22.06.2016 00:00 Age: 9 yrs

Skrevet af:
JesusNet.dk

Skån heksen til Sankt Hans!

Sankt Hans-aften bliver der tændt bål over hele Danmark. Vi fejrer sommeren og lyset og bekræfter hinanden i, at vi ønsker fred her til lands, mens vi hygger med pølser, sodavand og båltaler. Og hekseafbrænding!

Sankt Hans-bål

Foto: Getty Images/iStockphoto

Sankt Hans er det danske helgennavn for Johannes Døberen. Han har navnedag den 24. juni, og dagen var indtil 1770 officiel helligdag i Danmark. Men lige som Sankta Lucia, har fejringen Sankt Hans alligevel bidt sig fast i den danske kalender.

Et sammenfald

Den traditionsrige bålfest i forbindelse med Sankt Hans har imidlertid intet med Johannes Døberen at gøre. Den skyldes derimod en meget gammel skik med bål, der tændtes for at afværge det onde, og som tidligere skete flere gange om året. En af de lejligheder var i forbindelse med sommersolhvervet, der falder 21. eller 22. juni.

Ganske vist var det også et forsøg på at skræmme troldtøj og hekse væk, men ellers har midsommerbålet intet at gøre med de mange henrettelsesbål, som heksedømte ladede deres liv på i det 16. og 17. århundrede. Og indtil begyndelsen af det forrige århundrede kendte man dårligt nok til skikken med at brænde en heks af halm af. Det blev først almindeligt i 1900-årene. Muligvis fordi nogle tyske håndværkere på Kalundborg-egnen i 1920'erne introducerede skikken. Blandingen af bålfest, Johannes Døber og halmhekse beror altså på et sammenfald af ting, der egentlig ikke har så meget med hinanden at gøre.

Røde pølser og Sankt Hans

Ironisk nok tændte man i sin tid bålene for at skræmme hekse væk, frem for at brænde dem af, hvilket der mange steder synges med på med Drachmanns ord i Midsommervisen:

hver by har sin heks,
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde
vi vil fred her til lands
Sankte Hans, Sankte Hans!

Ikke desto mindre brændes der mange steder i Danmark en heks af halm eller andet brændbart materiale hver Sankt Hans-aften, mens en af byens notabiliteter holder en båltale, der sammen med de røde pølser skylles ned med øl og vand.

Hekse og Sankt Hans er en uting

Sankt Hans-aften er en fin måde at fejre sommeren og lyset på og en udmærket undskyldning for lidt social adspredelse. Men hvor uskyldigt det end kan virke, så er heksebrænderiet en uting. Ikke så meget fordi det minder om den brutale uretfærdighed, som overgik en stor mængde uskyldige mænd og kvinder i senmiddelalderen – det har vi godt af ikke at glemme - men fordi den historiske virkelighed bag hekseafbrændingerne ikke problematiseres, men gøres til genstand for ureflekteret underholdning. Det er der ikke så meget glædesblus over – med mindre det er glæde over andres ulykke, der menes.

Fri os fra det onde

I øvrigt kan vi ikke skræmme ondskab og fortræd væk med bål og brand om det så er med eller uden heks. Her dur kun den bøn, som Jesus selv lærte os at bede: ”Fri os fra det onde!” At Jesus én gang for alle har overvundet dødens magt og er stærkere end det onde burde være grunden til, at vi tænder glædesblus og temaet for båltalerne.

(publiceret første gang 20-6-2007)


Skrevet af:
JesusNet.dk

Lagt på nettet 22.06.2016

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også