder eller giver et forkert billede af sex”.

Jeg lurer lidt på, hvad type billeder, du mener? For der vil vel altid være en grund til at der er en nøgen kvinde? Måske tænker du på de mange reklamer, der bruger hel- eller halvnøgne kroppe. Men er det ikke ”industri-porno”: man ønsker at bruge de tanker og følelser som en nøgen kvinde normalt fremkalder hos mænd til at stimulere deres købetrang? I hvert fald er kvindekroppen her set som en forbrugsting.

Det billede, de giver af sex, er vist ikke helt det med én mand og én kvinde i et ægteskab, men mere, at lidt lir jo altid forsøder tilværelsen? Så jeg synes ikke, de består testen.

Der er så fx de romantiske solnedgangsbilleder med en nøgen kvinde i silhuet. Her er fokus måske mere på det smukke i skaberværket – men igen er der vel en grund til at hun er nøgen? Jeg tænker fx på interviews med tegneserietegnere, hvor flere indrømmer, at grunden til, at der er en del letpåklædte/nøgne kvinder i deres serier egentlig ikke er, at det er nødvendigt for historien, men det er nødvendigt for salget! Er det så ikke industri-porno igen?

Langt mellem "uskyldige" nøgenbilleder

Bortset fra nogle eksempler fra kunstens verden og fra de tekniske bøger, er det så ikke svært at finde den slags ”uskyldige” nøgenbilleder, som du her omtaler?

Indtil nu har jeg ikke nævnt film. Angående den del af billede-verdenen, kan en films handling berettige, at der antydes erotiske scener – men jeg synes bestemt, at de kan holdes på det antydningsmæssige, og gør de ikke det, er vi på vej over grænsen til pornografi.

Ægteskabsbrud

Efter at have set lidt på ”markedet”, så lad os se på hvad Jesus mener: Måske tænker du på at Jesus siger: ”I har hørt, at der er sagt: ›Du må ikke bryde et ægteskab.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.” Matt 5,27 – 29.

Her taler han ganske rigtig om gifte kvinder (der for øvrigt ikke beskrives som nøgne – det gælder også dem med tøj på). Men det er fordi han er i gang med at snakke om begrebet ”at bryde et ægteskab” – og skal man bryde et ægteskab ved at have sex med en kvinde, kræver det jo, at denne kvinde er gift med en anden (hvis man ikke selv er gift). Derfor taler Jesus kun om andres hustruer.

Sex og nøgenhed hører til i ægteskabet

Men spørger man generelt om hvad Guds vilje er på dette område, så er det klart, at Guds vilje er, at en mand kun har fokus på én kvinde (både i nøgen og påklædt tilstand): nemlig ens egen hustru. Alt andet er imod hans vilje, hvad enten den (nøgne) kvinde, man har fokus på, er gift eller ej! Bibelen skelner heller ikke mellem, om man er kunde hos en gift eller en ugift prostitueret. Ethvert besøg dér er imod Guds vilje!

Og det at lade sine tanker og følelser ”besøge” en kvinde, hvad enten det er en kvinde på et foto, på en skærm, i en film, på en arbejdsplads eller en badestrand – er imod Guds gode vilje.

Vi mænd kan ikke undgå at lægge mærke til flotte nøgne kvinder (eller: langt de fleste af os kan ikke) – det er jo det reklamebranchen benytter sig af. Men vi kan arbejde med, hvad vi gør med det syn: hvis vi bare konstaterer det og så smider det ud af tanker og følelser, har vi gjort det rigtige. Men lader vi tanker og følelser kæle for det, så er vi på afveje. Som kirkefaderen Luther siger: ”Vi kan ikke forhindre fuglene i at lande på vores hoved – men vi kan forhindre dem i at bygge rede dér!”.

Du kan læse meget mere om porno og seksualitet på AdamogEva.dk


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 15.11.2010

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også