Kan vi stole på evangelierne?

Kan vi stole på evangeliernes fremstilling af Jesus?

Størstedelen af det, vi ved om Jesus, stammer fra fire små bøger, som vi kalder evangelierne. Evangeliernes forfattere så ikke Jesus som et isoleret fænomen, men som en klimaks og en fuldbyrdelse af Guds handlen med det jødiske folk. Det er derfor vigtigt at finde ud af, om vi kan stole på det billede af Jesus, disse forfattere tegner. For skulle det vise sig, at evangelierne er løgnespind, må vi se den kendsgerning i øjnene, at vi ikke er i besiddelse af mange andre betydelige optegnelser om Jesus. Der findes ganske enkelt ikke noget andet omfattende tidligt vidnesbyrd. Hvis vi på den anden side finder, at vi kan stole på evangelierne, vil vi i dem finde ikke blot en beretning om det mest ophøjede liv, der nogen sinde er levet, men også et ubetinget kald til at blive hans disciple. Måske er det derfor, vi har så svært ved at lytte lidenskabsløst til dem.

Der er også en anden ting, der gør det vanskeligt for os. Evangelierne kommer til os som en del af Bibelen, og Bibelen er en mærkelig autoritativ og "hellig" bog. I vor tid er vi ikke meget for at acceptere absolutte autoriteter, og tanken om et inspireret skrift, som Gud har givet os, og som vi må adlyde, er ikke alene fremmed for os, men direkte anstødelig.

Lad os derfor have dette her helt på det rene. Jeg beder jer ikke om at acceptere, at Gud har inspireret evangelierne. Ganske vist er mange kristne, jeg selv inklusive, kommet til den konklusion, at Gud må have ledet forfatterne, men ingen forlanger, at nogen skal starte med det synspunkt. Du og jeg ønsker simpelt hen at få at vide, om vi kan skænke evangelierne samme tiltro, som vi skænker en respekteret journalist ved Time. Giver evangelierne os et troværdigt billede af deres centrale skikkelse og hans betydning?

Hvad er evangelierne?

Allerførst: Hvad er evangelierne egentlig? Mere end to hundrede og halvtreds års koncentrerede studier er blevet viet disse små dokumenter - af kristne, jøder, agnostikere, ja til og med ateister. Der er almindelig enighed om, at evangelierne er en helt ny slags litteratur. Intet, der ligner dem helt, er udkommet hverken før eller siden. De er som et nyt udbrud fra den menneskelige kreativitets vulkan. Det er ikke biografier om Jesus, da de kun viser liden interesse for enkeltheder i hans liv. De er ikke historie, da de kun perifert kommer ind på den tids verdensanliggender; de giver os ikke engang en fortløbende beretning om Jesu liv. Selv om de indeholder elementer både af biografisk og historisk art, udgør de en ny litterær genre: evangelium. Ordet, der kun lejlighedsvis var blevet brugt før, blev først en almindelig del af sproget med kristendommen.

Det betyder "godt budskab", og folk brugte ordet om det, de kristne sagde, før de brugte det om det, de skrev. For de kristne gik ikke omkring og proklamerede en ny religion, nye pligter, en ny ideologi. De proklamerede et godt budskab. Ikke om, hvad mennesket er kaldet til at gøre, men om, hvad Gud har gjort.

De første kristne troede - enten andre så vil anse det for rigtigt eller forkert - at deres ven Jesu liv og død og opstandelse var det mest betydningsfulde, der nogen sinde var sket, og de ville gerne fortælle alle om det. Det forklarer den forbløffende eksplosion af missionsvirksomhed, der var betegnende for urkirken. Det forklarer også den tillid og påske-tro, der kendetegner næsten alle beretninger i evangelierne. De mænd, der skrev dem, troede på det, de skrev. Det betyder ikke, at de huskede hver eneste detalje, men det betyder heller ikke, at de var utroværdige eller fordomsfulde. De var ganske enkelt overbevist om deres nye opdagelse og kunne ikke holde den for sig selv. Og sådan blev ordet "evangelium" ganske naturligt ændret fra at betyde et talt budskab til at betyde en nedskrevet beretning. Og disse beretninger om Jesus viser os, hvordan de første missionærer prædikede om ham.

Når det forholder sig sådan, betyder det faktisk mindre, hvem der i virkeligheden nedskrev evangelierne. De kommer alle fire til os ikke så meget med en enkelt forfatters personlige autoritet, men som én mands sammenfatning af det gode budskab, som de alle var så travlt optaget af at prædike. Der står et levende trosfællesskab bag hver forfatter. Og forfatterne selv stod i nær forbindelse med inderkredsen af Jesu disciple.

