21.10.2005 12:00 Age: 19 yrs

Skrevet af:
Poul Hoffmann

Bør hekseri straffes i dag?

Jeg har gået og tænkt et stykke tid. I f.eks. 1500 tallet bliv der brændt og dræbt mange kvinde fordi de var hekse eller havde kontakt med det okkulte/Djævelen. Er det ikke lidt barbarisk at slå ihjel på sådan et tyndt grundlag?? Var det de Kristne eller Katolikkerne eller andre??? Der er hekse idag, men de bliver jo ikke brændt.

Svar:

Barbariske heksebrændinger

Du har ret i, at det var en rå og vild periode i historien, og det er meget svært for os at sætte os ind i. Det var nu ikke kun kvinder, der blev brændt som hekse. En meget stor procentdel var mænd; nogle sagkyndige siger helt op mod halvdelen. Ofte var det i øvrigt nærmest ligbrænding, idet den pågældende først var blevet henrettet - hvis man synes, det lyder lidt mindre makabert.

I nutiden næres der også meget overdrevne forestillinger om, hvor mange det drejede sig om, ligesom man også i dag har svært ved at forestille sig andet, end at det skyldtes ren fantasi og hysteri, at man dengang forholdt sig til hekseri og trolddom som en reel trussel. Det er på en måde paradoksalt, at man i dag med en overlegen bedrevidenhed tager afstand fra datidens overbevisninger om virkeligheden i trolddom og hekseri, samtidig med at okkultisme og satanisme griber om sig.

14-1600-tallets barbariske straffe og de uretfærdigheder, der utvivlsomt blev begået i forbindelse med hekseprocesserne er et stykke brutal historie. Det var ikke specielt katolikkerne, der stod for dem. Det gik mindst lige så voldsomt til i de protestantiske lande, også i Danmark. Faktisk fortsatte denne praksis længere tid hos os end i de katolske områder. Så sent som i 1693 blev en kvinde dømt som heks og halshugget og derefter brændt på Falster.

Hvad med hekseri og trolddom i dag?

Meget af vore dages hekseri og trolddom er utvivlsomt pjank og drengestreger. Men jeg kan ikke lade være med at understrege, at hekseri og trolddom ikke er noget, man skal lege med. De onde ånders rædselsverden er så virkelig i dag som nogen sinde, og det er dér, man hurtigt havner, hvis man indlader sig med okkultisme af nogen art. For ikke at tale om den regulære satanisme. Når medierne rapporterer om grufulde ritualer og mord i satanistiske kredse, er der ingen grund til at undre sig, som offentligheden plejer at gøre. Sådan er den Onde.

Hekse og troldmænd bliver ikke brændt i dag, nej. Lad os være taknemmelige for, at vi lever i en tid og i en del af verden, hvor kristendommen har gennemsyret samfundet i en sådan grad, at det er slut med barbariske straffe. Men vi skal ikke være naive med hensyn til det onde. Det er lige så ondt, som det altid har været og altid vil være i denne verden indtil Kristi genkomst. Det våben, vi som kristne har imod det, er først og sidst bønnen. Men det er så også et meget mægtigt våben, for Gud er altid større end den Onde.


Skrevet af:
Poul Hoffmann

Lagt på nettet 21.10.2005

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også