Jesus oprejser de døde

Det virkede underligt, at Jesus havde ventet så længe, for Lazarus var bror til Maria og Martha, og Jesus elskede dem alle tre meget højt. Hvorfor rejste Jesus ikke hen til sin ven med det samme? Hvorfor ventede han, til manden var død? »Den sygdom tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den,« havde Jesus sagt, da han fik beskeden. Men hvem kunne forstå, hvad han mente med det?

»Hvorfor skal vi gå til Betania nu?« spurgte disciplene. »Det er for tæt på Jerusalem. Dér er der mange, der ønsker dig død.«

»Vor ven Lazarus sover,« svarede Jesus. »Jeg må derhen for at vække ham.«

Det forstod disciplene ikke. »Sover han? Jamen, så lad ham da sove. Det er godt at sove, når man er syg.«

Så sagde Jesus det ligeud: »Lazarus er død. Vi må hen til ham for hans skyld, men også for jeres – for at I må komme til tro.« Og med de ord vendte Jesus sig og begyndte at gå mod Betania.

Thomas så Jesus fjerne sig og sagde så til de andre: »Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham.« Så rejste de sig alle og fulgte Jesus.

»Herre!« råbte Martha og løb Jesus i møde, da hun så ham.

»Herre!« Hun løb på en sært slap og opgivende måde som et menneske, der er fuldstændig nedbrudt af sorg. Jesus kunne se, at hun havde grædt.

»Fire dage,« klagede hun.

»Fire dage har han været død!« Hun kastede sig ind til Jesus, og han holdt om hende og fik frygtelig ondt af hende.

»Hvorfor kom du ikke noget før?« hulkede hun ved hans bryst. »Havde du været her, var Lazarus ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig ...«

Jesus trøstede hende og sagde: »Din bror skal opstå.«

»Jeg ved, at han skal opstå på den yderste dag ved verdens ende,«

svarede Martha, »men det hjælper mig jo ikke nu, i dag.«

Jesus holdt hende så ud fra sig og så hende ind i øjnene: »Martha, hør på mig. Jeg er opstandelsen og livet! Den, der tror på mig, skal leve, selv om han dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?«

Martha var holdt op med at græde. Hun gengældte Jesu blik med en stille undren i øjnene og hviskede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn.«

Så sagde Jesus: »Hent din søster Maria.« Da Maria så Jesus, kastede hun sig ned for hans fødder og græd. »Hvis bare du havde været her ...«

Jesus lukkede øjnene og lagde hånden på panden, for Marias tårer vakte stærke følelser i ham. »Hvor har I lagt ham?« spurgte han og brast i gråd.

»Se, hvor højt han elskede Lazarus,« sagde folk, da de så ham græde.

De gik så hen til graven. Det var en klippehule, som der var rullet en sten for. Jesus sagde: »Tag stenen væk!«

Men Martha sagde til ham: »Herre, han stinker allerede. Han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde så til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed? Tag stenen bort!«

Da stenen var fjernet, og gravens mørke åbning kommet til syne, løftede Jesus sine øjne mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig!« Så tilføjede han dæmpet: »Selv vidste jeg, at du altid hører mig. Jeg sagde det kun, for at de mennesker, der står her, må tro, at du har sendt mig.«

Da fæstnede Jesus sine øjne på gravens sorte mørke og sagde med høj røst: »Lazarus, kom herud!«

Og pludselig, uden at nogen havde hørt en lyd, stod Lazarus så dér i gravåbningen. Hans hænder og fødder var viklet ind i stofstrimler, og hans ansigt var dækket af et klæde.

»Tag nu gravklæderne af ham og lad ham færdes frit,« sagde Jesus.

Lagt på nettet 30.03.2003