Hvem skrev dem og hvornår?

Det er næsten sikkert, at Markusevangeliet blev nedskrevet først af de fire, sandsynligvis i det første århundredes tressere. I Ny Testamentes beretninger fremtræder Markus som en nær ven og ledsager af både Peter og Paulus. De første kristne fortæller os, at han var den, der tolkede Peters prædiken af evangeliet og gjorde det tilgængeligt for en bred kreds ved at nedskrive det i en bog. Selvfølgelig har Markus fået sit materiale fra flere forskellige kilder, men det er opmuntrende at vide, at hans hovedkilde var manden i centrum for det hele: Simon Peter, den berømteste af alle Jesu venner. Markus skriver med en åndeløs iver og begejstring hovedsagelig om alt det, Jesus foretog sig, og om, hvordan han mødte sin død. Det er helt tydeligt prædikenmateriale, der er sat på papir, og det indeholder mange levende øjenvidneskildringer, som Markus må have hørt i Peters glødende taler.

Nogle få år efter udkom Matthæusevangeliet. Forfatteren ville gerne hjælpe de mange jøder, der blev tilhængere af Jesus, og integrere dem med grækerne, der strømmede ind i kirken. Han lagde stor vægt på orden i det, han skrev, og henvendte sig først og fremmest til lærerne og lederne i de nye kristne samfund. Vi ved ikke nøjagtig, hvem den Matthæus var, der skrev evangeliet. De første kristne mente, han var tolderen Matthæus, der blev en af Jesu disciple; men det er mindre sandsynligt, om ikke af anden grund så fordi han bruger Markus' evangelium som kilde. Og det ville være højst mærkeligt, hvis et øjenvidne benyttede en beretning skrevet af en, der ikke selv havde været til stede. Sandsynligvis er evangeliet blevet sammenkædet med Matthæus' navn, fordi det medtager en mængde specielt materiale, som han samlede. Det var højst sandsynligt optegnelsen af mange Jesus-ord, der ikke står hos Markus, men som også kan læses hos Lukas. Tolderen Matthæus havde rig lejlighed til at lave en samling af Jesus-ord. Han var desuden dygtig til at skrive og sikkert også til at stenografere, noget der var velkendt i oldtiden. Vi står altså atter over for solide øjenvidneskildringer.

Tilsyneladende skrev Lukas sit evangelium på omtrent samme tid, i begyndelsen af firserne (selv om nogle mener, han nedskrev det næsten tyve år tidligere). Han var ikke jøde, og han skrev specielt for ikke-jøder, der omvendte sig til kristendommen. Han var ikke en af Jesu oprindelige disciple, men han siger i starten af sit evangelium, at han har foretaget omfattende researcharbejde blandt dem, der var. Det er tydeligt, at Markusevangeliet og Matthæus' tale-kilde var nogle af de materialer, han først og fremmest undersøgte og gjorde god brug af. Beretningerne om Jesu fødsel og første år har han sandsynligvis skaffet sig fra hans mor Maria, og Lukas' beretning om Jesu opstandelse synes også at stamme fra øjenvidner. Lukas har en særlig evne til at skildre Jesu lignelser; de mest uforglemmelige forekommer alle i hans evangelium. Han nærer også en inderlig omsorg for de udstødte, de hjælpeløse, kvinderne og dem, der lever på livets skyggeside. Men måske er hans største fortjeneste, at han ser Jesu historie som 1. del af kirkens fortsatte historie. Hans "Apostlenes Gerninger" er en bevidst fortsættelse af Jesu historie, og den er uvurderlig, fordi det er den eneste, vi har.

Det mest mystiske og majestætiske af alle evangelierne er det, der tilskrives Johannes. Han var Jesu nærmeste ven, en mand med et stærkt mystisk islæt, og han giver Jesu liv og gerning et slående, frisk perspektiv. Alligevel er det ubestrideligt den samme Jesus, som de andre beskriver. Det er bare sådan, at Johannes tilsyneladende er trængt ind i Jesu sind som ingen anden.

Det har længe været diskuteret, hvem der virkelig er dette vidunderlige evangeliums forfatter. Nu er det konstateret, at det enten er skrevet af apostelen Johannes selv eller af en af hans nære disciple under Johannes' ledelse. Nogle mener, at det blev skrevet før Jerusalems ødelæggelse år 70, men de fleste lærde er enige med de kristne fra det andet århundrede om at anse det for det sidste af evangelierne, der blev nedskrevet - i firserne, da apostelen var en gammel mand, der ledede kirken i Asien.

