26.07.2023 10:51 Age: 306 days
Andreas Kiel Svejgaard

Skrevet af:
Andreas Kiel Svejgaard

Tid og telefoner

Telefonen kan nemt stjæle tiden fra det, der er vigtigt i vores liv

Mand med smartphone

Foto: unsplash.com/@maltehelmhold

Nu skete det igen, jeg skulle bare lige tjekke noget på min telefon, og nu har jeg siddet med den i 20 minutter og fyldt mit hoved med et hav af forskellige informationer, som jeg i virkeligheden ikke havde brug for at få. Telefonen kan for mig nemt blive en tidsrøver. Den ene video eller artikel tager den næste, og pludselig er der gået en masse tid med det. En masse tid, som kunne være brugt på noget andet, på noget mere meningsfyldt.

Vores tids rygning

Vi lever i en tid, hvor telefoner og sociale medier fylder rigtig meget i hverdagsbilledet. Nogle taler om dem som »vores tids rygning«, fordi vi netop bliver så afhængige af dem.

Nogle vil måske mene, at telefontid er afslapningstid, en tid, hvor vi ikke skal forholde os til andre. Men flere undersøgelser peger på, at der er en sammenhæng mellem telefontid og mistrivsel, særligt blandt unge og børn. Og da danske unge i forvejen har europarekord i skærmtid, så ser det ikke for godt ud. Er der virkelig ikke noget bedre, vi kunne bruge tiden på?

I øjenhøjde

Jeg tror, at Gud har skabt os til fællesskab. Fællesskab med hinanden og fællesskab med ham. Og her mener jeg ikke fællesskabet i en facebookgruppe, nej, virkeligt fællesskab, hvor vi kan se hinanden i øjnene, og hvor vi kan mærke hinandens tilstedeværelse.

Jeg tror, at relationerne i vores liv er i fare for at blive udfordret af vores skærmtid. Jeg tror, at Gud ønsker, at vi skal bruge mere tid på hinanden og mere tid med ham.

Når jeg læser om Jesus, forundres jeg over, hvordan han møder mennesker. Han møder dem i øjenhøjde, og han tager sig tid til de folk, som opsøger ham. Dog møder jeg også en Jesus, som har brug for at trække sig tilbage og være alene med Gud. Denne alenetid med Gud tror jeg er vigtig. Gud vil lære os, hvordan vi møder hinanden. Tid med Gud er altså ikke spildt tid.


Andreas Kiel Svejgaard

Skrevet af:
Andreas Kiel Svejgaard

Lagt på nettet 26.07.2023

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også