19.04.2001 12:00 Age: 24 yrs
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Kender Gud også fremtiden?

Når Gud er almægtig. Ved han så også hvad der sker i morgen, og hvem der bliver frelst og hvem der skal fortabes.

Tak for dit spørgsmål - som virkelig er et af de grumme! Jeg har til dags dato ikke stødt på nogen, der kan svare helt tilfredsstillende på det. Og det er ikke bare, fordi ingen jo kan fatte Gud til bunds, det er også, fordi der ikke rigtig er nogen, der har helt styr på det der med forholdet mellem vores tid og Guds evighed.

Gud er udenfor vores tid

Evigheden er ikke noget, der først begynder efter døden eller efter Jesu genkomst; den er der allerede i Guds verden. Og det betyder også, at Den Almægtige (fordi han allerede er i evigheden, oven for og uden for vores tid) på en eller anden led kan se alting og vide alting, før det sker - også i vores tid!

Alvidenhed - ikke lig med skæbne

I Salmernes Bog står der: "Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre" (Sl. 139,4). Men alligevel taler Bibelen aldrig om Guds alvidenhed som en skæbne! Du ved måske, at den gamle nordiske mytologi og den gamle græske mytologi talte om skæbnen som en helt uforanderlig magt, som selv guderne måtte bøje sig for. Og nogle kristne forestiller sig på samme måde, at hvis Gud allerede ved alting, før det sker, så må alt jo også være fastlagt, før det sker - og så kan selv Gud jo ikke lave noget om på det ... Men sådan er det altså ikke.

Gud kan ændre planer

Vi ser igen og igen i Bibelen, at mennesker beder Gud ændre sin plan og sin vilje - og det gør han så! - sommetider ... I teorien har vi altså ikke rigtig styr på, hvordan det kan gå til, at den Alvidende og Almægtige kan lave om på sin egen plan. For der er jo ikke rigtig noget, der kan komme bag på ham. Men det vigtigste er også, at I PRAKSIS kan vi godt løse det: Gud har en plan og en mening med hver enkelts liv; men denne plan er ikke nogen uforanderlig skæbne! Den er en god og kærlig plan, som vi så kan vride os ud af og være ulydige imod - og den er en plan, som vi hele tiden kan bede ham lave om på!

Ikke alt er Guds vilje

Og der kan også ske andet i denne verden end Guds vilje: Jesus kan stå hjælpeløs uden for Jerusalem og græde og sige: "Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke"(Matt. 23,37). Og så sker menneskers vilje altså, og ikke Guds.

Der er ikke nogen skæbnetro i Bibelen! Og selv den Almægtige kan være hjælpeløs over for et menneskes vantro, for han kan ikke tvinge nogen til at tro. Så i praksis er det altså nemmere at håndtere end i teorien. Men jeg skal så tilføje, at det er ikke en vanskelighed, der findes specielt i kristendommen, eller som Bibelen ikke lige har tænkt på. Det er et klassisk problem i stort set alle livssyn og religioner og videnskaber; og også ateisten (der slet ikke tror på nogen Gud) har svært ved at få det på skinner: Hvordan er forholdet mellem menneskets frie vilje og naturlovenes ubønhørlige magt?! De eneste, der slet ikke har noget teoretisk problem her, er dem, der virkelig vil regne ALT OVERHOVEDET for at være villet af Gud eller af skæbnen på forhånd - inklusive død og ondskab og frafald og vantro og så videre. Det er da en løsning, sådan rent teoretisk; men det giver mildest talt nogle helt andre problemer: Hvad så med Guds kærlighed osv?


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 19.04.2001

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også