09.06.2005 12:00 Age: 20 yrs

Skrevet af:
Kerstin Hoffmann

Er Kranio-sakral terapi ukristeligt?

 Kan Kranio-sakral terapi forsvares ud fra Bibelen, eller er det en alternativ behandlingsform, som man bør holde sig fra?

Svar:

Der står af gode grunde intet om Kranio-Sakral Terapi i Bibelen, så vi skal bruge vores egen fornuft og vurderingsevne ud fra det menneskesyn som er tydelig nok i Bibelen.

Ny form - i slægt med kiropraktik

Kranio-Sakral Terapi (KST) har i modsætning til de fleste alternative behandlingstilbud ikke rod i gammel kinesisk tradition, men er af nyere dato. Terapien er blevet udviklet af læger med særlig interesse for den påvirkning, kraniet og spinalvæsken udøver på hele centralnervesystemet. Terapien er beslægtet med kiropraktikken. I udgangspunktet anerkendes den almindelige anatomiske viden på området, selvom denne anses for ufuldstændig.

Grundtesen: kranieknoglerne er i bevægelse

Grundtesen i KST er, at kraniet ikke er en stiv kasse, men at kranieknoglerne bevæger sig indbyrdes og dermed pumper spinalvæsken rundt med en ganske bestemt rytme (sakralryt-men). Denne rytme skulle efter sigende kunne mærkes af den øvede terapeut.

Terapeuten kan påvirke bevægelserne, skabe rytme

Tesen er, at traumer - bredt forstået - forårsager en ubalance i rytmen, og at den øvede terapeut ved at øve et meget let tryk på de rette kranieknogler kan genoprette rytmen og dermed modvirke den anspændthed, nedsatte blodforsyning eller hvad det nu er, som traumet har forårsaget. Terapien retter sig særligt imod stressrelaterede sygdomme, efterbehandling af traumer (fødselstraumer, trafikulykker og operationer) men også indlæringsproblemer, ordblindhed og visse former for depression og angst.

Ikke videnskabeligt gennemprøvet

Det har ikke været muligt for mig at undersøge, hvor meget af denne tese der er blevet gennemprøvet videnskabeligt, men de fleste undervisere lægger ikke skjul på, at terapiens effektivitet er en erfaringssag - og altså ikke en videnskabelig kendsgerning.

Ikke religiøs

For mig at se har KST ikke noget religiøst indhold. Det er en interessant teori, der måske nok virker fantasifuld, men ikke principielt anderledes end meget andet i den etablerede medicin. Den mangler bare den videnskabelige gennemprøvning.

Vær på vagt

Alligevel er der grund til at være lidt på vagt. Ifølge dansk lov om ophavsret kan enhver, uanset hvilken baggrund vedkommende har (eller ikke har), og uanset hvad vedkommende laver under sine behandlinger, anvende navnet “Kranio-Sakral Terapi” til at beskrive sit arbejde. Søger man på nettet, vil man da også finde KST i mange forskellige sammenhænge - hvoraf det meste hører hjemme i den østlige filosofi. Beskrivelsen af rytmer, der skal bringes i balance, svarer også ret godt til den traditionelle healing - og her er den teoretiske baggrund direkte hedensk, idet der er tale om at bringe klienten i harmoni med den universielle energi guidet af terapeuten. Således vil man på forskellige hjemmesider finde forskellige mere eller mindre nyreligiøse forklaringer på, hvorfor KST virker.

Det er ikke ligegyldigt, hvem man betror sit syge legeme til. Derfor er man nødt til at undersøge sin behandler, før man lader ham/hende undersøge sig. Men det gælder jo i virkeligheden også ved valg af egen læge.


Skrevet af:
Kerstin Hoffmann

Lagt på nettet 09.06.2005

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også