Det er i korte træk, hvad evangelierne er. De blev skrevet mellem år 65 og 85, og de er alle anonyme (selv om de første kristne fortæller os, hvem de mener, forfatterne var). Denne anonymitet er ikke nogen svaghed, men snarere en styrke. Alle evangelierne afspejler hele det kristne samfunds glade overbevisning om, at den Jesus, der vandrede på Galilæas veje, havde besejret døden og kaldte mennesker alle vegne til at komme og følge ham. Evangelierne er, om man vil, toppen af troens isbjerg, en top, der tilhører det store bjerg af tidlige kristne, der er skjult under overfladen.

Men spørgsmålene myldrer frem ...

Hvorfor så forholdsvis sent?

Hvorfor blev disse evangelier for eksempel skrevet så forholdsvis længe efter de begivenheder, de omtaler? Af to grunde, som begge er ret fremmede for os. For det første var de tidlige kristne så travlt optaget af at prædike deres gode budskab over hele verden, at de ville være længe om at finde på at skrive det ned. De havde travlt med at skabe en religiøs bevægelse, der spredte sig med forbløffende hast. Det vigtigste for dem var ikke at skrive bøger, men at hverve disciple.

Den anden grund er, at folk i oldtiden foretrak det talte ord frem for det skrevne. Bøger var for folk med en dårlig hukommelse. Og oldtidens mennesker var stolte af deres hukommelse. Det gælder både i den græsk-romerske og den jødiske verden. Og under alle omstændigheder var fremstillingen af bøger både besværlig og dyr før bogtrykkerkunstens opfindelse. Det var ikke noget, man gav sig i lag med, medmindre det var nødvendigt. I det første århundredes tressere følte de kristne, at det var nødvendigt. Øjenvidnernes generation var ved at uddø; det dyrebare indhold i det, de havde at fortælle, måtte bevares.

Hvorfor fire evangelier?

Udmærket, men hvorfor fire evangelier? Ét måtte da helt sikkert kunne gøre det? Interessant nok stillede de kristne i det andet århundrede det selv samme spørgsmål og fandt et svar, der tilfredsstillede dem, men som næppe vil tilfredsstille os. De sagde: "Selvfølgelig skal der være fire evangelier. Der er jo fire årstider og fire verdenshjørner, så skal der selvfølgelig også være fire evangelier!"

Det enkle svar er, at vi ikke ved det. Der er altså fire evangelier, som dukkede op fra hjertet af urkirken. Vi kan være meget taknemlige over, at der er flere forskellige beretninger. For når man ser en person eller en begivenhed fra flere sider, får man en forståelse, der går langt mere i dybden. Jeg er taknemlig for forskelligartetheden i evangelierne og hos hver enkelt evangelist. Mindre modsigelser, som de måske kan indeholde (og det er ikke engang bevist!), bekymrer mig ikke en døjt. Vi har ikke fire fotografier af Jesus, vi har fire portrætter. Tilsammen giver de os en dybdevirkning i vort billede af ham, som vi aldrig havde kunnet få gennem en enkelt version.

Er der blevet manipuleret med teksten?

Har vi evangelierne, som de oprindelig blev nedskrevet? Eller er der blevet manipuleret med teksten ned gennem de mellemliggende århundreder? Lykkeligvis er vi i stand til at give et meget klart svar på det spørgsmål. I hele verden findes der ingen dokumenter fra oldtiden, der bygger på en sådan rigdom af overleverede manuskripter som evangelierne. Vi har afskrifter af dem, skrevet betydeligt mindre end hundrede år efter deres affattelse, og det er fantastisk sammenlignet med periodens klassiske forfattere. For eksempel er der mellem det tidspunkt, hvor Tacitus skrev sine værker (omkring halvtreds år efter evangelisterne), og de tidligst bevarede manuskripter otte hundrede år! Når det gælder historikeren Livy, der levede samtidig med evangelisterne, er forskellen elleve hundrede år! I modsætning til de to-tre manuskripter, vi har, som bevidner disse verdslige forfatteres tekst, har vi bogstaveligt talt i hundredvis af Det nye Testamente. De er skrevet på mange sprog og stammer fra hele oldtidens verden, og deres tekster er forbløffende enslydende. Selvfølgelig er der flere afvigende læsemåder i dette enorme opbud af manuskripter; men alle, der har studeret emnet, vil være enige i følgende to centrale punkter: For det første findes der ikke en eneste nytestamentlig læresætning, der grunder sig på en omdiskuteret læsemåde. For det andet er teksten i Ny Testamente så sikker, at ingen kompetent videnskabsmand ville drømme om at øve konjekturale ændringer (dvs. rette i teksten på grundlag af gisninger), selv om det er almindeligt over for klassiske tekster. Manuskripternes vidnesbyrd er så stærkt, at det udelukker en sådan fremgangsmåde.

