26.08.2023 09:24 Age: 336 days
Mathilde Stær

Skrevet af:
Mathilde Stær

Sådan er livet også

Livet går ikke altid, som vi ønsker os, og nogle dage er hårdere end andre

 

Kvinde med hest

Foto: https://unsplash.com/@jontysonext

Jeg blev en dag ringet op, imens jeg var på arbejde. Min hest var blevet syg, og jeg skulle skynde mig at komme. Så jeg pakkede mine ting og kørte ud i stalden til min hest.

Måske har du prøvet, at et lille barn eller et kæledyr har været skidt. Når man kan se på andre, hvad end det er dyr eller mennesker, at de har det skidt, men de ikke selv kan fortælle, hvordan de har det, eller hvor det gør ondt, er alle antenner ude. Hvert signal og lille ting lægger man mærke til. Jeg gik med min hest i nogle timer og fik så på et tidspunkt besøg af dyrlægen, som kiggede på hende også. Hun fik noget smertestillende, og det hjalp, men det var ikke helt ovre.

Gud giver mig redskaber

Jeg ved ikke med dig, men nogle tror måske, at der sker noget magisk, når man bliver eller er kristen, og at livet bliver rosenrødt med minimale udfordringer og modstand. Jeg kan med sikkerhed sige, at det ikke er sådan, det fungerer.

Livet bliver ikke nemt, fordi man er kristen, det bliver ikke mindre udfordrende af at være troende eller et godt menneske. Men jeg tror, at ligesom dyrlægen kunne lindre smerterne for min hest, på samme måde kan Gud nogle gange give mig et redskab til at komme igennem de svære perioder. For der er svære perioder, og livet er nogle gange hårdt. Men jeg tror, at Gud har nogle redskaber og nogle værktøjer, som han indimellem giver mig, og på den måde er han med til at lindre smerten i de hårde tider.

Livet leves i alle aspekter

Jeg hørte engang en bruge udtrykket "Sådan er livet også." Jeg synes, det er så fint et udtryk, for livet har mange aspekter, og vi vil komme til at prøve og opleve mange ting i løbet af det.

Jeg tror ikke, at livet med Gud er forskånet for udfordringer. Måske er der nogle udfordringer, som er andre end dem, jeg ellers ville have mødt – men til gengæld tror jeg, at han styrker mig igennem dem, så jeg kommer bedst muligt gennem det.

Også i de svære dage og tider, hvor jeg kan føle mig magtesløs, går jeg til bønnen. Jeg beder til min far i himlen og lægger mine bekymringer over til ham. Hvad gør du de dage og tider, hvor du kan føle dig udfordret og magtesløs?


Mathilde Stær

Skrevet af:
Mathilde Stær

Lagt på nettet 26.08.2023

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også