Er Gud af hankøn?

---

Svar:

Gud er ikke hankøn i menneskelig forstand, for han er ikke et menneske. Gud er ånd, men han er også Fader, og al faderlighed i menneskelivet er en afglans af ham. Den guddommelige, åndelige faderlighed er først, og den menneskelige, legemlige faderlighed er en afledt, sekundær størrelse (Paulus' brev til Efeserne 4,15).

Spørgsmålet er dybest set ikke, hvorfor Gud benævnes i "hankøn". Egentligt er denne vinkel en misforståelse. Spørgsmålet er snarere, hvorfor menneskelivet overhovedet kunne opstå? Og det skyldes altså Guds faderlighed.

Gud benævnes altså dybest set ikke i hankøn, men i faderlighed. Så langt så godt! Men hvad så med kvindeligheden og moderligheden? Hvor kommer den fra? Ja, den kommer også fra Gud. For selv om Gud ikke kaldes moder, så sammenligner han dog sin kærlighed med en mors kærlighed: "Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig" (Esajas 49,15). Og på en eller anden måde, som jeg ikke kan forklare, men blot pege på, er menneskene som mand og kvinde skabt i Guds billede (1 Mosebog 1,26). Det er altså ikke kun manden, der ligner Gud. Det gør kvinden også. Men nok endnu dybere: forholdet mellem mand og kvinde ligner Gud. Men dette nævner jeg som en punkt eller et perspektiv, ikke noget, jeg kan sætte mange ord på i en udførlig lære.

Ellers ligger moderligheden et andet sted i Bibelen. Guds faderlighed indebærer nemlig også, at han optræder som husbond for sit udvalgte folk (Jeg undgår bevidst ordet mand, da det let giver forkerte associationer i retning af menneske). Han er altså ikke kun kongen, der har tjenere, men også husbonden, der har en hustru (Ezekiels Bog 16), og faderen, der har børn (Matthæusevangeliet 6), alt sammen forstået åndeligt, ikke legemligt. Hans hustru er hans udvalgte folk, som igen er mor til hans børn. I Ny Testamente lærer vi, at Det himmelske Jerusalem er vores mor (Paulus' brev Galaterne 4,26).

---

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 12.08.2003