13.03.2020 16:50 Age: 5 yrs

Skrevet af:
Stefan Vase

Sindet har brug for hvile i coronatider

Vi har brug for at befri os fra det tankemylder, der kan tynge os ned

Vi har ikke mærket uret tikke så meget i de sidste 30-40 år, hvor Den kolde krig jagede skræk i alle om en altudslettende atomkrig mellem Sovjet og USA. Men faktum er, at uret tikker ubønhørligt.

Det er gået op for os, at selve livet balancerer på en knivsæg. Samfundet kører på lavt blus, mens myndighederne efter bedste evne prøver at holde udbruddet i ave.

Imens kan vi mærke uroen snige sig ind i sindet. Et konstant: Hvad nu hvis…? Hvad med mine kære…? Hvornår ender det…?

Fadervor og salmer

Vi har mere end nogensinde før brug for nødhjælp til sindet. Vi har brug for at lade sindet og sjælen finde hvile. At befri os fra det tankemylder, der kan tynge os ned.

I salmen “Altid frejdig, når du går” lyder det i andet vers:

 

“Aldrig ræd for mørkets magt

stjernerne vil lyse

med et Fadervor i pagt

skal du aldrig gyse.”

 

Uanset om du går i kirke eller ej, om du er troende eller ej, tror jeg, at der i Fadervor ligger noget gemt, som du kan finde hvile i.

 

“Ske din vilje som i himlen, således også på jorden.”

 

Ja, Guds vilje må ske. Også i disse utrygge tider.

 

“Fri os fra det onde…”

 

I mange år har det ikke været mere relevant at ønske, at det onde i verden må forsvinde.

Måske er bønnen Fadervor svær for dig at bede. Så vil jeg i stedet foreslå at tage fat i Ingemanns morgensalmer. Der er én til hver dag i ugen. Og de fleste kender vi bedre, end vi måske tror.

 

  • “Lysets engel går med glans” hører mandagen til. En fantastisk salme om morgenlyset, der rammer verden.

     

  • Tirsdag synger vi “Nu vågne alle Guds fugle små”. En hyldest til fuglenes enfoldige morgenkvidren.

     

  • Onsdag mødes vi af en rigtig evergreen: “I østen stiger solen op”. På grund af denne salme ved de fleste, i hvilket verdenshjørne solen står op!

     

  • Torsdag er det “Gud ske tak og lov.” En mindre kendt salme, der hylder barnets og dyrenes modtagelse af en ny dag.

     

  • Fredagssalmen er “Morgenstund har guld i mund.” Selv hvis vi ikke står op til en skyfri himmel og den gyldne morgensol, har den stadig sin ret.

     

  • Lørdag kan vi stå op med “Nu titte til hinanden de favre blomster små”. En tryg salme om Guds omsorg.

     

  • Og ugen slutter med et helt fantastisk billede til søndagen: “Nu ringer alle klokker mod sky”. En salme om den fanfare, som kirkeklokkers kimen søndag morgen skaber for gudstjenesten.

 

Fred i sjælen

Musikken kan være en lise for en urolig sjæl. Og jeg tror, at der ligger meget hvile i Ingemanns gode, gamle morgensalmer.

 

“Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer [..] Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst.”

 

Sådan siger Jesus i Johannesevangeliet kapitel 14. Om ikke andet så tag det med dig i disse corona-fyldte tider.


Skrevet af:
Stefan Vase

Lagt på nettet 13.03.2020

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også