Tosse-Jesus eller Guds søn
Jesus kom fra Nazaret i det nordlige Israel. I tre år vandrede han landet tyndt og samlede store grupper omkring sin forkyndelse af, at ”Guds rige er nær”. Hans budskab var provokerende og kompromisløst. Han sagde om sig selv, at ”jeg og Faderen vi er ét”. Han omtalte sig selv som livets vand, og forkyndte, at der kun var adgang til evigt liv gennem ham selv.
Det fik han en del venner på, men også mange fjender, ikke mindst blandt landets religiøse overhoveder. For dem var han en trussel mod deres autoritet i befolkningen. For de romerske myndigheder og besættelsesstyrker var Jesus mere en galning, et tossehoved som ikke kunne tages alvorligt. Medmindre han blev en trussel mod samfundets stabilitet (=romernes position).
Delte vandene
Med andre ord: Jesus delte vandene. Det var umuligt for hans samtidige at forholde sig neutralt til hans budskab. Han skabte enten beundring eller vrede. Jesus accepterede ingen ligegyldighed. Han havde heller ikke brug for sympati. Det var enten eller. Han var ikke blot en klog mand, men han udfordrede sine tilhørere med påstanden: ”Den, der ikke er med mig, er imod mig.”
Gal eller genial
Sådan taler en uovertruffen filosof ikke. Og derfor tager vi fejl af Jesus, hvis vi blot regner ham for en klog mand, der er værd at lytte til, uden at ville anerkende hans påstand om at være Guds søn. Hvis Jesus i virkeligheden ikke var Guds søn, så er hans ”klogskab” komplet utroværdig. Så har verden fostret dem som er bedre at få forstand af.
Vil vi tage Jesus alvorligt, så må vi vælge mellem at regne ham for enten at være en gal tosse eller virkelig at være Guds søn. Og er han det sidste, så har han også ret når han udråber sig selv som verdens frelser og dommer.
Lagt på nettet 12.03.2008