Vi har faktisk Ny Testamente - og evangelierne i særdeleshed - stort set, som de blev nedskrevet. I alle evangelierne er der kun et par enkelte alvorlige tvivlsspørgsmål. Det første er, om Markus 16,9-20 er skrevet af evangelisten eller er en tilføjelse til et evangelium, der virkede uafsluttet på nogle af hans venner. Det andet er, om beretningen om Jesus og kvinden, der var grebet i utroskab, skal stå, hvor det normalt er placeret i Johannes 7,53-8,11, eller hvor nogle manuskripter anbringer det: efter Lukas 21,38.

Vore fire evangelier kommer til os med massiv og uafbrudt bevidnelse gennem århundrederne. Der er al grund til at stole på, at vi har dem så at sige nøjagtig, som de forelå fra forfatternes hånd.

Kan vi stole på, hvad de siger?

Ja ja, siger du måske, men kan vi nu stole på, hvad de siger? Det er det afgørende spørgsmål. De hævder så forbløffende ting om Jesus og fortæller så forunderlige historier om ham. Kan vi virkelig tro på dem? Det er selvfølgelig et spørgsmål, man selv må tage stilling til. Men der er meget gode grunde til at nære tillid til det, evangelierne har at fortælle os.

For det første er der i hele verdenslitteraturen ingen bøger, der har været underkastet så gennemgående og vedholdende undersøgelser over en periode på flere hundrede år, som evangelierne. I dag er deres troværdighed så stor som nogen sinde. De består hver eneste prøve med glans. Det er en udmærket grund til at tage det billede, de giver os af Jesus, alvorligt.

For det andet er der en påfaldende harmoni i det billede, de viser os. Det er ikke alene tilfældet mellem evangelierne indbyrdes, men også mellem dem og det mønster, der træder frem i de første prædikener, som vi finder dem i Apostlenes Gerninger og andre steder i Ny Testamente. Der er ingen tvivl om, at en sådan utilsigtet overensstemmelse mellem forfatterne, som ikke stod i hemmelig forståelse med hinanden, giver os den største tillid til det, de beretter. Det, disse evangelieforfattere skriver, er ikke opspind; de fortæller os, hvad der virkelig skete!

For det tredje stemmer det, vi læser i evangelierne, nøje overens med det verdslige vidnesbyrd, vi allerede har set på. Men selvfølgelig udfylder det det og sætter kød på. Ydermere stemmer det nøjagtig med det, Paulus, den største apostel, fortæller os i sine spredte bemærkninger om den historiske Jesus. Paulus skrev i halvtredserne og begyndelsen af tresserne, sandsynligvis et årti før de tidligste af evangelierne. Og hans bemærkninger er så meget mere overbevisende, fordi de er så lejlighedsvise. Han forsøger ikke at bevise noget eller lære sine læsere noget nyt om Jesus. Han minder dem bare om det, de hørte, da de nogle år tidligere blev Jesu disciple. Der kan næppe tænkes et bedre eller tidligere vidnesbyrd om evangeliernes troværdighed.

For det fjerde levede der stadig øjenvidner til Jesu gerninger, og det er vigtigt at huske på, når vi vurderer evangeliernes troværdighed. Hvis evangelieforfatterne overdrev deres beretninger om, hvad Jesus havde sagt eller gjort, levede der stadig masser af mennesker på det tidspunkt, hvor de blev udsendt, der kunne have påpeget fejlene. Og i det tilfælde ville evangelierne ganske enkelt ikke have fået den udbredelse og anerkendelse, de fik. Men øjenvidnerne kunne ikke sætte fingeren på nogen fejl i dem, og de gik deres sejrsgang.

Der er også andre måder, hvorpå man kan kontrollere troværdigheden af disse enestående små bøger. Hvis kirken havde opdigtet indholdet i evangelierne, måtte vi have forventet, at den ville have lagt Jesus bemærkninger i munden, som var af brændende interesse for den selv. Men vi finder tværtimod, at disse spørgsmål (som for eksempel Jesu herskermagt, Helligånden og dens gaver, striden omkring betydningen af omskærelsen, og om kristne kunne spise kød, der havde været ofret til afguderne) glimrer ved deres fraværelse. Det giver os stor tillid til, at forfatterne fortalte sandheden og ikke bare opdigtede noget, som passede i deres kram.

