Johannes baner vejen

I det femtende år af den romerske kejser Tiberius’ regeringstid, da Pontius Pilatus var statholder i Judæa, talte Gud til Johannes, Elisabeths og Zakarias’ søn. Og Johannes, som havde afventet dette Guds ord i ørkenen, begyndte nu at prædike som en Guds storm.

»Omvend jer!« råbte han.

Hans stemme rungede gennem ørkenen og gav genlyd i landsbyer og byer i hele Judæa. Alle hørte om Johannes, og store skarer drog ud for at høre ham prædike.

Og de, der gik ud, mødte en modig og veltalende mand med Guds ord i sin mund og i sit hjerte. »En profet,« hviskede de til hinanden. Hans tøj var lavet af kamelhår, og han havde et bredt læderbælte rundt om livet. Han levede af græshopper og vild honning. Men det, der virkelig vakte folks opmærksomhed, var Johannes’ ord – det han sagde og gjorde for Guds folk.

»Omvend jer!« råbte han. »For Himmeriget er kommet nær!« Med stærke og modige ord formanede han folk til at omvende sig fra deres synder, tage imod Guds tilgivelse og lade sig døbe som tegn på forandringen i deres hjerter. De, der hørte hans ord og lod sig omvende, døbte han i Jordanflodens vande.

Johannes prædikede, Johannes døbte, og rygtet om ham gik som en løbeild gennem landet.

Snart fik også de religiøse ledere i Jerusalem nyheden at høre, og de sendte straks en delegation af sted for at spørge Johannes, hvem han var.

Johannes svarede: »Med Esajas’ ord: Jeg er ‘en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej’. Efter mig kommer én, som I ikke kender, og som er så meget større end jeg, at jeg ikke er værdig til at binde hans snørebånd. Jeg døber med vand, men han skal døbe jer med Helligånd.«

En dag kom Jesus til Johannes for at blive døbt. Johannes vidste, at Jesus ikke havde brug for at blive tilgivet og renset for synd, og derfor nægtede han først at døbe Jesus. Men Jesus insisterede på at blive døbt, og så adlød Johannes og døbte ham.

Straks da Jesus kom op af vandet, åbnede himlen sig, og Guds ånd dalede ned over Jesus i form af en due. Da lød der en røst fra himlen, som sagde: »Dette er min søn, den elskede. I ham har jeg velbehag!«

Jesus, som stadig var dryppende våd, tog sit tøj på igen, vendte sig og gik uden et ord ud i ørkenen. Ånden førte ham derud. Jesus blev ført ud for at være alene og udsat i den tørre, døde ødemark.

Fyrre dage og fyrre nætter blev han derude og fik i den tid intet at spise. Vinden hylede hen over landskabet og hvirvlede støvet op. Jesus blev mere og mere sulten. Hans mave snørede sig sammen og blev lille og hård. Da de fyrre dage var gået, kom så Djævelen ud til ham.

Djævelen kom for at friste Jesus. Tre gange prøvede Satan at friste Jesus, og tre gange afviste Jesus Satans tilbud med et citat fra Skriften. Satan erkendte sit nederlag og lod Jesus alene igen.

Da kom Guds engle til Jesus for at trøste og tjene ham.

Da Johannes igen fik øje på Jesus på flodens østlige bred, rakte han armen ud mod ham og råbte til mængden: »Hør efter, alle sammen! Se der! Ser I den mand?«

Mængden så i den retning, Johannes pegede. Der stod en ung mand, tynd og hærget af fyrre dages faste og ørkenvandring, men rolig, fast i blikket og fuldstændig herre over sig selv og situationen.

»Han er Guds Lam!« råbte Johannes. »Guds lam som bærer verdens synd! Han var til før mig. Jeg har set Guds ånd dale ned over ham som en due fra himlen, og nu vidner jeg for jer, at han er Guds søn!«

Lagt på nettet 24.02.2003