Lignelserne giver os en anden meget interessant indsigt i evangelieforfatternes troværdighed. Mennesker spekulerer somme tider på, om disse lignelser går tilbage til Jesus selv, eller om de første kristne opdigtede dem. Men hvorfor skulle nogen have foregivet, at Jesus underviste på denne specielle måde, hvis han ikke gjorde? Én ting er helt klar: Selv om der findes enkelte rabbinske eksempler, var der ingen før Jesus, der talte i lignelser som han. Den første kirke prædikede ikke i lignelser; men den vidste og fortalte loyalt, at Jesus havde gjort det.

Der er to redskaber i det kritiske arbejde, som de nytestamentlige videnskabsmænd med rette er glade for. Det ene kalder de "det flerfoldige vidnesbyrds kriterium". Det betyder simpelt hen, at der er øget begrundelse for at acceptere en begivenheds eller udtalelses autencitet, hvis den berettes mere end ét sted i evangelietraditionen. Godt, lad os anvende det på den helt utrolige beretning om Jesus, der bespiser fem tusind med et par små brød og fisk. Det lyder ikke særlig sandsynligt, vel? Alligevel berettes det i alle fire evangelier. Man kan ikke tænke sig noget mere uangribeligt vidnesbyrd. Det er ikke vidnesbyrdet, der er problemet, men om vi vil tro vidnesbyrdet.

Det andet redskab er forholdet til aramaisk. Det var det sprog, der brugtes i Palæstina på Jesu tid, og altså det, han i almindelighed talte, selv om han kunne mindst to sprog, højst sandsynligt flere. Vore aramaisk-eksperter har gjort en interessant opdagelse. Størstedelen af det, Jesus sagde, kan med lethed oversættes til det originale aramaisk, og når man gør det, bliver det til rytmiske rim. Det er meget usædvanligt og meget smukt. Det er også meget let at huske. Det kan forklare den næsten fuldstændige verbale lighed, endda identitet, vi finder i størstedelen af Jesu undervisning i de forskellige evangelier. Jøderne lærte ved at lære udenad, og det rimede aramaisk, der ligger til grund for dele af vore evangelier (og til tider dukker op i ord som talita kumi og abba), er meget let at huske. Jesus underviste uden tvivl på denne måde, fordi han ville, at det, han sagde, skulle huskes omhyggeligt og videregives nøjagtigt. Og det har vi al grund til at tro, at det blev.

Konklusion

Dette er nogle af grundene til, at vi kan stole på, at de beretninger om Jesus, der står at læse i evangelierne, er sandfærdige, hvor forbløffende de end er. Som vi har set, er evangeliernes vidnesbyrd meget tidligt. Det stammer fra de første disciple. Det falder i tråd med det billede af Jesus, som vi finder groft skitseret i de verdslige kilder, og det stemmer med tidens jødiske skikke. Hvis du kradser lidt i overfladen af et evangelium, når du ned til det underliggende aramaiske, et sikkert tegn på, at du er meget tæt på det, Jesus sagde og gjorde, på hans eget modersmål. Vi har set, hvordan evangelierne komplementerer hinanden. Vi har set, at teksten er så sikker, at der ikke er nogen mulighed for, at der er manipuleret med den ned gennem århundrederne. Det er interessant, at vore moderne, verdslige historikere i almindelighed agter evangeliernes vidnesbyrd meget højt. Der er al mulig grund til, at vi nærer tillid til det billede, de giver os.

Efter min mening findes der imidlertid en altovervældende grund til, at vi må tro på det billede af Jesus, vi får i evangelierne. Hvem skulle have kunnet udtænke et sådant billede? Det viser et menneske, der er så helt anderledes end alle andre i verden, så ophøjet, så overraskende. Forestil dig, at du og tre venner satte jer ned og beskrev jeres tanker om det ideelle menneske. De ville helt sikkert blive meget forskellige. Men de indtryk af Jesus, de fire evangelister har nedfældet, er påfaldende harmoniske. De er helt klart portrætter af det samme menneske, der underviser i den samme lære og fremsætter de samme påstande. Det er virkelige begivenheder, disse mænd har nedskrevet, ikke opdigtede. De forsøgte at give et ærligt billede af Jesus, den mand, der havde gjort et så uudsletteligt indtryk på dem alle. Og de prøvede at puffe til deres læsere for at få dem til at tage stilling for eller imod denne Jesus, når de læste om hans person, hans tilbud og hans udfordring. Deri ligger deres magt, som er den samme gennem alle tider.

Lagt på nettet 07.02.2001